Dronningens Fødselsdag
1837.
1837.
Danmarks, deiligst Vang og Venge,
Lukt med Bølgen blaa!
Dig vi elsket har saa længe
Som vi Lyset saae.
Dine Skove, dine Lunde,
Dine Bakker, dine Sunde
Nævne dig ved Harpens Strenge:
Deiligst Vang og Vænge.
Ingen Skov i andre Lande
Har saa favre Træer,
Favrest dog ved dine Strande
Staaer der eet især:
Endnu kysser Solens Flamme
Skovens gamle Skjoldungstamme;
Alt ved den var Danmark længe
Deiligst Vang og Vænge.
Dette Træ i danske Dale
Dybe Rødder slog,
Medens Troskabs Nattergale
I sit Ly det tog.
Hver en venlig Fugl vil bygge
I dets Krones elskte Skygge;
Harm skal ei din Fred fortrænge,
Deiligst Vang og Vænge!
Sused Stormen over Jorden
I en Vinternat,
Skjulte Taage halve Norden
Med sit Flor saa brat,
Rysted Uveir Træets Krone,
Lad vor Bøn til Himlen tone:
Skaan for Vreden, for den strenge,
Deiligst Vang og Vænge!
Og den tunge Stormsky svæver
Bort mod fjerne Vraa;
Alt paany sig Kronen hæver
Mod det klare Blaa;
Atter Green sig sagte gynger,
Atter Fugl i Løvet synger,
Livets Kilder end besprænge
Deiligst Vang og Vænge.
Folkets Bøn i Frygtens Dage
Blev nu Tak til Gud;
Af dets Taarer, af dets Klage
Bryder Jubel ud.
Dagens Fest! din Dobbelstjerne
Vorde Budskab fra det Fjerne
Om at Danmark bliver længe
Deiligst Vang og Vænge!