Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Prolog

ved

den første Forestilling paa det Kgl. Hoftheater efter sammes

Restauration.

(1ste November 1842.)

Fremsagt af Fru Heiberg.

Et Sted, hvortil sig i Tanken binder
Den rigeste Flor af gamle Minder,
Aabnes idag i forynget Glands;
Og førend de velske Fugle sjunge,
Indvies det af den danske Tunge
Til Fremtids Beilen om Musers Krands.

Hvor ofte lød i disse Sale
De velske Toner, den danske Tale!
Her er som et Echo fra gammel Tid.
Hvad saae man her for brogede Fester,
Hvilken Glimmer og hvilke Gjæster,
Og hvilket Skum af sprudlende Vid!

Her følte Kunsten sig ofte hjemme,
Og mindst i denne Stund vi glemme,
Hvad der knyttes til Rosings og Rahbeks Navn.
I Gruus laae Kongeborgen begravet,
Men disse Haller, af Flammehavet
Urørte, stode som Kunstens Havn.

Nu hæver Borgen sig af sin Aske,
Og Musen bringer den ædle Maske
Paany til Hallen, som hun har kjær.
En Drot, med det Skjønnes Aand fortrolig,
Gav Kunsten Plads i sin Kongebolig,
Og Musen føler sig Kongen nær.

Gid denne Hal fornyet være
Til Folkets Glæde, til Kunstens Ære!
Ved ædel Streben den vorde stærk!
Hermed den Talende Scenen forlader,
Thi nu skal dens ærværdige Fader
Indvie den med sit Mesterværk.