FEM OG TYVE AAR SILDIGERE.
Det samme Værelse som i første Akt, dog er det pynteligere og har et mere velhavende Udseende.
JOHANNA alene i Høitidsdragt.
Det bliver vist en klar og deilig Dag;
Ja denne Morgen minder mig om den,
Da jeg for fem og tyve Somm’re siden
Til Kirken vandred med min Axel. Selsomt
Omskifter Tiden; Meget er der skeet
I disse fem og tyve Aar. Min Fader
Er død, min Søster, vor Ulrikka — nei,
Det er jo sandt, det skede før vort Bryllup —
Hun fandt sin Grav i Venersøens Dyb,
Den stakkels Pige! Saa fortælles der.
Dog Ingen veed det ret. — Forunderligt!
Hver Gang jeg seer min Datter, maa jeg paa
Ulrikka tænke. Dog hun hende ligner
Af Aasyn ei. Men hvor bli’er Gustav af!
Jeg havde tænkt, før vi til Kirken gaae,
At tale med ham ærligt, uden Omsvøb.
Det burde jeg forlængst alt have gjort;
Jeg veed ei selv, hvad der mig holdt tilbage.
Gaaer til Døren og spørger.
Er Gustav ikke der?
JOHANNA. GUSTAV.
GUSTAV.
Jeg ønsker dig
Til Lykke til dit Sølvbryllup, Johanna!
JOHANNA.
Tak, Gustav! Du har trolig hjulpet os;
Det veed jeg nok.
GUSTAV.
Det har vi Alle gjort;
Den hele Bøigd er i Bevægelse.
Vi pyntet har med Grønt den store Lade;
De bedste Spillemænd har jeg bestilt.
Det bli’er et prægtigt Gilde, kan du troe;
I mange Vintre skal ved Arnen vi,
Mens Røgen hvirvler sig i Luften op,
Om denne Fest med Glæde tale.
JOHANNA
rækker ham sin Haand.
Tak
For alt dit Venskab! Du er flink og brav
Og tro som Guld. Jeg ønsked’ aldrig mig
En bedre Svigersøn.
GUSTAV.
Og jeg ei finder
I hele Sverrig nogen bedre Moder.
JOHANNA.
Min Ven! Du kan vel neppe tvivle paa,
At jeg dit Hjertes Attraa kjender.
GUSTAV.
Ja,
Det kan jeg tænke vel; thi du er klog,
Det er ei let at holde Noget skjult
For dig.
JOHANNA.
Har du ei talt med Ingeborg?
GUSTAV.
Desværre nei; thi naar jeg hende seer,
Da er det som min Hals blev snøret sammen,
Og intet Ord jeg over Læben bringer;
Dog veed hun det, derom jeg tvivler ei.
JOHANNA.
Og troer du da, hun har dig kjær, min Gustav?
GUSTAV.
Oprigtig talt, jeg har det længe haabet,
Mig syntes, hendes Øine røbed det,
Men dette Haab er nu forsvundet fast.
JOHANNA.
Hvad frygter du? Du er den raskeste,
Den smukkeste blandt alle Dalens Svende;
Der gives ingen Pige her i Egnen,
Der siger Nei, naar du begjerer hende.
GUSTAV.
Ja, Moder, det er godt; men der er Mange,
Som eie meer end jeg.
JOHANNA.
Der er dog Ingen
I Bøigden, som forstaaer sit Arbeid bedre.
GUSTAV.
Jeg tænker nok, jeg hende kan forsørge,
Og det gik ogsaa ganske godt indtil —
JOHANNA.
Nu da?
GUSTAV.
Indtil den rige Konrad Person
Et Hammerværk i Egnen kjøbte sig.
JOHANNA.
Har du da Frygt for ham?
GUSTAV.
Nei, ellers ei,
Det er en daarlig Karl; men Penge har han
Saa tykt som Sand paa Venersøens Bund;
Og derfor frygter jeg, at med sit Guld
Han hende blender, thi hun er mod ham
Langt mere blid og venlig end mod mig.
JOHANNA.
Nu ja, jeg vil oprigtig sige dig,
At han har beilet alt til hendes Haand.
