Ved Kongens Ankomst i Skuespilhuset
den 29de Januar 1838.
den 29de Januar 1838.
Alt hviler paa Markerne Sneen saa hvid,
Alt Vintren Naturen har lænket;
Men midt i den kolde, den stormende Tid
Den skjønneste Dag os er skjænket.
Lad Sneen kun fyge til Stormenes Brag;
Hjerternes Rose sig aabner idag.
Da Festen os vinked den forrige Gang,
Blev Musernes Tempel dog øde,
Thi Kongen ei kom ved den jublende Sang
Med Folket til festlige Møde.
Saa ton da, vor Jubel, idag fra vort Bryst!
Fredrik han lever, han hører vor Røst!
Der vaager for Danmark en skjærmende Aand,
Som huldt vore Spirer vil frede;
Hvad Fredrik har plantet med kongelig Haand,
Han selv til dets Fremgang skal lede;
Den Væxt, som for os er Forhaabningers Lyst,
Vorde for ham en Velsignelsers Høst!
O Fredrik! Saa meget Du planted i Lund,
Som kommende Slægter skal fryde;
Dig skjænke nu Himlen at leve den Stund,
Da selv Du maa Frugterne nyde!
Kun een er vor Stemme, dens Eenklang er stærk:
Leve vor Konge! han skue sit Værk!