Vor Hovedstad er vidt bekjendt
For sine Kirketaarne,
Endskjøndt et Par, hvis Top var brændt,
Sig hæve lidt beskaarne.
Selv naar det Gamle sank i Gruus
(Tiltrods for Taarnets Vægter),
Man bygger op et andet Huus
Til Gavn for yngre Slægter.
Mens faldefærdigt Meget staaer,
Et Tempel her sig reiser;
Det bygges jævnt, mens Tiden gaaer,
Indtil med Spiir det kneiser.
Det mures uden Larm og Støi,
Med stille Flid og Iver;
Dets Bygning alt har Navn af „høi“,
Dog mere høi den bliver.
Og kommer her en Engelskmand
Paa Luur i mørke Nætter,
Og skyde vil vor Stad i Brand
Med Bomber og Raketter,
Han finde skal i denne Krop
En Sjæl, han ei vil kue;
Han dette Taarn ei brænder op,
Som han har brændt vor Frue.
Naar Styrken uden Hensigt er,
Da vorde Kæmper Dværge;
De rette Laurbær vindes der,
Hvor Kundskab fører Værge;
Thi stedse bør paa Viisdoms Bud
Sig Stridens Kræfter blande:
Minerva sprang bevæbnet ud
Af Tordengudens Pande.
Men stadig Flid paa travle Dag
Ei trænger blot til Hvile;
Den styrkes og ved muntert Lag,
Hvor Fest-Pokaler smile.
Her Venskab snoer et fælleds Baand
Om Templets Fædre, Sønner;
Her svæver Videnskabens Aand
Og Glædens Fest forskjønner.
Naar mangt et Tempel vorder Støv,
Skal Tiden skaane dette.
Her Laurens Blad med Egens Løv
Til samme Krands vi flette.
For Dem, som vogte Templets Hal,
For dets Disciples Klynge,
For Dem, som Viisdom tolke skal,
Et enigt Chor vi synge.