Vil du være stærk og fri,
Nu, saa gift dig ikke;
Lad dig Amor gaae forbi,
Og forgjæves tigge.
Giver du dit Hjerte hen,
Maa det artigt trælle;
Lev og dø som Pebersvend,
Det er det Reelle.
Hvad er Det for en Moral?
Hvad skal Det betyde?
Er Poeten bindegal?
Tør han Sligt os byde? —
Nei, men upartisk idag
For Gud Hymens Rige,
„Pro und contra in den Sag“
Tør han „Alles“ sige.
Ægtestand har meget Smukt,
Man den høilig ærer;
Dog ei Blomster kun og Frugt,
Torne selv den bærer.
Om en Djævel taler man,
Som er værd at hade:
Asmodæus hedder han,
Og gjør største Skade.
Ak! men Peberstanden og
Har sin egen Plage,
Som med hiin er analog,
Og ei god at smage.
Ja, en Djævel for mit Syn
Ogsaa her sig stiller:
Navnet er Peer Nittengryn,
Mange Mænd han driller.
Djævel her, og Djævel hist!
Ha! hvad skal man vælge?
Asmodæus dog tilsidst
Hjerterne vil fælde.
Mindre farlig er hans Aand,
End man troer og tænker,
Lægger kun en Engels Haand
Djævelen i Lænker.
Har man Englen til sin Ven,
Er man To om Fanden;
Men den stakkels Pebersvend
Mister let Forstanden,
Naar han ubevæbnet staaer,
Uden Hjelp maa stride;
Thi Huusholdersken sig slaaer
Helst til Djævlens Side.
Men den Grund, der, som jeg troer,
Sætningen betrygger,
Er vel dette gjæstfri Bord,
Som en Charis smykker.
Ude raser Storm og Iis,
Sneen slaaer med Harme;
Her et huusligt Paradiis
Smiler Lyst og Varme.
Seer jer derfor her i Speil
Ved det muntre Gilde!
Retter eders gamle Feil,
Før det er for silde!
Da, naar Aaret er forbi,
Og har endt sin Reise,
For Fru Adler klinke vi,
Klinke for Fru Weyse!