Epilog
Fremsagt af Winsløw jun. ved hans og Madame Winsløws
Fremsagt af Winsløw jun. ved hans og Madame Winsløws
Aftenunderholdning den 7de Marts 1830.
Aftenunderholdning den 7de Marts 1830.
Naar Scenens Kunstner træder frem
For sine Dommere, mens Læben
Fremstammer venlig Tak til dem,
Hvis Bifald tidt opmuntret har hans Stræben,
Da vækkes Tanken om saa mangen Form,
Hvori han stod for deres Blikke;
Og skjøndt man veed, hans Rollefag er ikke
I Livet hans bestemte Norm,
Dog uvilkaarligen man abstraherer
Af de foranderlige Characterer,
Hvori man ham paa Scenen seer,
En Grundperson, hvem let man proclamerer
Som Mandens egen Characteer.
Lyksalig hvo der staaer som værdig Fader,
Som Elsker eller Helt for Deres Blik!
Men jeg et andet Fag desværre fik,
Hvis Navn jeg Dem at sige mig tillader;
Jeg er — men Ordet klinger ikke rart,
Dog nødes jeg at sige det i Fart,
Reent ud, af ingen Pænhed omkalfatret:
Jeg er — ja — jeg er Kjeltring ved Theatret.
Hvergang en Digter skildret har en Sjæl,
Ret sort og nedrig, lumpen, ond og fæl,
Saa er det mig, som maa den spille.
Har man en Tyv, en Morder, en Kujon,
Strax laanes min uskyldige Person,
Til Djævlens Contrafei at forestille.
Har man paany en gudsforgaaen Krop,
Som Hvermand bander høit paa Bloksbjerg op,
En Fredsforstyrrer, kort: en Fryd for Fanden,
Saa hedder det: „Hvo skal vel spille den?“
Og Svaret lyder strax igjen:
„O! Winsløw junior er Manden!“
Held Den, som paa Begeistrings Vinger
Er Idealets lykkelige Tolk,
Mens Høiheds Tale fra hans Læbe klinger,
Og sympathetisk naaer et henrykt Folk!
Men ogsaa til sit Hjertes Røst at dæmpe,
Indhylle Slethed i en hyklersk Dunst,
Forstaae den laante Kraft, hvormed omsonst
Det Ondes Magt det Gode vil bekæmpe,
Udfordres Aandens Præg, den ædle Kunst.
O Held Enhver, hvem Deres Gunst
Har adlet med saa skjønt et Stempel!
Han har det lykkeligste Hverv,
Ja, han med Stolthed bringe tør sin Skjerv
Til Melpomenes og Thalias Tempel.