Epilog
(Fremsagt af N. Nielsen ved Sommerskuespillenes Slutning
(Fremsagt af N. Nielsen ved Sommerskuespillenes Slutning
den 30te Juni 1831.)
den 30te Juni 1831.)
Der var engang en Mand — dog nei!
At sige Dem „han var,“ det passer ei.
Han er, og han vil stedse være
Og stedse holdes høit i Ære.
Desuden er det intet Eventyr,
Som jeg fortælle vil. Min Mand er ei den Fyr,
Som kaldes Manden i en Mose:
Nei, han er virkelig, det troer jeg, man vil rose.
Der er en Mand — Gud veed, om jeg formaaer
At skildre ham, som for mit Blik han staaer.
Han vexler idelig; han var ifjor en Anden
End den han er i Aar;
Ja, man kan paastaae frit: Idag er ikke Manden
Den samme som igaar.
Med alle de Forskjelligheder
Han for det ydre Blik ei synes Een, men Fleer;
Dog, Tanken samler det som Rummet spreder,
Og Eenhed i ham seer.
Enhver vil gjerne til hans Yndest beile,
Enhver med Strømmen paa hans Fartøi seile;
Og tager han os med, da gaaer det i en Fart,
Men slipper han, da vexler Lykken snart.
Og dog, om efter bedste Evne,
Og med et nok saa skjærpet Blik
Man troer at see, at Uret han begik,
Det nytter ikke, ham at stævne;
Thi for det første har han altid Ret,
Saa den Proces kan ikke vindes let;
Dernæst han er i Rettergang Notabel,
Og hver hans Dom inappellabel.
For denne frygtelige Magt,
Hvis Aasyn tit fik Kæmper til at bæve,
Fremtræder Scenens Kunstner uforsagt,
Fordi han haaber, den hans Mod vil hæve.
Og Haabet, ædle Dannerfolk,
Af dig blev ingentid beskæmmet;
Du har hver kraftig Stræben fremmet
Hos hver, som var det Skjønnes Tolk.
Modtag vor Tak for sidste Gang i Sommer,
Vi skilles ad ved Teppets Fald:
At have Danmarks Publicum til Dommer,
Det er vor Stolthed i vort Kunstnerkald.