Epilog for to Skuespillerinder
Fremsagt af Madame Larcher den 27de April 1833.
Fremsagt af Madame Larcher den 27de April 1833.
Vor Aftens Morskab er forbi;
Dog Eet endnu Dem skylde vi,
Før Teppet ned til Afsked trilles.
Forstummer Tale, Spil og Sang,
Er det endnu dog Hjertets Trang,
Vor Tak at bringe, før vi skilles.
Min Søster i Thalias Hjem
Ved min Person vil hilse Dem;
I samme Ord vi Begge tale,
Og skjøndt jeg ene for Dem staaer,
Jeg skulde, hvis jeg det formaaer,
Vor fælleds Følelse Dem male.
Ved Skuespillets ædle Kunst
At vinde den fortjente Gunst,
Til dette Maal vi Begge strebe.
Det er et skjønt, et helligt Hverv,
Og gjerne bringe vi vor Skjerv
Ved Bistand af vor svage Læbe.
At læse høit det Elskovsbrev,
Som Digteren i Løndom skrev
Til Fædrelandets unge Muse,
At kalde Skriftens døde Liv
Tilbage til et gjenfødt Bliv,
Mens Øieblikkets Bølger bruse;
At skjænke Virkeligheds Glands
Til Fostret af hans indre Sands,
Det er det Maal, hvortil vi strebe.
Det er et skjønt, et helligt Hverv,
Og gjerne bringe vi vor Skjerv
Ved Bistand af vor svage Læbe.
Men er end Læben stedse svag,
Den er det dog især idag,
Da den, som hidtil kun har tolket
En Andens Haab, en Andens Savn,
Nu tolke skal, i eget Navn,
Sin egen Følelse for Folket.
Og vi, som ofte har probeert,
At sige frit og ugeneert
Saa lange Taler det skal være,
Nu, da for os vi tale maae,
Vor Strøm af Tale gaaer istaae,
Og nægter, Tanken frem at bære.
Men ogsaa Taushed er et Sprog;
Den lignes ved en lukket Bog,
Hvori man smukke Ting kan finde.
De selv kan læse den perfect,
Men declamere den correct,
Kan ingen Skuespillerinde.
Men hvis De søge vil deri,
De finde vist hvert Ord, som vi
Forgjæves prøve Dem at sige:
Vor Tillid til den skjønne Kunst,
Vort Haab, at Deres kjære Gunst
Vil aldrig fra vor Streben vige.