I en Naalebog
(Til Ida Brun.)
(Til Ida Brun.)
Blandt alle Ting er, som man siger,
En Spændebog hvad unge Piger
Behager mindst, og hvo der søger
Dem at forære noget Smukt,
Bør aldrig dertil vælge Bøger,
Og allermindst med Spænder lukt.
Saa han, der bringer denne lille,
Der ligner fast en Huuspostil,
Staaer Fare for, hvad sidst han vilde,
At ved sit Offer lykkes ilde
Hos Den, han helst behage vil.
Og han fortjente sagtens og
En slig Fortvivlelse at friste,
Som den, at af din Yndest miste
Det Lidt han har; hvis denne Bog
Ei heelt forskjellig var fra andre.
Ifald du vil den gjennemvandre
Med flygtigt Blik, du snart opdager,
At alle Blade tomme staae
Foruden Skrift, naar jeg undtager
Alene disse første faa,
Som for at kjede dig er frie,
Da deres Vers er strax forbi.
Men denne Bog vil gjerne taale,
At du i den befæster Naale.
Naar du den blanke Naal har ført,
Og med to hvide Fingre rørt,
Og (skjøndt den Vane er forbuden)
Hensat den i den ene Krog
Af Thronen for dit Rosensmiil,
Da føler Hver, at Elskovsguden
Indvier Naalen til sin Piil,
Og til sit Kogger denne Bog.
Tænk dig de hvide Blade fulde
Af Alt hvad Verset sige skulde,
Men hvortil ingen Lyd er funden,
En Krands af tusind Dufter bunden,
Forsamlede i huld Forening —
Da har du læst din Sangers Mening.