Epilog
for N. Rosenkilde.
for N. Rosenkilde.
Hvad min Prolog Dem har forklaret galt,
Det bør min Epilog, om muligt, rette.
Og hiin har, om jeg mindes ret, fortalt,
At Deres Bifald har fordærvet Alt,
Hvad der hos mig ei hørte til det Slette.
Dog nei! o nei! Den Mening er ei rigtig!
Nei! Deres dyrebare Gunst
Er ikke for mig selv alene vigtig,
Men den er og nødvendig for min Kunst.
Jeg som et Forskud den betragter,
End ufortjent; men i min hele Tid
Jeg ved en ufortrøden Streben agter
Dem at betale den til sidste Hvid.
Dog — kort er Livet, Kunsten lang;
Og posito jeg sætter,
Jeg kommer ei saavidt, at jeg engang
Min hele Gjæld til Dem udsletter,
Da holder dog den Lærdom Stik,
Som Figaro mig monne give:
Før skal jeg evig Deres Skyldner blive,
End nægte Gjælden noget Øieblik.