Østerport.
Saasnart den unge Vaar udfoldet har sin Vinge,
Man tyer til Østerport med lyrisk Sommerhaab,
Som bryder ud i Sang og Jubelraab,
Mens Folk i Tusindtal gaae, kjøre, ride, springe
I Morgenens den lyrisk skjønne Stund,
Til Kirstens Kilde, til Charlottes Lund.
Og denne Lystighed har Sted hver Dag i Ugen,
Dog er det Søndagen især,
Hvorpaa Enhver
Paa lyrisk Nyden er forslugen;
Thi Søndag, som bekjendt,
Er Ugens første Dag, til hvilken Alle spare
Hvad der i Løb af Ugen er fortjent;
Derfor er Søndag dens umiddelbare,
Dens lyriske Moment.
Enthusiastisk Udflugt ud af Porten,
Begeistret Udgift af den sidste Hvid,
For hvilken expansivt man fast har pantsat Skjorten,
Tilhøre denne Dag til evig Tid;
Og Østerport, om jeg mig ei forregner,
Just denne Skjønhed ubevidst betegner.
Vesterport.
Hvo ei har Raad til at bestride Kraften
Af den enthusiastiske Lyrik,
Har til Erstatning faaet den Skik,
At lade sig en rolig Aften,
Med Afkald paa hver Sindets Expansion,
Af Vesterport elegisk attrahere,
Og i adstadig, borgerlig Motion
Med sin Familie til Fredriksberg spadsere.
Men skjøndt tilfods de vandre nok saa kjækt,
Man seer Melancholie paa deres Ansigt spille:
Thi Tanken om den Kirsten-Piilske Kilde
Paalægger deres Sind for tung en Vægt.
Forgjæves lytte de til Nattergalens Trille
Det fjerne Minde vinker tidlig, silde,
Ak! som et uopnaaeligt Object.
Ja selv hos Price man dem sukkende fornemmer,
Thi Dennes hele Skat
Er kun et Surrogat
For Det som Gyldenlund og Dyrehaven gjemmer.
Saadan, jeg troer, man feiler ikke stort,
Naar man elegisk kalder Vesterport.
Sønder- eller Amagerport.
Naar ud af denne Port man gaaer,
Da sprænger Sjælen ikke strax sit Fængsel,
Sødt flagrende mod Evighedens Vaar,
Med Haabet snart, og snart med Længsel.
Fri føler den sig ei, men heller ikke fangen,
Thi Kræfterne sig møde begge to
Med lige Styrke, holdende sig Stangen,
Forbundne til idyllisk Eenheds Ro.
Det Svundne med det Kommende sig dølger,
Og Tanken seer nærværende sit Maal:
Idyllisk smiler Markens grønne Kaal,
Og Duft af Gjødning os imøde bølger.
Amageren er trofast og naiv;
Han holder fast ved sine gamle Skikke;
End skammer han sig ikke
Ved hollandsk Dragt og hollandsk Tidsfordriv;
Paa Moden veed han ei at hylde,
Idyllisk følger han sin gamle Kaas:
Ved Fastelavn han Katten slaaer af Tønde,
Og trækker Hovedet idyllisk af en Gaas.
Saaledes er, for den Sags Skyld,
Hans hele Liv Idyl,
Og det er vist indlysende for Alle:
Amagerport man bør idyllisk kalde.
Nørreport.
Man ud af Nørreport sig lader kjøre,
Til hver en Tid, selv i det værste Føre,
Dog ei til lyrisk og elegisk Sværmeri,
Ei til idyllisk Lyst, men kort og godt, fordi
Vor Herre vil saa have,
At man tilsidst skal lade sig begrave.
Paa denne Vei, skjøndt den er lang og bred,
Kun sjelden man spadserer,
Thi den har Noget som negerer
Lyrik, Idyl og Elegien med,
Ja Noget selv, som ennuyerer
Ved tragisk stor Eensformighed,
Ved den cothurniske Vidtløftighed,
Som muligt luttrer ved Medlidenhed,
Ved Skrækken og ved Frygten,
Men fører dog, som hver Mand veed,
Os kun en kjedsom Vei til Ballerup og Lygten.
Kun hist og her i Kirkegaardens Skjød
En borgerlig Familie man skuer,
Som tærer stille paa sit Smørrebrød,
Og selv for Dødens Rædsler ikke gruer.
Paa sligt Besøg er Stedet aldrig lens,
Og dette
Besynderlige Liv, som selv har noget Magisk,
Man kalde bør medrette
Den negative Differens.
Saaledes staaer det fast, at Nørreport er tragisk.