Janustemplet
Epilog ved Theater-Saisonens Slutning 1831.
Epilog ved Theater-Saisonens Slutning 1831.
Fremsagt af Jomfru Pætges.
Fremsagt af Jomfru Pætges.
Hos Romerne det var, som Hvermand veed,
En gammel Skik, at Janus-Templet
I Krigen aabent stod, men lukkedes i Fred;
Og heri følger man hos os Exemplet,
Hvorom nu strax jeg give skal Besked.
Vor Kunst sig af et Janus-Hoved roser,
En Ianus bifrons; (jeg maa bede Dem
Undskylde, jeg saa ligefrem
Tør tale med latinske Gloser.)
Som sagt, man hos vor Kunst et dobbelt Ansigt seer!
Det ene græder, og det andet leer;
Gudinden for vor danske Scene
Er en Thalia, samt en Melpomene.
Den lange Tid, Naturen fører Krig,
Naar Hav og Luft og Jord hverandre vildt bekæmpe,
Og selv de Stridende forene sig
Til Kamp mod Mennesket — hvad ikke skeer med Lempe —
Da aabnes dette Tempel for Enhver,
Som tyer til Phantasiens Regioner,
Som trøster sig ved vore malte Træer,
Som hører Vaarens Klang i Kunstens Toner.
Men kommer Flora selv som en Herold,
Med Fredens Egeløv i Haanden,
Og beder Kampens Børn at strække Sværd og Skjold,
Og broderligt forene sig i Aanden,
Da smiler Freden, Krigen er forbi,
Og Templet lukkes i.
Men før det lukkes, for om føie Tid
At aabne sig igjen for sine Venner,
For dem, som gunstigt skjønne paa vor Flid,
Og nære Flammen, som paa Altret brænder,
Vi takke dem for venlige Besøg,
For kjær Deeltagelse ved Alvor og ved Spug.
Nu slukkes Templets Glød, sin Ild Naturen tænder,
Ei Floras Blomsterskrift behøver Digterpen;
Men aldrig skilles man fra gamle Venner,
Undtagen med det Haab: vi sees igjen.