GUSTAV.
Den visne Karl, forsøger han paa Sligt!
Jeg skal ham bøie sammen som en Vante.
JOHANNA.
Vær rolig, Gustav! Det forlanger jeg. —
Men for at vise dig, hvor liden Grund
Du har til Frygt, vil end i Dag jeg tale
Med Ingeborg om Konrads Frieri;
Og vi skal see, med hvilken Afsky hun
Ham viser bort.
GUSTAV.
Gjør, som du vil, Johanna!
Thi du er klogest af os Alle.
JOHANNA.
Gaa,
Og vær besindig! Overiil dig ei!
Han gaaer.
JOHANNA
alene.
Paa denne Higen efter Guld jeg kjender
Ulrikkas Sind igjen. Mit stakkels Barn,
Gud skjenke dig den Kraft, at du dit Hjerte
Kan vende bort fra denne Verdens Rigdom!
JOHANNA. INGEBORG.
INGEBORG.
God Morgen, Moder! Meget Held og Lykke
Til denne smukke Dag!
Hun kysser hende.
JOHANNA.
Gud være med dig,
Mit gode Barn, og skjenke dig sin Fred!
Men siig mig nu, er Alt istand til Festen?
INGEBORG.
Ja, Intet er forglemt, det vist jeg mener.
Den store Lade pyntet er med Blomster,
De lange Borde staae til begge Sider;
Sneehvide Duge har vi bredt derover,
Og grønne Krandse har vi heftet rundt
Derom. Ja, du kan troe, det bliver smukt!
De store Søsterkager staae der alt
Og give Lyst til strax deri at skære.
Det gamle Bæger er i Midten stillet,
Og Sølvet blinker som en sjelden Blomst
Af større Varighed end alle de,
Som Leen meier bort i Høstens Tid.
Vi faae en munter Dag, det veed jeg vist;
Kun Eet mig ængster: Troer du ei, o, Moder!
At dette Gilde koster meer, end vi
Kan taale? Bedre var det sikkert, om
Lidt mere tarvelig vi havde været
Og sparet til en anden Leilighed,
Hvad nu til ingen Nytte spises op.
JOHANNA
tager hende under Hagen med Venlighed, men dog bebreidende.
Nu vil du atter hen, min Ingeborg!
Hvor jeg det ikke lider. Du er sparsom
Og flittig — næsten altfor flittig, som
Mig synes. Meget sjelden er du ledig;
Du gjør dit Arbeid næsten altfor godt,
Og dog —
INGEBORG.
Men er det ei en stor Bekostning,
Naar hele Bøigden skal beværtes her?
Og Ingen bliver væk, det kan du troe.
JOHANNA.
Hvis Nogen lytted’ til dit Ord og ei
Dit Øie saae og dine friske Læber,
Da synes mig, han maatte troe, min Datter!
At du den Gamle var, og jeg den Unge;
Thi jeg maaskee ta’er Livet altfor let,
Men du kun taler om at spare sammen.
Og skjøndt jeg ei er ødsel, er dog du
Langt meer huusholderisk end jeg. Desuden
Du sidder ved din Væv den hele Dag
Og tidt om Aftnen med, og saadan gaaer
Din Ungdom hen. Men det er ei nødvendigt;
Thi skjøndt vi ei har samlet store Skatte,
Vi mangled aldrig dog, hvad vi behøved’.
INGEBORG.
Ja, hvem kan vide, hvordan Alt sig vender!
Der kan jo komme Misvæxt, Hungersnød
Og Sygdom mellem Qvæget. — Og desuden,
Jeg maa dog ogsaa tænke paa mig selv,
Hvo veed, hvad der kan skee!
JOHANNA.
Mit kjære Barn!
Du tænker altfor meget paa dig selv,
Du minder mig bestandig meer og meer
Om min ulykkelige Søster.
INGEBORG.
Det
Du tidt har sagt; de Fleste sige dog,
Jeg ganske ligner dig.
JOHANNA.
Af Ansigt, ja,
Men ei af Sind, deri du ligner hende.
