Skyggen
Prolog.
Prolog.
Fremsagt af Hr. V. Holst ved hans Aftenunderholdning
Fremsagt af Hr. V. Holst ved hans Aftenunderholdning
den 6te Marts 1836.
den 6te Marts 1836.
Idet jeg herved træder frem,
Og præsenterer mig for Dem,
Som mig saa gunstigen beære,
Mig plager i mit stille Sind
En Tanke, som mig falder ind,
Som vil mig ikke lade være.
Tillad, at jeg forklare maa,
Hvad idelig jeg tænker paa,
Hvad mig i denne Stund generer,
Fortie det, jeg ei formaaer,
Thi hvor jeg gaaer og hvor jeg staaer,
Det min Forvirring kun formerer.
Velan! man har et Eventyr
Om en forfløien, lystig Fyr,
Som, da engang han mødte Fanden,
Og var iknibe for Contant,
Sin Skygge satte rask i Pant,
Og uden Skygge var nu Manden.
Han tænkte: Mellem alle Ting,
Som findes her paa Jordens Ring,
Er Skyggen den, som mindst man bruger;
Lad den da kun til Pokker gaae,
Og paa hans Assistenshuus staae
I Aar og Maaneder og Uger! —
Men da han stod der blot og bar,
Og Skyggen ham berøvet var,
Da mærked han, han havde feilet:
Han undveg Solens lyse Skin,
Han slutted sig i Kamret ind,
Og hang Gardiner over Speilet.
Thi Skyggen er en stille Ven,
En taus, en trofast Følgesvend,
Hvis Selskab aldrig er til Plage;
Ved Vanen er den kjær; og kort:
Ifald den kunde smutte bort,
Da stod man yderst flau tilbage. —
En Skuespiller er nu Den,
Som stiller stærke Skygger hen
Af Det, som sig i Verden rører;
Det er ei hans Person, man seer,
Men Skyggen af den Characteer,
Som for vor Tanke frem han fører.
Thi Skuespillet er et Speil
For Livets Dyder, Livets Feil,
Og Speilet viser os kun Skygger;
Men Skyggen er ei taaget Dunst,
Nei, den er her den hele Kunst,
Det Luftpalads, som Musen bygger.
Men gaaer man frem i eget Navn,
Da føler man sin Skygges Savn,
Da skjønner man paa dens Betydning.
Som Den, man er, man staaer da her,
Ei som det straalerige Skjær
Af Livets Lys i speilklar Brydning.
Men ogsaa denne Stilling har
Et Gode, der i Sandhed var
Det som jeg længe tragted efter:
Idag jeg af erkjendtligt Bryst
Tør takke Dem, hvis milde Røst
Saa tidt har styrket mine Kræfter.
Idag jeg, fjern fra Scenens Kunst,
Tør skue paa den sjeldne Gunst,
Hvis Krandse min Forhaabning smykke;
Og Hjertet, som med Varme slaaer,
Er glad ved, at, som her jeg staaer,
Er ikke mindste Spor af Skygge.