Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Nytaarsdag

Epilog, fremsagt af Jfr. Heger paa Madame Hegers Aftenunderholdning den 1ste Januar 1830.

    Et Aar forsvandt; paa trætte Vinger
    Det sank i Evighedens Grav.
    Dets unge Søn sig nyfødt svinger,
En dristig Flyver, op af Tidens Hav.
        Frem af Bølgen dukker
        Ynglingen med Lyst;
        Bølgen tæt sig lukker
        Om den Gamles Bryst.

    Enhver den Unge har for Øiet;
    Den Gamle tænker man ei paa;
    Han har til Hvile sig forføiet,
Ham Tiden afsat har, lad ham forgaae!
        Hvad han Godt har stiftet,
        Husker Ingen meer;
        Scepteret har skiftet,
        Sceptret kun man seer.

    Kun nogle taareqvalte Stemmer
    Endnu ham nævne hist og her:
    „Dig, Aar som svandt, jeg aldrig glemmer,
„Thi du har røvet mig en Ven saa kjær,
        „Ei din Søn erstatter
        „Mig det bittre Savn,
        „Fører mig ei atter
        „I min Lykkes Havn.“

    Den Gamle huskes kun i Klager,
    Bebreidelser og skuffet Haab;
    Den Unge frem paa Banen drager,
Som Triumphator, fulgt af Mængdens Raab.
        „Ei paa Sorg I tænke!
        „Jeg er lutter Lyst:
        „Enkemand og Enke
        „Snart jeg bringer Trøst.“

    Og Alle følge paa hans Bane,
    Mod ham er Alles Øie vendt,
    Og Alle sværge til hans Fane,
Thi han er eneherskende Regent.
        Tusinde med Bønner
        Flokkes paa hans Vei;
        Med et Smiil han lønner,
        Siger aldrig Nei.

    Og Skik og Brug er at begjære
    Med stille Bøn sit eget Vel,
    Men lydeligt ham at besvære
Med Ønsker for de kjære Venners Held.
        „Sundhed til dem komme,
        „Og hvad meest er værdt,
        „Og, før han er omme,
        „Alt hvad der er kjært!“

    Men Ønsket, som for Hvermand lyder,
    Bør ogsaa bringes Publicum
    I Kunstens Tempel, hvor man byder
Ei Huusrum blot, men ogsaa Hjerterum.
        Billigt vil man finde,
        At i Musers Hjem
        Tør en ung Præstinde
        Gratulere Dem.

    Thi skjøndt personlig frem hun træder,
    I eget Navn hun taler ei,
    Men for en Ældre, som sin Hæder
I Deres Yndest fandt paa Kunstens Vei,
        Og som gjenfandt atter
        Hvad hun kjærest har,
        Hvis Dem hendes Datter
        En Kjærminde var.

    Lad Nytaarsønsket fra min Læbe
    Paa hendes Vegne tone frem:
    Gid Kunsten meer og meer maa stræbe
Imod sit høie Maal, og tækkes Dem!
        Gid den danske Scene,
        Alle Danske kjær,
        Ofte maa forene
        Sine Venner her!

    Gid hver en ædel Streben møde
    I Deres Bifald Scenens Løn!
    I Glands af Aarets Morgenrøde
Sig Kunstens Himmel hvælve klar og skjøn!
        Hvad Talentet bringer,
        Vorde til Behag!
        Saadan Ønsket klinger
        Denne Nytaarsdag.