Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Epilog

for Madame Wexschall.

Fremsagt ved hendes og Hr. Wexschalls sidste Forestilling paa

det dramatiske Selskabs Theater i Christiania 1828.

Skjøndt født i Herthas milde Blomsterdale,
Som Kilden favner med en Sølver-Arm,
Stod tidt min Hu til Nordens Klippe-Sale,
Til Graners Nat og Fossens vilde Larm.

Hvad Bragis Kunst, hvad Sagas Runer virke,
Med nordisk Ild henrev min hele Sjæl,
Naar jeg hos Axel stod i Trondhjems Kirke,
Og sagde ham et sværmerisk Farvel.

I Miklagards berømte Keiserbolig
Jeg skued ydre Glands, ei indre Fred;
Med Norden var mit Hjerte meer fortrolig,
Thi Harald lærte mig dens Kjærlighed.

Hvad jeg har tolket med begeistret Stemme,
Hvad hist mig skjænket har mit bedste Held, —
Det har paa Norges faste Klipper hjemme,
Det lyser som et Blus paa Dovrefjeld.

O maatte den undseelige Kjærminde,
Jeg skjønsom plantet har i Klippens Grund,
Erindre Dem om Dalenes Hyrdinde,
Erindre Dem om hendes Afskeds-Stund!