Det venskabelige Selskabs Quasi-Jubilæum
(1826.)
(1826.)
Fra høie parnassiske Tinde
Kun sjelden et Budskab vi faae;
Olympens ætheriske Vinde
Ei længer paa Jordkloden staae.
Den Ting har ei Holberg forklart ’en,
Meteorologer tiltrods?
Han siger, at stoppet er Farten
Nu fra Paradiset til os.
Men jeg, som nu holder i Haanden
For snart det at tømme, mit Glas,
Jeg bliver saa henrykt i Aanden,
At Samqvem jeg faaer med Parnas.
Thi har jeg kun Lov til at drikke,
Jeg viger for ingen Poet
Jeg skuer til Punkt og til Prikke
Hvad Ingen i Verden har seet.
Og for nu at vise jer Dette,
At jeg har paa Syner Forstand,
Saa vil jeg i Hast jer berette
En Krønike lystig og sand.
Dens Sandhed bevidnes af Alle
Som sidde ved Bordene her:
Hvor Bacchus sin Regn lader falde,
Begeistringen griber Enhver.
Knap sad vi ved Bordet, ved Glasset,
Vor Suppe vi knap havde spiist,
Før Guderne stod paa Parnasset,
Os skued, og raadsloge viist.
De skuede Venskabets Bolig,
Som straalte med tusinde Lys;
Og Ingen i Himlen var rolig,
Før han om vor Idræt fik Nys.
Og Jupiter sagde: „Hvo vover
„At tænde den festlige Glød,
„Nu da jeg bedrøver mig over
„Min russiske Statholders Død?
„Mercurius, iil dog til Jorden,
„Og see, hvad det Hele vel er,
„Og spørg, om de kjende min Torden,
„Og sig dem, at jeg er dem nær.“
Mercurius kom i en Frakke,
Med Briller paa Næsen, saa skam!
Forstilt han paa Tydsk monne snakke;
Paa Timen dog kjendte jeg ham.
Det kom af, at jeg monne drikke,
Han derimod fastende var,
Jeg tænkte: Ja, narres du ikke,
Mig faaer du vel neppe til Nar.
Nu stod han med Blikket mod Døren,
Og spurgte mig ud om vor Fest.
Jeg svarte: Gaa til Directeuren,
Han kan Dem forklare den bedst. —
„Nei see mig til slige Krabater!“
Saa brummed han bister i Aand:
„De veed ei, at vi Diplomater
„Gaae heller paa tredie Haand!“
Gak ikke fra Sind og fra Sandser!
Hør hvad jeg at vide har faaet:
Vort Selskab iaften bekrandser
Ni Lustre, hvori det har staaet.
Dengang eet og fiirs der blev skrevet,
I Vugge med Aaret det laae;
Dets Broder forynget er blevet,
Det tømmer en Sundhed derpaa.
Mercurius Ryggen mig vendte,
Jeg glad var at blive ham qvit.
Flux op til Olympen han rendte,
Den Vei maa han rende saa tidt.
Men der laae et Huus, kan I tænke,
Da Jupiter fik den Besked!
I Borde han slog og i Bænke,
Saa Himmelen rysted derved.
„Ni Lustre!“ saa raabte den Strenge:
„Hvorfor da forhaste dem saa?
„De kunde jo vente saa længe,
„Og lade det tiende gaae.
„Hvad er det for nye Manerer,
„At feire de kantede Tal?
„Jo længer jeg Verden regjerer,
„Deslængere løber den gal!“
Men tænk hvad derefter der hændte:
Ind traadte nu Musernes Chor,
Mod Jupiters Throne sig vendte,
Og sagde: „Din Uret er stor!
„Det Nital os Alle behager;
„Hvis Lustrene derfor er ni,
„Eet af dem Enhver af os tager,
„Saa haabe vi, alle gaae frie.“
Og ind traadte Bacchus i Salen,
Af Pan og af Faunerne fulgt,
Og sang, mens han løfted Pokalen:
„Jeg længe min Mening har dulgt.
„Mercurius! du var dernede;
„Thi siig os, du kløgtige Mand:
„Er Munterhed ogsaa tilstede,
„Og drikke de Viin eller Vand?“
„O!“ raabte Mercur: „paa min Ære!“
Og svoer en forskrækkelig Ed!
„Tilgavns de mon lystige være,
„Og Ingen drak Vand, det jeg veed.
„Nei, Floder af Purpur der flyde,
„Høit sprudler din blinkende Saft.“ —
— „Saa har det ei stort at betyde,
„Og Jupiter Uret har havt.“
Tilsidst gav Hr. Jupiter efter,
Han er ei saa slem, som man troer.
En Sinke kun er han i Kræfter
Mod Bacchus og Musernes Chor.
Med saadanne Venner som disse
Vort Selskab evindelig staaer!
Naar Sneen har kronet vor Isse,
Det feirer de hundrede Aar.