Aarets Drama
Fremsagt af Fru Heiberg Nytaarsdag 1834.
Fremsagt af Fru Heiberg Nytaarsdag 1834.
I.
Aaret et Skuespil er. Paa Evighedens Theater
Fra utænkelig Tid føres det idelig op.
Knap er Stykket forbi, før strax paany det begynder;
Forestillingens Tal viser: Furore det gjør.
Vel er Meget forandret, fra første Gang det blev spillet:
Decorationen er ny, Dragter og Maskineri;
De, som spilled deri for hundred Aar, ere døde;
Andre Talenter man fik, Rollerne gaves til dem.
Men forandret Besætning forandrer selv Characteren,
Først hver enkelt Persons, derpaa det Heles tilsidst.
Dog er Stykket det samme, tiltrods for hver en Forandring,
Som i Tidernes Løb bragtes umærkelig ind.
Troer I, Shakspeare, ifald han kom tilbage til Jorden,
Og fra Londons Parquet skued sit ypperste Værk,
Ei i første Moment udbrød forundret, forbauset:
„Hvad? Er dette mit Digt? Neppe jeg kjender det meer.
„Ha! hvor skuffes mit Syn af Costumer og Decorationer!
„Under Maskinernes Løb gaaer Poesien jo tabt.
„Hører jeg ikke den Røst, som fordum talte fra Scenen,
„Kjender jeg ikke mit Sprog, kjender jeg ikke mig selv.“ —
Dog om lidt, naar han saae den døsige Mængde begeistres,
Sagde han: „Jo, det er mit, det er mit evige Værk.“ —
Saadan ogsaa det gaaer med Aarets evige Drama:
Alt er forandret deri, Intet forandredes dog.
Syntes det Mangen for langt, det blev dog aldrig forkortet;
Syntes det Andre for kort, aldrig forlænget det blev. —
I vor dannede Tid, hvor Alt maa tjene Critiken,
Er det selsomt, at ei Aaret der tjener til Stof.
Derfor høre De her en kort æsthetisk Betragtning,
Som et Eenheds-Princip i den forskjellige Dom;
Thi man strider saavel om dette Drama, som andre;
To Partier man seer skarpt mod hinanden at staae:
Nogle finde det morsomt, mens Andre sige: „Det kjeder.“
Nogle troe det moralsk, Andre letsindigt, frivolt.
Nogle sige: „Min Tro! det er den lystigste Farce;“
Andre svare: „Hvordan? Nei, det er tragisk og høit.“
Klappere finder man her og Pibere, ligesom ellers;
Men de have kun her stærkere Vaaben i Haand:
Thi naar Stykket er ude, naar Teppet ruller fra Himlen,
Da begynder en stærk, stridbar, men kort Epilog:
Klapperne hædre det høit, de bringe Salut med Kanoner;
Piberne slaae mod dets Ryg Potter og Stumper og Skaar.
Saadan varer det ved, til Midnatsklokken har drønet;
Først ved den store Gongon skilles man fredeligt ad.
Men saa kommer Critiken den næste Dag, og betragter
Stykket, og siger: Lad see! spiltes det godt eller slet? —
Jeg fordrister mig ei, paa sligt et Spørgsmaal at svare;
Kun en Beretning jeg her giver om Stykkets Natur,
Dets Beskaffenhed og den Digtart, som det betegner.
Jeg forkynder ei Meer; laaner mig Øre dertil!
II.
Naar Teppet op sig hæver, er Himlen mørkegraa;
Det Sneefog er, og Maanen i Taager seer derpaa.
Saaledes er det rigtigt: Der bør begyndes graat,
Og ingen Udsigt øines til at det ender godt.
De hellige tre Konger paa Scenen komme frem,
Og synge skjønt om Stjernen, som østligt vinked dem.
Men Stjernen alt i Vester har skjult sig bag en Sky;
De Hellige den følge; det bliver mørkt paany.
Nu slæber det sig langsomt afsted en føie Tid,
Lyset kun seent fortrænger Mørket i sin Strid.
Med Eet man seer en Fakkel, man hører Bjældeklang:
Bajas med flere Masker kommer ved Spil og Sang.
Som Fastelavnsnar dandser den lystige Person —
Det Eneste, der muntrer den graae Exposition.
Vel siger en og anden æsthetisk Rigorist:
„Hvad skal vi med de Løier, hvor Alt bør være trist?“ —
Maaskee romantisk sindet er dette Spils Forfatter;
Han blander Spøg med Alvor, ja Graaden selv med Latter.
Dog snart Bajas fortrækker med Masker, Spil og Sang,
Og Alting kommer atter i sin kjedelige Gang.
Man mærker, Autor veed nok, at Sparsomhed maa til,
Især naar man begynder saa langt et Skuespil.
Og selsomt, at om Kjærlighed ei noget Ord er talt . . .
Taalmodighed! det kommer, men der maa Tid til Alt.
Vor Digter ogsaa heri har viist en rigtig Tact:
Han med en pragtfuld Høitid vil slutte første Act;
Han viser sig som Kjender af Hjerternes Natur:
Ved Paaske lader han Solen til Jorden gjøre Cour.
Lig Romeo, der kommer som ligegyldig Gjæst,
Men smeltes, da han møder Julie ved en Fest,
Saadan vor stolte Brudgom, som pyntelig gaaer ud,
Gjør ogsaa her ved Festen Bekjendtskab med sin Brud.
Vel gaaer det i Begyndelsen lidt stift, lidt knibsk, lidt koldt:
Det Selskabets Nærværelse naturlig har forvoldt.
Dog ubemærket giver den længselsfulde Sol,
Til Pant paa Kjærligheden, sin Brud en Martsviol.
