Kongens Fødselsdag
1847.
1847.
Der er et helligt Baand,
Som mellem Een og Mange blev snoet af Tillids Haand.
I dette Baand er Styrke lagt:
Det binder Folk og Konge til fælleds Troskabspagt.
Ustandset Tiden gaaer,
Om Kongekronen voxer en Ring af Aar ved Aar.
Den tynger med forøget Vægt;
Der løses og der bindes paa Vei fra Slægt til Slægt.
Held Folket i en Tid,
Som aarlig til dets Konge befæster Tro og Lid!
Held Kongen, som, trods tungt Besvær,
Hvergang hans Aarsdag kommer, staaer Folket mere nær!
End bar Du Kronen kort,
Men fra Dit Aasyn, Konge, gik Mangen trøstet bort,
I Rækken af de Aar, som svandt,
Ved Retfærd og ved Mildhed Du vore Hjerter vandt.
Den komme tidt igjen,
Den Dag, som Dig os skjænkte, vor Hersker og vor Ven!
Hvergang paany den forestaaer,
Den bringe Dig et Fremskridt i Følge med et Aar!