Prolog
til
til
Lystspillet „Figaros Giftermaal,“ ved dets fornyede Op-
Lystspillet „Figaros Giftermaal,“ ved dets fornyede Op-
førelse paa det kongelige Theater, den 9de Juni 1834.
førelse paa det kongelige Theater, den 9de Juni 1834.
Hvis Fader Holberg, før han blev Baron,
Har skuet rigtigt i et vist Capitel,
Da gives der hos Mangen en Passion,
Der yttrer sig i Godhed for en Titel.
Alt hvad sig gunstig anbefale vil,
Det være Mennesker, det være Bøger,
Først om en heldig Titel søger;
Og saadan gaaer det og med Skuespil.
Selv Beaumarchais, som Figaros Forfatter,
Fortæller om sit Stykke saa omtrent:
„Tiltrods for Mængdens Lystighed og Latter,
„Fandt mangen Criticus det slet bevendt;
„Hvorfor? Fordi jeg havde kaldet Stykket
„Den gale Dag; den Titel selv var gal;
„Ved den jeg Godtfolks Hjerte har forrykket,
„Og glemt det Vigtigste, som er Moral.
„Hvis, for at smigre Critikernes Øren,
„Jeg havde paa min overgivne Skjemt
„Den Titel sat: Den narrede Forfører,
„Da var man sikkert bleven venlig stemt,
„Og Hver, som dømmer Stykket fra Placaten,
„Da havde sagt: Hav Tak, min brave Mand!
„Dit Lystspil aldrig være kan
„Til Skade for Moralen eller Staten.“
Idag en anden ikke mindre Fare
Den samme Titel forestaaer:
Den skal idag sin Nyhed ei forsvare,
Men at den er halvtredsindstyve Aar.
Saalænge have vi og vore Fædre
Fornummet Klangen af det kjendte Navn;
Men sagtens var det for vort Lystspil bedre,
Om Navnet ukjendt var i Kjøbenhavn.
Den nye Titel har en Kraft som lokker.
Ei ene her, men vist i mangen By
Man selv om det Forslidte let sig flokker,
Naar bare Titlen, som det har, er ny.
Men her er Titlen gammel, nyt er Stykket,
Nyt idetmindste for den yngre Slægt,
Thi selv det Stempel, Mozarts Kunst har trykket
Paa samme Stof, forandret har dets Vægt.
Hans Figaro, hvem maa den ikke røre?
Den er en sjelden Blomst paa Kunstens Vei,
Et Værk, som tryller baade Sjæl og Øre,
Men — det berømte Lystspil er den ei.
At kalde dette, for dets Værd at hædre,
Fra ufortjente Død til Livet frem,
Og, før det er for sildigt, vise Dem,
Hvad til Begeistring henrev Deres Fædre,
Det er vor Hensigt, og i Kunstens Hjem
Jeg ikke veed at finde nogen bedre.
Vor Scenes Glands og Hæder knytter sig
Til dette Lystspils Tid. Har Rygtet ikke
Om Rosing og om Gjelstrup naaet til dig,
Om Catharina Preislers skjelmske Blikke,
Og om de Tvende, som paa denne Jord
End leve, som vor Scenes Æresminde:
Om Rosings Hustru, hvis Grevinde,
Om Schwartz, hvis Figaro i Kunst var stor?
Som i et Pantheon, i vor Foyer
Vi skue disse Mesteres Portraiter;
Men ogsaa paa vor Scene skal man see —
Om ei dem selv, dog Stykket, som maaskee
Den bedste Krands paa deres Isse sætter.
Dog — for en venlig Dom os at berede,
Især hos Dem, i hvis Erindring staaer
Hiin Kunstnerflok, hvis Hæder ei forgaaer,
Vi først om Overbærelse maae bede;
Thi det er ei vor Hensigt Plads at tage
Blandt hine Stjerner af den første Rang,
Men kun at kalde her endnu engang
Et Glimt af deres Lys tilbage.