Lindgreens Jubilæum
Prolog.
Prolog.
Fremsagt af N. Nielsen, Nytaarsdag 1838.
Fremsagt af N. Nielsen, Nytaarsdag 1838.
Som Aaret paa sin første Dag
Begyndes helst i festligt Lag,
Saa har nu ogsaa Kunstens Hjem
Idag til Fest forsamlet Dem;
Og denne Nytaarsfest iaar
En sjelden Dags Betydning faaer:
Det er en elsket Kunstners Fest,
Hvorved man byder Dem til Gjæst.
Det er idag halvhundred Aar
Fra Dagen, da i Ungdoms Vaar
Han Plads ved denne Scene fik;
Og siden han ustandset gik
Den lange Kunstnerbane hen;
Halvhundred Aar omfatter den.
Her er vist Ingen eller Faa
Af Dem, som tidligt lytted paa
Den unge Sangfugls første Slag,
Bebudende den lange Dag.
En Halvpart af et Seculum
Har bragt et andet Publicum;
Og mellem os, der om ham staae,
Og samme Bane med ham gaae,
Er Ingen fra den gamle Tid,
Som Vidne til hans Ungdoms Id.
Thi Gubben, mens han vandred frem,
Saae mangen Broder kaldes hjem,
Og mangen Søster ham forlod,
Saa han tilsidst alene stod,
Et Minde fra den Tid, der svandt,
Et Led, som os med den forbandt.
Og mellem hine dybe Savn
Hvo mindes ei det elskte Navn
Af Den, som ikke blot i Aand,
Men ogsaa ved Naturens Baand
Hans Søster var? En evig Glands
Har Caroline Walters Krands.
Ei er det nyt, at Kunstens Søn
Modtager her en Hædersløn,
At Poesien, hvem han var
En Tolk, som Ordet udbragt har,
Hans egen Tolk nu vorder her,
Forkyndende hans sjeldne Værd.
O! Scenen ofte feiret har
En Kunstner, som vor Stolthed var;
Men først, naar Dødningklokken slog,
Naar Sjælen til sin Hjemstavn drog,
Man om hans Askekrukke vandt
Den Krands, man under Taarer bandt,
Mens Folket her i samlet Rad
Begræd hvad fordum det besad.
Den Kunstner, til hvis Fest idag
Vi samles under Musers Tag,
Om lidt paa Scenen træder ind,
Med Liv, med Sundhed paa sin Kind.
Det Folk, som har erkjendt hans Værd,
Skal tidt endnu ham skue her,
Skal ei behøve taust og tæt
At flokke sig om hans Portrait;
Han selv skal for dets Øie staae,
Han selv skal frem for Folket gaae,
Han selv fornemme skal med Lyst
Sin Hæder i dets Bifaldsrøst.