Hun ogsaa flittig var og huuslig og
Forsynlig, sparsom, men kun altfor sparsom;
Hun tænkte paa sit Udstyr Nat og Dag
Og spandt og spandt, og det fik ingen Ende,
Tilsidst — dog lad om andre Ting os tale.
Betragter hende opmærksomt.
Veed du, at du har faaet nys en Frier?
INGEBORG.
Og hvem er det?
JOHANNA.
Ja, du vil lee deraf.
Det er den gamle Konrad, der har kjøbt
Det store Hammerværk ved Elven.
INGEBORG.
Hvad!
Den rige Konrad! Moder, er det muligt!
JOHANNA.
Ja, han har dig begjeret af din Fader,
Men han ham viste bort naturligviis.
INGEBORG.
Det skulde han dog ikke have gjort;
Thi hvem kan vide! — Det dog kunde være,
Jeg ikke sagde Nei.
JOHANNA.
Hvor vil du hen!
Han seer jo næsten ud, som om han stod
Paa Gravens Bred.
INGEBORG.
Men han er meget rig.
JOHANNA.
See mig i Øiet, Ingeborg! — Har du
For Konrad da den mindste Godhed?
INGEBORG.
Det
Vil jeg just ikke sige, men —
JOHANNA.
Min Datter!
Jeg troede ganske vist, du elsked Gustav.
INGEBORG.
Ak, det kan ikke nytte stort, selv om
Jeg eengang havde tænkt derpaa; thi han
Jo Intet eier.
JOHANNA.
Jo, han eier Meget;
Har du ei seet, hvor deiligt Kornet groer,
Og hvordan Qvæget trives paa den Gaard,
Som han bestyrer?
INGEBORG.
Ak, men denne Gaard
Tilhører ikke Gustav.
JOHANNA.
Den, som har
Saa arbeidsvant en Haand som han, mit Barn,
Vil aldrig lide Mangel. Dertil er
Han rask og smuk og kjæk og har et Hjerte,
Som du kan bygge paa i Liv og Død.
INGEBORG.
Den stakkels Gustav! — Nei det gaaer ei an,
Derpaa tør jeg aldeles ikke tænke.
JOHANNA
afsides.
Naar Børn er smaa, saa siger jo et Ordsprog,
Da træde de paa deres Moders Forklæd,
Men naar de voxe til, da træde de
Paa hendes Hjerte.
Høit.
Vi vil ei dig tvinge;
Dog skal du ei bestemme dig endnu,
Du skal ei ved et overilet Valg
Berede dig en altfor sildig Anger.
AXEL. DE FORRIGE.
AXEL.
God Dag, min elskte Hustru! Jeg har neppe
Havt Tid at see dig end.
Til Ingeborg.
God Morgen, Barn!
Gaa ned og tag imod de Fremmede!
Thi Stuen er alt fuld, den hele Bøigd
Har samlet sig. Snart maa vort Tog begynde,
Hvis vi skal Kirken naae til rette Tid.
Ingeborg gaaer.
AXEL. JOHANNA.
AXEL
seer efter Ingeborg.
Hun er et Billed af din fagre Ungdom;
Den ene Draabe Vand kan ikke ligne
Den anden meer. Det er, som om jeg saae
Dig selv for fem og tyve Vintre siden.
JOHANNA
smilende.
Ja, det var dengang, nu er det forbi.
AXEL.
Tro ei, at det bedrøver mig, Johanna!
Nei, nei! Hvor deilig du end var, min Hustru!
Saa er en Viv som du dog mere værd,
End selv den fagreste blandt Egnens Piger.
JOHANNA.
Hvad jeg er bleven, takker dig jeg for.
AXEL.
Hvad mener du, Johanna? Skal jeg takkes,
Fordi du stedse var saa god og trofast,
Fordi saa klogt du styret har vort Huus,
Ret til en tugtig og forstandig Pige!
JOHANNA.
Har da det Ordsprog du forglemt, min Axel!
For Qvindens Daarskab Manden Regnskab staaer.
Hvis dette taler sandt, og Ret skal skee,
Da maa, naar Qvinden gaaer den bedre Vej,
Han ogsaa derfor dele hendes Løn.
