Kongens Fødselsdag
1832.
1832.
Vær hilset paa Din elskte Fest,
O Danmarks elskte Fader!
Vær hilset, o vor høie Gjæst,
I Folkets tætte Rader!
Hvert Aar, som, til Din Alder lagt,
Dig Tidens Krav har tolket,
Forynget har den gamle Pagt
Imellem Dig og Folket.
Mens Tiden løser gamle Baand,
Som vorde Slægten tunge,
Den knytter her med varsom Haand
Det Gamle til det Unge.
Hvad rundt om os paa voldsomt Bud
Kun skeer ved Storm og Torden,
Det voxer her saa venligt ud,
Juvelen i sin kolde Glands
Blev hver en Krone givet;
Men kun den friske Blomsterkrands
Har Farveskjær af Livet.
Hvor Blomsten, groet paa Landets Grund,
Er Ædelsteen i Kronen,
Der Landets gamle Bøgelund
Er Søilerne for Thronen.
O Held den Konge, som forstaaer
Hvad Nornen sagte synger!
Med større Fasthed Aar for Aar
Til ham sig Folket klynger.
Han høste Frugten af sin Flid,
Af Sæden, han har spredet!
Og Folket signe, fjernt i Tid,
Hvad Frederik har fredet!