Bragi
Prolog i Anledning af Formælingen imellem Prinds
Prolog i Anledning af Formælingen imellem Prinds
Frederik Ferdinand og Prindsesse Caroline.
Frederik Ferdinand og Prindsesse Caroline.
Skuepladsen forestiller de nordiske Guders Lund. Man seer Asketræet Ygdrasil og Heimdals Bro (d. e. Regnbuen.)
Bragi (taler).
I de høie Guders Lund,
Under Asketræets Grene,
Hvor sig Nornerne forene
I den tause Aftenstund,
Velkomst byder sine Venner
Bragis Røst, som Glædens Tolk:
Dig, o Drot, med dine Frænder!
Dig, o ædle danske Folk!
Thi saa vidt som Sagas Spor
Gaaer i svundne Tid tilbage,
Alt i Heltelivets Dage
Bragi mægtig var i Nord.
Ham heel mangen Helts Bedrifter
Skyldes, som i Hildurs Leg
Mærket dybt af Sværdets Rifter,
Til Valhallas Glæde steg.
Hvergang Rolf i Leding drog,
Fulgtes han af tappre Skjalde,
Som, da Helten monne falde,
Til hans Drapa Harpen slog.
Ei fra Hjarnes Roes sig skiller
Høien om Kong Frodes Been;
Altid Eivind Skaldaspiller
Nævnes med Kong Adelsteen.
Thi det Baand, som sammenbandt
Folk og Fyrste her i Norden,
Og som ingensteds paa Jorden
Man saa fast og varigt fandt,
Er en Gave fra den Samme,
Som ved lige Trylleri
Ordner snart en Folkestamme,
Snart et Digt, til Harmonie.
Thi jeg er ei Tvedragts Gud,
Vil ei Splid og Fiendskab ændse;
Ordnet Frihed, Takt og Grændse
Fremstaae paa mit Guddomsbud.
Ikke Verdens vilde Luer
Slynger jeg, og blodigt Sværd;
Hvor jeg Fred og Eenhed skuer,
Er jeg med min Harpe nær.
Hver Forening er mit Værk;
Aldrig løser jeg, men binder
Fremtids Haab til Fortids Minder,
Og ved mig er Thronen stærk.
Folk og Fyrste sig forene
Ved min Harpes milde Klang,
Skjoldungstammens sidste Grene
Favnes under Bragis Sang.
Hil dig, Danmarks Høitidsfærd!
Fremtids Lykke du beboder:
Glæden naaer til Valhals Guder,
Dem er Danmarks Lykke kjær.
Lad din Fryd, din Jubel tone!
Du har Deel i Troskabs Pagt;
Flet i Brudens Myrtekrone
Dine Blomsters lyse Pragt!
Ygdrasil i Rod og Top
Føler atter Guddomsflammen,
Stræber selv, lig Skjoldungstammen,
Ung igjen, mod Himlen op.
Og til Tegn, at stedse Magten
Skal i trofast Eenhed boe,
Hvælver sig, saa skjøn som Pagten,
Heimdals farvesmykte Bro.
Nornerne paa eensom Vei
Mødte jeg i dybe Dale,
Spurgte dem, og bad dem tale;
Svar de nægtede mig ei.
Urda, som forgangne Tider
Skuer i sit Kildespeil,
Sad ved Bølgen, hvorpaa glider
Svanen uden Plet og Feil.
Dybt i Bølgen stirred hun,
Derpaa saa hun Stemmen hæved:
„Skygger for mit Øie svæved
„Over Danmarks Bøgelund;
„Skygger, men i glade Farver,
„Vækkede til Livets Glands
„Ved det Syn, at Tiden arver
„Deres eviggrønne Krands.
„Det er Danmarks Kongeslægt
„Fra Kong Skjold til vore Dage.
„Nu, som Genier de tage
„Deres Børn i Varetægt.
„See hvor uafbrudt en Skare!
„See, hvor tæt, hvor nær de gaae!
„Øieblikkets Bølger klare
„Ogsaa deres Læber naae.“
Verandi, den unge Mø,
Som for Øieblikket raader,
Grubled ei paa Fortids Gaader,
Agted ei paa Fremtids Frø.
Let hun bredte sine Vinger
Ud i Solens milde Glands,
Qvad, mens hun med hvide Finger
Bandt sin rosenrøde Krands:
„Korte Time! du er skjøn!
„Ei mig friste de som komme,
„Mindre de som alt er’ omme;
„Nydelsen er selv dens Løn.
„Lad den komme, lad den svinde!
„Lad den flygte, som en Dunst!
„Øieblikkets Krands at binde,
„Er dog Livets bedste Kunst.“
Men den strenge Skulda saae
Dybt i Skjæbnens lukte Bøger;
Hvad Enhver forgjæves søger,
Klart for hendes Øie laae.
Og hun qvad med vægtig Stemme,
Saa det gjenlød høit i Nord:
„Vil I Skjæbnens Bud fornemme,
„Lytter da til Skuldas Ord!
„Meget vil engang forgaae,
„Meget vil engang begynde;
„Alt jeg ikke tør forkynde,
„Meget jeg fortie maa.
„Dog hvor det Forgangne binder
„Sig saa trofast til det Ny,
„Der det Kommende jo skinner,
„Lig en Stjerne gjennem Sky.
„Hvor Aarhundreder saa godt
„Styrked Kongeslægt og Rige,
„Der vil og i Fasthed stige
„Tillid mellem Folk og Drot.
„Som hans Grene nu sig samle
„Til en enkelt Krones Ly,
„Vil i Tidens Løb det Gamle
„Favne broderligt det Ny.“
Saa de talte. Som et Lyn
I min Barm Begeistring flammed,
Viste, hvad de dunkelt stammed,
Oplyst for mit indre Syn.
Det som for mit Blik sig malte,
Hvad min Tanke gjennemfoer,
Hvad i Gaader Nornen talte,
Gav jeg Klarheds Form og Ord.
O men I, som Bragis Røst
Skjænket har et villigt Øre!
Lytter end! og I vil høre
Stemmen i det eget Bryst.
Den vil sige jer det Samme,
Tolke dybt fra Hjertets Grund
Alt hvad Skjaldekunstens Flamme
Talte gjennem Bragis Mund.
Ja, hvor fælleds Alter-Ild
Høit i Alles Hjerter brænder,
Valhal der sit Offer kjender,
Smiler gjennem Ygdrasil.
Hil dig, Danmarks gamle Rige,
Med din Sø, din Skov, din Dal!
Skee hvad vil! Dit Haab skal stige
Seirende til Guders Sal.
Drot og Dronning! Held og Fred!
Glad beskuer Odins Øie
Baandene, som sammenføie
Eders Børn i Kjærlighed.
Trindt om Kongeslægten drage
Folkets Hjerter Troskabs Baand;
Danmarks Bøn for eders Dage
Veies i Alfaders Haand.