AXEL.
Hvis ei jeg kjendte dig saavel, Johanna!
Og saae dit Øie, der er fyldt med Taarer,
Da vilde fast jeg troe, du spotted mig.
JOHANNA.
O, Axel! Dig jeg skylder alt mit Held,
Hver Glæde, jeg paa denne Jord har nydt.
Thi du det Gode freded i min Sjel;
Og hvis mig Herren, naar mit Liv er endt,
Optager naadig i sit Paradiis,
Da maa jeg atter takke dig, min Ven!
Thi du har ledet mig til Himlens Indgang.
AXEL.
Slig Tale kunde sømme sig for mig,
Men ei for dig, Johanna! Du er den, min Hustru!
Der har mig skjenket al min Fred og Lykke,
Mig vilde være kun til liden Glæde;
Ja naar jeg seer dit Øie, tænker jeg
Paa Paradisets Blomster; Fredens Træ
Du plantet har ved denne Hyttes Indgang;
En venlig Aand beskjermer dig, Johanna!
Og i dit Fjed Velsignelsen fremspirer.
DE FORRIGE. JØRGEN fulgt af INGEBORG, GUSTAV og mange Gjester.
JØRGEN.
Nu, Gud velsigne Jer! God Dag, Johanna!
Guds Fred, min Ven! Et Par, som ligner Jer,
Det findes ei i hele Dalen her,
Det er en afgjort Sag. Men nu maae vi
Afsted; thi Kirken ligger, som I veed,
Hiinsides Fjeldet, det en Stund vil vare,
Før vi kan naae derhen.
AXEL.
Saa kommer, Børn!
Der begynder en geistlig Sang.
JOHANNA.
Den Psalme kjender jeg, det var jo den,
Som vi hver Søndag med vor Fader sang.
Toget sætter sig i Bevægelse, Tonerne forsvinde i det Fjerne.
SAMME BJERGHULE SOM I ANDEN AKT.
ULRIKKA.
sidder ved sin Rok og spinder; hun har et meget gammelt Udseende, sølvgraae Haar, og synger den samme Vise som i anden Akt.
En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie,
Bestandig i Kreds maa sig Guldtenen dreie,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
I Gaar var jeg Gjest i den Fattiges Hytte,
I Dag ei med Konger min Lod jeg vil bytte;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
See Sølvaaren glimter i Fjeldvæggens Stene,
Men Fjeldet er koldt, og jeg sidder alene,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
Der høres pludselig Psalmetoner foroven; hun holder op med at spinde og synge og lytter efter.
CHOR FOROVEN.
Kast dine Sorger paa Herren, din Gud!
Han, som ei Rigdom og Glimmer bedaarer,
Han, som har talt dine Suk, dine Taarer,
Han af din Kummer skal hjelpe dig ud.
ULRIKKA.
Ha, hvad er det? — Jeg er til Mode, som
Jeg vaagned af en Søvn. — Er al min Rigdom
Da kun en Drøm? — Dog nei! — Den hele Fjeldvæg
Er jo behængt med gyldent Spind. — Der staaer
Min fyldte Teen. — Nu er det næsten nok.
— Hvad nok! Nei, der kan aldrig blive nok.
Og jeg maa spinde meer endnu — langt meer.
CHORET FOROVEN.
Hellig er Gud, og retfærdig hans Vei,
Snart han med Fred og Velsignelse kommer,
Snart som den strenge, den straffende Dommer,
Dog i din Nød han forlader dig ei. —
ULRIKKA.
Den Psalme kjender jeg, det var jo den,
Som vi hver Søndag med vor Fader sang.
— Der er dog sikkert gaaet Uger hen,
Mens jeg ved Rokken spandt i denne Hule.
— Ja Maaneder maaskee — thi naar man ved
Sit Arbeid sidder, svinder Tiden hurtig;
Og Nat og Dag kan vexle her i Bjerget,
Uagtet man det ikke mærker.
Hun lytter igjen.
Stedse
Den samme Sang! — Gud veed dog, hvad det er,
Der saadan mig bevæger. — Fast jeg troer,
hun tager sig til Øinene.
