Om Sauvegarden
Fremsagt af Madame Wexschall efter Recitationen af Christian Winthers Digt: Sauvegarden.
Fremsagt af Madame Wexschall efter Recitationen af Christian Winthers Digt: Sauvegarden.
Den 11te Marts 1829.
Den 11te Marts 1829.
Mod hver en Magt, som tør forstyrre Freden,
Barbarisk, plump og kold,
Med kraftig Modstand holder Kjærligheden
Sit Sauvegarde-Skjold.
Den sætter yndig Skik paa raae Naturer,
Den tæmmer Ulven, som paa Byttet lurer,
Den kuer Svig og Vold.
Hvor selsomt, at en Dreng, der er saa lille,
Og med saa lyst et Blod,
Hvis ømme Barm ved Nattergalens Trille
Sig ofte smelte lod,
Som til at haabe kun et Smiil behøver,
Og er saa blød, at ham et Ord bedrøver,
Kan vise Heltemod!
Han er en Gud! Det Ord kan Alt forklare,
Og dermed Alt er sagt;
Sig Himlens Kraft maa stærkest aabenbare
I Det som meest er svagt.
Han fører intet Sværd, om end han saarer;
I Smiil og Suk, i Bønner og i Taarer
Forkynder han sin Magt.
Med dem bevæbnet, han som Barn sig svinger
Igjennem Luft og Elv;
Med dem som Helt han Heltene betvinger,
Og raaber: Frygt og skjælv!
Som Sauvegarde gjør han mangt et Under,
Og dog behøver han imellemstunder
En Sauvegarde selv:
Er han for bly, da maa det Tillid være,
Som sætter paa ham Skik;
Er han for fri, Beskedenhed han lære
I Handling, Ord og Blik!
Men aldrig han erobre vil sit Rige,
Saafremt han ei Gjenkjærlighed tillige
Til Sauvegarde fik.
Alt Skjønt og Godt maa lytte her i Livet
Til Sauvegardens Røst;
Det Gode blev Samvittigheden givet,
Det Skjønne hellig Lyst.
Selv Kunstneren kan let sit Kald fornemme,
Thi Sauvegarden er den Kunstner-Stemme,
Der taler i hans Bryst.
Men ogsaa den var ikke Nok til Lykke,
Om ei en anden var:
Den Yndest, hvis Forglemmigeier smykke
Hvert Hoved som dem bar.
Lyksalig hvo dem slynger om sin Isse,
Og sige tør: Jeg føler, at jeg disse
Til Sauvegarde har!