Ingen Declamation
Fremsagt af Fru Heiberg
Fremsagt af Fru Heiberg
ved Fru Clara Schumanns Concert
ved Fru Clara Schumanns Concert
den 10de April 1842.
den 10de April 1842.
For Declamation os naadig bevar!
Saa lyder nu Morgen- og Aftenbønnen
Til Musa-Datteren eller Sønnen,
Som os en Concert bebudet har.
Det er noget dumt og kjedeligt Smaat,
Som varer kun Øieblikke;
I broget Vrimmel blandt Rødt og Blaat
Og Guult og Grønt det selv er kun graat; —
Men jeg — declamerer ikke.
Nu hører der meget Mere til,
End kun et Par Ord paa Riim at sige.
De bedste Scener man have vil
Af alle de bedste Skuespil,
Og Qvintessensen i Kraft maa stige.
Man i Costume nu frem skal staae
For spændte, speidende Blikke;
I eget Navn ei tale man maa; —
Men jeg — declamerer ikke.
Men naar det gjælder, en ringe Stund
To skjønne Hænder at skaffe Hvile,
Før atter over en tonende Bund
De skal paa lydige Taster ile,
Da vil man Taalmod have maaskee
Med alt forældede Skikke,
Og ei den Talende just belee,
Men sige mildt: Jeg kan Ingen see,
Og her declameres ikke.
Thi Hver nok føler, hvor svag og mat
Er Ordets Lyd imod Tonens Fylde:
En sagte Luftning i stille Nat
Mod alle de Stemmer, som Dagen hylde,
Naar rige Straaler dens Pragt forgylde.
Den klinger, den bruser, den opgaaer i Sang,
Og Øret kan Vellyd drikke;
Men Ordet, — det har kun en natlig Klang;
Derfor — declamerer jeg ikke.
Snart nærme sig vil med Lundens Chor
Den unge, smækkre, smilende Flora;
Da toner det atter, og Talens Ord
Var kun som den blege Lysning i Nord,
Der mat forkynder Aurora.
Da falmer det svage, det rødmende Skjær
For Solens glødende Blikke,
Da vaagner til Jubel Fuglenes Hær,
Og da — declamerer man ikke.
Saalunde vil nu med Vaarens Klang
Den unge, blomstrende Kunstnerinde
Dem venligt bringe sin sidste Sang,
Og plante, som Flora, paa Dannevang,
Før bort hun gaaer, sin Kjærminde.
Og har Beundring hun tryllet frem
Af Sjæl, af Øren og Blikke,
Man tænke vil, naar man kommer hjem:
Idag declameertes der ikke.