Jeg fælder Taarer. — Jeg kan ikke mindes,
At jeg har grædt tilforn. — Er det maaskee
Min Søster, der i Dag sit Bryllup holder?
Thi denne Psalme skulde synges jo,
Ved hver en Fest, det var vor Faders Bud,
Hvad enten saa den passed eller ei.
— Gud veed, hvorfor han elsked den saa høit.
— Men jeg kan ikke sidde rolig længer;
Thi det mig synes, som min Søsters Røst
Jeg hører. — Jeg vil reise mig.
Hun reiser sig og kommer frem i Forgrunden.
Jeg fryser,
Og mine Fødder vakle. — Ja, det er
Ei noget Under; thi jeg har kun sjelden
Dem brugt til Gang, mens jeg i Bjerget leved’.
— Ha, det er koldt i Fjeldet, som i Visen
Og Maaneglands og efter Himlen blaa.
— Endnu bli’er Sangen ved. Det klinger smukt.
— I har jo ingen Nød; snart har I endt
Jert Dagværk og kan rolig lukke Jer.
— Min Fader sagde tidt: Du bli’er ei mæt
Af Rigdom, før din Mund er fuld af Jord.
— Nu skal han see. Ja han skal undre sig.
— Og Jørgen og Johanna. — Har jeg Raad
At skjenke hende Noget af mit Guld!
— Nei, nei! — Det gaaer ei an! — Men dog jeg vil
Af Bjerget op, jeg vil ei længer blive.
— Ja, Jørgen, nu skal ogsaa vi tilsidst
Vort Bryllup holde!
Hun kalder.
Kom, du Fjeldets Drot,
Og hør mit Kald! Jeg vil af Hulen op.
FJELDKONGEN. ULRIKKA.
FJELDKONGEN
staaer pludselig for hende og siger:
Det kan du, men da lukkes Bjergets Port,
Og aldrig vender du til os tilbage.
ULRIKKA.
Kan da jeg aldrig spinde Guldtraad meer?
FJELDKONGEN.
Nei aldrig.
ULRIKKA.
Saa er det bedst, jeg spinder lidt endnu,
Thi Ingen vide kan, hvad han behøver.
Hun sætter sig igjen til Rokken, Sangen lyder atter stærkere.
ULRIKKA
kommer igjen frem.
Nei! Jeg har ingen Ro for disse Toner;
De drage mig af Bjerget op. Jeg kan
Ei blive længer.
FJELDKONGEN.
Godt, din Villie skee!
Og alt dit gyldne Spind skal følge dig.
ULRIKKA.
Ja, kan jeg ogsaa være vis derpaa?
FJELDKONGEN.
Du, jammerlige Skabning, tvivler du!
Hvis ei mit Ord jeg agted og mit Løfte,
Da knuste jeg dig nu mod Klippens Væg.
Hvad bryder jeg — der eier hver en Skat
Fra Fjeldets Top til Jordens Middelpunkt —
Hvad bryder jeg mig om den Smule Guld,
Som du har spunden her! — Afsted paa Stand!
Dog førend Dagens sidste Straaler svinde,
Vil i dit Ungdoms Hjem dit Guld du finde.
Han leder hende ud, men bliver selv tilbage, seer efter hende og siger:
En Taage har sig lagt omkring din Sjel,
Saa ei din egen Tilstand du begriber;
Først naar du kommer op til Dagens Lys,
Da vil du mærke, hvordan Tiden spandt
Sit Sølverspind omkring din egen Tinding,
Mens du har spundet Guld i Bjergets Hal.
Han gaaer.
DEN SAMME KLIPPEEGN SOM I FØRSTE AKT.
JOHANNA. INGEBORG. AXEL. JØRGEN. GUSTAV. Flere af Følget.
AXEL.
Her ville vi vente. De Andre ere blevne noget tilbage, der er Smaafolk imellem dem, som ikke kan komme saa hurtig frem. Saavidt jeg kan see paa Solen, har vi ogsaa god Tid.
JOHANNA.
Her var det, Axel, hvor vi mødtes første Gang; kan du det mindes, da jeg kom fra Kirken og gik ned ad Fjeldstien?
