Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Prolog

til

en Forestilling til Indtægt for „Foreningen til forsømte

Børns Frelse.“

Fremsagt af Fru Nielsen den 10de October 1845.

Der gives Magter, som vort Liv bestemme:
    Man nævner Fødsel, Rigdom og Talent.
    Eet er endnu, som ikke man bør glemme,
    Hvis Magt er stor, og som er velbekjendt:
    Dets Navn er Fattigdom. En vægtig Stemme
    Den har, hvor Livets Fakkel bliver tændt.
    Hos Romas Folk den gjaldt for en Gudinde,
    Thi Meget kan den løse, Meget binde.

Hvor mangen Gang var den en ædel Spore
    For gode Kræfter, som i Slummer laae!
    I Aandens Verden o hvor mange Store
    Fik Udspring fra det Fattige, det Smaa!
    Tidt rige Gnister ud i Verden foere
    Fra matte Glød, som Armod pusted paa.
    Paa Silke hviilte Sønnen af den Rige,
    Men i en Krybbe den guddommelige.

Men og — hvo kjender ei den mørke Side? —
    Hvor ofte slukker Armod Gløden ud,
    Nedslager de Kræfter, som omsonst maae stride,
    Ja qvæler Gaven, skjænket af en Gud!
    Dog, Mennesket ei skabtes for at lide
    Ved Trykket af en jernhaard Skjæbnes Bud;
    See! Hjælpens Charis i hans Fodspor haster,
    En bedre Lod hun i hans Urne kaster.

O! lad det Marmorbilled drages Eder
    Til Minde, som af Thorvaldsen er sat
    Ved Kirkens Indgang: Engelen, der leder
    Et fattigt Barn, af Mennesker forladt.
    Det er, som om den sagde: Jeg bereder
    Dig Hvile paa din Vei, Lys i din Nat,
    Jeg fører dig fra Lasten gjennem Vrimlen
    Til Ham, som for de Smaa har aabnet Himlen.

Og end gaaer Englen gjennem Verdens Rige,
    Og holder de Forladtes Ledebaand,
    Og taler til de Gode, Lykkelige,
    Og beder dem at række hjelpsom Haand.
    Og denne Sæd vil ei for Lønnen svige;
    Den vogtes af en stærk, usynlig Aand,
    Thi Hver, som frelser Uskyld fra at lide,
    Han virker, med en Engel ved sin Side.