Betydningen heraf er nok omtrent
De Fleste temmelig bekjendt,
Og lang Forklaring synes unødvendig,
Dog er der Eet og Andet, som maaskee
Just ei Enhver saa strax vil see,
Da Kunstneren har skjult det ret behændig,
Og kun om Det som ei hver Anden veed,
Jeg give vil en kort Besked.
At Billedet Dem viser Dyrehaven,
Er passende for Nytaarsgaven,
Thi er det ikke sandt:
Hver Nytaarsbog er Nytaarsgratulant?
Men den som gratulerer, ønsker vel
Just ikke det som er, men heller Fremtids Held.
Til Fremtids Ønsker høre Somrens Glæder,
Især ved Nytaarstid,
Naar al Naturen er saa sort og hvid,
Og kun i Snee og Snavs man træder.
Derfor, saavidt jeg kan forstaae,
Vil Kunstneren Dem Sommerglæder spaae,
At sige, naar fem Maaneder De venter,
Og sætter Deres Haab imidlertid paa Renter.
Men hvad De frem for alt maa lægge Mærke til,
Er hvad jeg, uden mig at rose,
Har fundet, og Dem vise vil;
Jeg mener: Nutids Kunst-Apotheose.
Hun som i Haanden holder en Guitar,
Er Musen selv, kun lidt moderniseret,
Saadan som hun i Dyrehaven har
Sig ofte viist, og ved sin Kunst frapperet.
De fire Mandsfolk ere Publicum,
Der just bestaaer af fire Elementer,
Som, sammenlagte til en Sum,
Udgjøre hvad af Publicum man venter.
Den Ene springer op i høi Extase,
Men han er lurvet klædt, en fattig Mand;
I svær Begeistring kan den Stakkel rase,
Men Kunsten fremad ei han hjælpe kan.
Hans Nabo derimod i polske Klæder,
Beundrer koldt, men sværmer ei og græder.
Den Pidsk, han holder i sin Haand,
Er Tegn paa, han som Kjender criticerer,
Og at han, fuld af mecenatisk Aand,
Paa rette Maade Kunst encouragerer.
Den Tredie lytter henrykt til,
Men fatter Intet af det hele Spil.
Den Fjerde, som er døv, kun røres af det Grove,
Og derfor har han lagt sig til at sove.
Saaledes finder man heri
Ei ene hvad paa første Haand man fatter,
Men selv en dyb Allegorie,
Et Stof til Taarer og til Latter.