De mailandske Roser
Fremsagt af Jfr. Heger den 6te Mai 1832.
Fremsagt af Jfr. Heger den 6te Mai 1832.
Der gik en Dreng paa Gaden i Milano,
Og raabte: „Her er Roser! Roser her!
„See! store, smukke Rosentræer!
„Kom hid, kom hid! Io son Romano;“
Paa Dansk: jeg er fra Rom.
(Hvoraf det ellers kom,
At han sin Fødestad dem vilde melde,
Det veed jeg ikke selv, og kan det ei fortælle.)
Ved Porten af et pragtfuldt Slot
To Søstre sad, to Skjønheder i Staden,
(Det kan man hist i Velskland meget godt,
Der sidde pæne Folk paa Gaden.)
Rosaura var den Enes Navn,
Den Anden hed Climene.
Den lille Handelsmand, som saae, de var’ alene,
Forsikkred, at om ei til Gavn,
Saa var hans Vare dog til Pragt og Glæde;
Og mens han snildt belagde hvert et Ord,
Han nærmed sig ærbødig deres Sæde,
Og satte tvende Træer paa deres Bord.
De saae paa dem, de lugted til dem, smiilte,
Og sagde: „Det var ganske godt,
„Ifald vi havde Penge blot.“ —
„O!“ svared Drengen, medens bort han iilte:
„Jeg kommer her i Gaden tidt;
„Det vente kan saalænge,
„Det haster ei med Penge,
„De Skjønne giver jeg Credit.“
De tvende Søstre havde Hver sit Kammer:
Thi tog da Hver sit Rosentræ,
Og satte det i Vinduet, i Læ,
Med Knopperne mod Solens Flammer.
Hver pleiede nu sit med største Flid,
Og kappedes i kjærlig Væddestrid,
Om hvo der paa de spæde Stammer
De fleste Roser fik i kortest Tid.
Men tænk engang! Rosauras mer og mere
Fremspirede med Knopper og med Skud,
Imens Climenes tabte fleer og flere,
Og snart var nær ved at gaae ud.
Da drillede Rosaura tidt Climene,
Og sagde: „Flygtig var du al din Tid,
„Du kjender ei til Stadighed, til Flid,
„Ved disse virker Gartneren alene.“ —
„Nei,“ svared Søstren, „det er ikke saa!
„Jeg viger ei for dig i dette Stykke,
„Men du har stedse havt en bedre Lykke;
„Med Blomster kommer Alting an derpaa.“
Man veed, at Skjæbnen meget jævner,
Og snart Climene fandt i den en Hævner.
Om føie Tid stod hendes Træ i Flor,
Rosauras derimod gik reent tilbage,
Og syntes nær ved sine sidste Dage.
Da mindedes Climene hendes Ord,
Og sagde: „Søster! ak, din Flygtighed er stor!“
Men Lykken for Rosaura, for Climene
Forandred sig, og skifted atter om.
Hvergang den Enes Træ til Sundhed kom,
Den Andens hang med næsten nøgne Grene.
Det som en Feber var, (en selsom Sag!
Hos Rosentræer man neppe kjender Mage):
Hvergang det var det enes gode Dag,
Det andet havde rigeligt sin Plage.
Naar man betragted dem, man skulde troe,
Det ene levede det andets Dage,
Og at et enkelt Liv var deelt imellem To.
Engang, da til Rosauras Træ var Touren
At være sygt, bedrøvet Pigen stod,
Og famled i dets Top og ved dets Rod,
Og tænkte ved sig selv: „hvad er vel Curen
„For denne Sygdom?“ da med Eet til Blod
Hun stak sig i den fine Finger.
Forskrækket hun tilbage springer,
Og skjelder Tornene paa Træet ud,
Da pludselig en lille Gud
Fra Toppen flyver ned paa Sommerfuglevinger,
Og under Latter, under Smiil
Af Fingren drager frem en lille gylden Piil.
Han bar et Kogger, bar en Bue,
Hans Øine gnistred af en selsom Lue.
Jo længere hun paa ham seer,
Han voxer stedse meer og meer;
Hun kjender ham; ja mellem tusind Drenge
Hun kunde kjende denne Smaa,
Thi det var ham, som Roserne lod staae,
Og gik sin Vei, men uden Penge.
„Du kommer,“ sagde hun, „min Ven,
„At see, om ikke jeg betaler?
„Bliv lidt! jeg hente skal en Daler“ —
„Nei,“ svared han, „det haster ei med den;
„Men om du vide vil, Signora,
„Til Træets Sygdom den forborgne Grund,
„Saa viid, jeg sad deri heel mangen natlig Stund,
„Til Hesperus gik ned, forjaget af Aurora,
„Imens jeg saae paa dig, som laae i Uskylds Blund.
„Ved mig det sunde Blod af Planten svinder,
„Min Nærhed Rosen taaler ei,
„Den taber sine røde Kinder,
„Og gaaer al Støvets Vei.
„Dog i min Grumhed bør man mig retfærdig kalde,
„Jeg myrder ei en Enkelt kun, men Alle,
„Din Søsters Træ har ogsaa følt min Magt;
„Og nu paany det tabe skal sit Grønne:
„I hendes jeg igjen vil holde Vagt,
„Og fra imorgen skal sig dit forskjønne.“
Da Guden havde talt som saa,
Og ind til Søstren vilde gaae,
Rosaura greb og holdt ham i hans Bue,
Og raabte: „Stands!“ idet hun sank paa Knæ:
„Lad mine Roser falme ved din Lue!
„Men skaan Climenes Rosentræ!
„Om selv jeg plages, Tanken dog mig trøster,
„At samme Plage venter ei min Søster“ . . . . .
— „Tys!“ raabte Guden, mens han gik sin Vei:
„Hos mig det nytter ei
„At slaae paa Medynks bløde Strænge;
„Jeg vil, at Retten have skal sin Gjænge.“
Som sagt, saa gjort. Han fløi til Søstren ind,
Og skjulte sig bag Rosentræets Blade,
Og saae den Hulde drømmende sig bade
I Bølger af det klare Maaneskin.
Da falmed Roser, Grønt og Grene,
Og kort og godt den samme Scene,
Som nylig hos Rosaura forefaldt,
Sig gjentog punktlig hos Climene,
I Stort og Smaat, i Eet og Alt:
Det samme Saar i spæde Finger,
Den samme Gud med gyldne Vinger,
Den samme Hjertens-Bøn tilsidst,
I Udtryk, ømme som Petrarcs til Laura,
At vente dog en liden Frist,
Og, fremfor Alt, ei plage nu Rosaura.
Da sagde Guden til dem begge To:
„Farvel! jeg hæver alt min Vinge,
„Og eders Rosentræer jeg lade skal i Ro.“
Med disse Ord man saae ham bort sig svinge.
Og ærligen han holdt sit Ord;
Thi begge Træer man saae at grønnes,
Og daglig meer og meer forskjønnes,
Og kappes om den bedste Flor.
Men Gudens Pile saae man ogsaa virke:
Om føie Tid gik Søstrene til Kirke,
Og kom igjen, hver som lyksalig Brud,
Forenet med en elsket Ægtemage.
Nu maa man ikke troe, den lille Gud,
Da han fløi bort, ei vendte meer tilbage.
O tvertimod! Han lod sig snart fornemme,
Og kom dem begge meget mere nær,
Thi nu behøvede han ei at gjemme
Sig hist i deres Rosentræer.