Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Vor Sommer er flygtet fra Skovene bort,

Alt Høsten istemmer sin Klage;

Men mørknes end Dagen og bliver den kort,

Dog straaler en Sol uden Mage:

Naar først den er oppe, den daler ei meer,

Kunsten er Solen, som evig man seer.

I Musernes Tempel blev Natten til Dag,

En Dag, som er rig dog paa Drømme,

Naar Phantasus under sit brogede Flag

Os fører, hvor Skyerne svømme;

Han slynger om Alle sit magiske Baand,

Alle han rækker sin dristige Haand.

Men forrest i Flugten der er det hans Lyst

Den kronede Hersker at føre,

Som optager Kunsten i følende Bryst

Og tænkende laaner den Øre,

Det Scepter, som værner om Musernes Jord,

Elskes af Søstrenes himmelske Chor.

Vi længe Dig savned, vort kronede Par,

I Templet, hvor Musen kun kroner,

Hvor Ordet og Tonerne hilset Du har,

Selv hilset af Ord og af Toner.

Velkommen tilbage til Fædrenestad!

Hjertet Dig bringer imøde sit Qvad.