Paa den Festdag i den lyse Vaar,
Da den unge Rose frem sig skyder,
Og just sluttende sin Barndoms Aar,
Blomsten moden ud af Knoppen bryder;
Paa den Dag, da hver af Floras Venner
Offret bar til hendes Helligdom,
Ogsaa jeg, som en Tilbeder, kom,
Med mit Hjerte fuldt, men tomme Hænder.
Thi at give er en farlig Ting;
Gaven skal jo Tegn paa Hjertet være.
Hvo der for Exempel gav en Ring,
Vilde sig for tydeligt erklære.
Vare kun beskedne Blomster Gaven,
Let man kunde troe, mit Venskabs Magt
Var, lig Blomstens korte Farvepragt,
Samme Dag i Vuggen og i Graven.
Men skal jeg da, som af Alle vist
Høiest ønsker hendes Gunst at vinde,
Jeg alene ingen Blomsterqvist
I de tusind Offerkrandse binde?
Hvorfor lod jeg ikke Lyren klinge?
Riim og Sang man dog ei misforstaaer.
Ak! forbi er nu den Dag igaar;
Tør idag jeg det Forsømte bringe?
Hjertet, viid, som offre kan et Qvad,
Giver Alt, og har ei meer at yde,
Skjøndt, saa flygtig kort som Blomstens Blad,
Sangen døer, naar bedst den monne lyde.
Haabet dog dens korte Liv forskjønner,
Ja den vil, misundt af Mangen, døe,
Hvis hun kun, den unge Rosenmø,
Med et flygtigt Rosensmiil den lønner.