Man seer paa den; man undres, at under Vintrens Luft
En Blomst har kunnet spire, som bringer Somrens Duft:
Og Alle spørge hende: „Hvor fik du Blomsten da?“ —
Hun svarer: „Et Impromptu! hvor kommer Sligt vel fra!“ —
Men hemmeligt hun nikker til Beileren med Lyst;
Han smiler, da hun gjemmer hans Gave paa sit Bryst.
Nu Festen er tilende; man skilles ad, og gaaer.
Første Act er ude; den anden forestaaer.
III.
Naar Teppet paany
Sig løfter mod Sky,
Da see vi forandret vor Scene:
Nu Kjærligheds Magt
Med vaarlige Pragt
Har bekrandset de løvfulde Grene;
Thi Solen med Jorden formælet sig har,
Og Exemplet nu følges af tusinde Par:
Af Urter og Træer,
Af Stork og af Stær,
Af Bølger i Sø,
Af Blomsternes Frø,
Og Ingen sig føler alene.
Nu see vi det klart:
Paa Elskov blev spart,
Mens Alting var koldt og bøotisk;
Theatrets Effect
Nu viser sig kjækt,
Da det Hele nu sværmer erotisk.
Ja Pindsen er just en Ballet paa vor Jord,
Hvor der dandses til Zephyrs og Fuglenes Chor;
Hver nynner sin Sang
I Skov og i Vang,
Og træder sin Dands,
Og svinger sin Krands,
Og Tumlen er næsten chaotisk.
Et Maal dog at naae,
Det pønser den paa,
Den ellers var ikke poetisk.
Sanct-Hans-Dag med Ret
Er Festens Bouquet;
Dig har Pindsen bebudet prophetisk.
Her Kjærlighed naaede sit høieste Maal,
Og den ulmende Varme sit glødende Baal.
Den spøgende Tant
For Alvor forsvandt.
Før Enden man veed,
Nu Teppet gaaer ned,
Og Acten er sluttet pathetisk.
IV.
Den Pathos, Acten slutted med,
Er fortsat i den næste.
I Stykket kommer her et Sted,
Der sagtens er det bedste.
Thi hvad der mangled hidindtil,
Var Lidenskabens Rasen;
Men mangler den i Skuespil,
Foragtes hele Stadsen.
Den Varme, som begyndte svagt,
Men steg til heftig Gløden,
Nu vorder Lidenskabens Magt,
Der tragisk spaaer om Døden.
Den friske Sundhed visne maa,
Hvor Solens Lue brænder;
I falmet Løv, i gule Straae
Det grønne Liv sig ender.
Af Tornene paa vildsom Sti
Er Glæden tæt besnæret,
Og Kjærligheden er forbi,
Den har sig selv fortæret.
Kun Tvivlen overlever den,
Og stirrer mørk tilbage,
Og spørger: Har jeg ingen Ven
Fra lykkelige Dage? —
Naturen svarer taus derpaa:
„Betragt mig selv, min Kjære!
„Alt lever kun for at forgaae,
„Det er den store Lære.
„Af Mulm og Mørke gik jeg frem,
„Men gik som Automatet;
„Til Mulm og Mørke gaaer jeg hjem,
„Og Nul er Resultatet.
„See, Lyset svinder meer og meer,
„Alt Natten sluger Dagen;
„Du snart mig selv bedækket seer
„Med Dødens hvide Lagen.
„Du stirrer snart i Dybet ned,
„Hvor Alt er mørkt og øde;
„Begræd da i din Eensomhed
„Den store Pan, som døde!“ —
Selv Tvivlen ved et saadant Ord
Maa sig fortvivlet føle;
Den bryder ud i rædsomt Chor
Af Stormene, som brøle;
De hyle paa den store Grav,
Hvor Alnaturen hviler . . . .
Men tys! det klinger over Hav,
Og fjernt et Lys der smiler.
En Stjerne gaaer paa Himlen frem,
Og Harpetoner gynge;
En Stemme blander sig med dem,
Man hører den at synge:
„Hvo som i Tvivlen fremad gaaer,
„Vil see den brat forsvinde,
„Thi Spiren til den næste Vaar
„Den Søgende skal finde.
„Men ham, som ei fik Kraft dertil,
„Skal Sandhed dog husvale,
„Saafremt et Barn han vorde vil,
„Og lytte til min Tale.
„For Barnet og et barnligt Sind
„Jeg aabner Himmerige;
„Enhver kan følge mig derind;
„See her min Himmelstige!“ —
Og see! det lysner fjernt og nær
Paa vidtudstrakte Scene,
Og mange tusind Juletræer
Sig til et stort forene.
Det hæver sig til Himlen op
Fra Jordens lave Tue,
Og Stjernen i dets høie Top
Er lig en Sol at skue.
Og Alle flokkes om dets Fod;
Enhver i hele Vrimlen
Med Tanken stiger fra dets Rod
Ad Stammen op i Himlen.
Ved Træet Hver sit Ønske faaer,
Hver Længsel Fred har fundet,
Ved hvert et Savn dets Gjenstand staaer,
Og Paradiis er vundet.
V.
Med Julens Divertissement
Er Skuespillet ude,
Som og hvad jeg for denne Gang
Har havt, Dem at bebude.
Nu kun den endelige Dom
Om Stykket staaer tilbage;
Af hvad De nu har hørt derom,
De Conclusionen drage.
Vort Skuespil, da Teppet faldt,
Var i en critisk Stilling;
Dog her sig Tanken vender alt
Mod næste Forestilling.
Den gaae med Held og Lykke hen
For Hver i alle Stænder!
Velsignelsen berøre den
Med sine milde Hænder!