Den første April
Epilog.
Epilog.
Fremsagt af Madam Larcher ved hendes Aftenunderholdning
Fremsagt af Madam Larcher ved hendes Aftenunderholdning
den 1ste April 1839.
den 1ste April 1839.
Tiltrods for hvad oplyste Folk vil sige,
Der gives Dage med selsomt Præg;
Tyge Brahe kjendte jo mange slige,
Og han var dog Lærd og ikke Læg.
Der gives Dage, hvis blotte Lyd
En egen Stemning i Sjælen vækker;
Et Navn os glæder, et andet skrækker,
Et spaaer os Fortræd, et andet Fryd,
Der findes Mangen, saa frygtsom skabt,
At han om Mandagen ei kan taale
Fra Gulvet at samle de Knappenaale,
Som han den forrige Dag har tabt;
Og mangen Skipper — det er bekjendt —
Lod Fredags-Medbør unyttet blæse,
Og fandt sig godt i sin lange Næse,
Naar Vinden den næste Dag var vendt.
Om Almanakens Finter og Beter
Kan Meget læres hos tydske Poeter;
Zacharias Werner jo skrevet har
En „fiirogtyvende Februar,“
Og Müllner eftergjorde det cito,
Og skrev en „niogtyvende“ Dito,
Saa fuld af grumme Skjæbne-Fadaiser,
Saa tung af Fatums despotiske Tryk,
At Haaret maa reise sig paa dens Læser,
At sige, hvis ei han bærer Paryk,
Kort sagt, man aldrig kan tvivle paa,
Der gives Dage, saa ominøse,
At Skjæbnen paa dem kan dristigt gaae,
Og gjøre Knuder, og Knuder løse.
En saadan Dag, men polisk i sit Smiil,
Er just den første Dag i April.
Hvo Skjæbnen frygter, og har isinde
Sig vel at vogte paa denne Dag,
Han blive hjemme, han lukke sig inde;
Og bankes der end paa hans Dør et Slag
Han aabne den ei: thi paa dette Datum
At blive narret er Dagens Fatum.
Men har man Hjertet paa rette Sted,
Og bryder sig ei om Overtroen,
Da trækker man Støvlen paa, eller Skoen,
Lukker Døren op, gaaer paa Gaden ned,
Spadserer paa Volden og gjør Visiter;
Ja selv, naar Solen til Afsked titter
Igjennem Skyernes himmelske Gitter,
Man til Theatret styrer sin Fod,
Og vover sig ind med freidigt Mod.
Og finder man Nydelsen ei at stemme
Saa ganske med Forventningen hjemme,
Da siger man med godmodigt Smiil:
Nu Herregud! det er første April.
Men Den, som Gjæster har inviteret,
Og gjerne vil gjøre dem til Behag
Ved Bordet, hvor Kunsten bliver serveret,
Kan selv blive narret paa denne Dag.
Det hændes lettelig en Vertinde,
At en Ret, hvorpaa hun har Regning gjort,
Kan udeblive; og det er stort,
Om kun en anden, hvorpaa der bygges,
Vil ligesaa godt som ellers lykkes.
Da tænker hun, naar hendes Selskab gaaer:
Maaskee jeg idag som Aprilnar staaer;
Men hvo kan trodse den grumme Skjæbne,
Mod hvilken man sig omsonst vil væbne?
Dog er der Eet, og det er vor Trøst
I Livets fatalistiske Gaader:
Den gode Villie, som boer i vort Bryst,
Over den Aprilen dog ikke raader.
Ifald De da troer en oprigtig Røst,
Da er min Streben dem at behage,
Idag den samme som alle Dage;
Og De vil skjænke mig venligt Smiil,
Og med min Evne tiltakke tage,
Thi Herregud! det er første April.