Epilog
ved Bombebøssens Concert.
ved Bombebøssens Concert.
Fremsagt af Stage, den 20de Februar 1828.
Fremsagt af Stage, den 20de Februar 1828.
Vel er det ei min Sag at declamere,
Men naar der tales skal i gamle Sømænds Navn,
Og just fra dette Sted, er vel i Kjøbenhavn
Jeg selv den Nærmeste til dem at assistere.
Jeg har saa mine Grunde her,
Hvorfor den gamle Sømand er mig kjær.
Tillader derfor, at jeg bringer
Den simple Tak, som i hans Hjerte boer,
Og at den selv fra Tolkens Læbe klinger
I simple, hjertelige Sømandsord.
O haver Tak — saadan han vilde tale —
For hver en Skjerv, om liden eller stor,
Til gamle Sømands stille Vinterdvale,
Til ham, som i sin Ungdom stred saa tapper
Med Elementets Magt paa Liv og Død,
Men nu maa ligge bi blandt Landets Krabber,
Og lide den spidsborgerlige Nød!
Dog Held ham nu! Thi efter fuldendt Slid,
Og naar hans Liv paa Søen ei er strandet,
Har han sig faaet en luun Kahyt paa Landet,
Hvor han kan drømme sødt om Kraftens Tid,
Naar Vinterstormen buldrer, Sneen fyger,
Hans Ovn da gnistrer, og hans Skorsteen ryger;
Da samles han i rolig Aftenstund
Med sine gamle kjække Kammerater
Mens han ved Arnens Ild, med Piben i sin Mund,
Om Ungdoms Eventyr fornøiet prater.
Med Tak til ham, hiin ædle Sømandssøn,
Hvis Bombebøsse Danmark aldrig glemmer,
(Vor Tak han ikke meer fornemmer,
Thi ham Vor Herre nu til Løn
I Himlens egen Sparebøsse gjemmer),
Med Tak til Stifteren og Hver, som Værket fremmer,
Er Epilogen færdig, som jeg troer,
Thi „Sømænd gjør ei mange Ord.“