Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Man hører end iblandt en Sydbo tale

    Om Nordens Barbari.

En Ørken troer han vore skjønne Dale;

    Kun Raahed boer deri.

Men spørger man: hvor hædres meest paa Jorden

    Den hulde Qvindes Magt? —

Da bliver Svaret: i det kolde Norden

    Er Troskabs varme Pagt.

Det danske Møer var, som Danmarks Konning,

    Svend Tveskjæg, Frihed gav;

Og Saga nævner mangen ædel Dronning,

    Fra Gorm den Gamles af.

Høit straaler femte Frederiks Lovise,

    Den yngre Tid saa nær,

Men Saga vil ei Hende mindre prise,

    Som sjette Fredriks er:

En Dronning, som paa Landets gyldne Throne

    For stille Dyd har Sands;

Som bærer ikke blot den danske Krone,

    Men Gratiernes Krands;

Som gransker, medens Nattens Timer rinde,

    Paa Sagas dunkle Vei,

Og bygger op saa stolt et Æresminde,

    Som Saga glemmer ei.

Gudinden vil ei Hendes Daad fortie,

    Saalænge Slægter staae.

Til sildigst Tid for Dannemarks Marie

    Skal danske Hjerter slaae.