Ingen DeclamationFremsagt af Fru Heibergved Fru Clara Schumanns Concertden 10de April 1842.For Declamation os naadig bevar!Saa lyder nu Morgen- og AftenbønnenTil Musa-Datteren eller Sønnen,Som os en Concert bebudet har.Det er noget dumt og kjedeligt Smaat,Som varer kun Øieblikke;I broget Vrimmel blandt Rødt og BlaatOg Guult og Grønt det selv er kun graat; —Men jeg — declamerer ikke.Nu hører der meget Mere til,End kun et Par Ord paa Riim at sige.De bedste Scener man have vilAf alle de bedste Skuespil,Og Qvintessensen i Kraft maa stige.Man i Costume nu frem skal staaeFor spændte, speidende Blikke;I eget Navn ei tale man maa; —Men jeg — declamerer ikke.Men naar det gjælder, en ringe StundTo skjønne Hænder at skaffe Hvile,Før atter over en tonende BundDe skal paa lydige Taster ile,Da vil man Taalmod have maaskeeMed alt forældede Skikke,Og ei den Talende just belee,Men sige mildt: Jeg kan Ingen see,Og her declameres ikke.Thi Hver nok føler, hvor svag og matEr Ordets Lyd imod Tonens Fylde:En sagte Luftning i stille NatMod alle de Stemmer, som Dagen hylde,Naar rige Straaler dens Pragt forgylde.Den klinger, den bruser, den opgaaer i Sang,Og Øret kan Vellyd drikke;Men Ordet, — det har kun en natlig Klang;Derfor — declamerer jeg ikke.Snart nærme sig vil med Lundens ChorDen unge, smækkre, smilende Flora;Da toner det atter, og Talens OrdVar kun som den blege Lysning i Nord,Der mat forkynder Aurora.Da falmer det svage, det rødmende SkjærFor Solens glødende Blikke,Da vaagner til Jubel Fuglenes Hær,Og da — declamerer man ikke.Saalunde vil nu med Vaarens KlangDen unge, blomstrende KunstnerindeDem venligt bringe sin sidste Sang,Og plante, som Flora, paa Dannevang,Før bort hun gaaer, sin Kjærminde.Og har Beundring hun tryllet fremAf Sjæl, af Øren og Blikke,Man tænke vil, naar man kommer hjem:Idag declameertes der ikke.