JØRGEN.
Og her var det, hvor jeg sidste Gang saae Ulrikka, og hvor vi blev ueens. Jeg gik da hjem; Gud veed, at jeg i mit Hjerte ikke var vred paa hende. Jeg tænkte ogsaa, at Alt næste Dag skulde blive godt, men da jeg kom, var hun borte for bestandig.
AXEL.
Ja det var en underlig Tid, der gik foran og fulgte paa, en Glædens og en Sorgens Tid; vi fik ved en forunderlig Tilskikkelse, hvad vi behøvede, den gamle John beholdt sin Gaard, jeg førte min Johanna til Alteret, men Ulrikka var og blev forsvunden.
JØRGEN.
Fra den Dag, da hun forsvandt, var der paa Jorden ingen Lykke for mig mere.
INGEBORG.
Men hvordan kunde hun dog saaledes forsvinde?
JØRGEN.
Ja, det veed Ingen; der var ikke nogen Plet i Omegnen, som vi ikke gjennemsøgte, men Alt var forgjeves.
JOHANNA.
Tal ikke derom, Ingeborg! Seer du ikke, hvor bedrøvet Jørgen bliver!
JØRGEN.
Lad hende kun tale! Det er en gammel Sorg, skjøndt aldrig glemt; og snart haaber jeg at finde hende der igjen, hvor en naadig Gud vil tilgive os vore Synder.
JOHANNA.
Vil du ikke see efter, Jørgen, hvor de Andre blive af? Du kan dog endnu bedst kommandere dem.
Jørgen gaaer.
AXEL.
Ulrikka var en deilig Pige dengang; næst efter Johanna var der ingen smukkere i den hele Egn. Vi kaldte Jer de fagre Søstre paa Kinnekullen.
ULRIKKA. DE FORRIGE.
ULRIKKA
kommer frem bag et Klippestykke, talende med sig selv.
Naar jeg nu blot kan faae mit Guld igjen.
— Jeg haaber dog — han loved det saa vist.
— Desuden blev han vred, saa ei jeg voved’
At tale til ham meer om denne Sag.
— Dog var det ikke vel betænkt, Ulrikka!
At du betroed ham din hele Velfærd.
— Men jeg kan Intet see, mig Dagen blender.
Kommer længere frem imod Forgrunden, de Andre betragte hende med Forundring.
Det synes mig, som i den sidste Tid
Jeg mistet har en Deel af mine Kræfter.
— Jeg er til Mode, som om jeg i Bjerget
Var vorden selv til Steen. Jeg er saa kold
Som Iis og stiv i alle mine Lemmer.
— Men nu begynder jeg at skimte Lyset.
AXEL.
Hvor kommer dog den gamle Qvinde fra!
INGEBORG.
Hvor underlig hun gaaer!
JOHANNA.
Jeg aldrig saae
Et Ansigt, der saa selsomt furet var
Af Tiden.
INGEBORG.
Hun mig bringer til at gyse.
ULRIKKA.
Her er en stor Forsamling kan jeg see.
AXEL.
Hvem er du, gamle Qvinde?
ULRIKKA.
Gamle Qvinde
Han siger. Det kan ikke være mig,
Han taler til. Men seer jeg ret!
Hun gaaer pludselig hen og tager Ingeborg i Haanden.
Johanna!
Saa er det dig! Saa har jeg gjettet rigtig!
Du holder virkelig i Dag dit Bryllup.
INGEBORG.
O, Moder, frels mig dog fra denne Qvinde!
ULRIKKA.
Johanna, Søster! kjender du mig ei!
Jeg er Ulrikka jo.
JOHANNA.
Ei hvilket Vanvid!
Ulrikka er forlængesiden død.
ULRIKKA.
Nei, jeg er ikke død, det seer I jo!
Der sad jeg eensom ved min Rok og spandt
I Fjeldets dunkle Hal, jeg veed ei selv
Hvorlænge. Men jeg skal det vise snart,
At ikke jeg har spildt min Tid.
JOHANNA
betragter hende længe.
Kan Saadant
Da være muligt!
ULRIKKA.
Er ei Jørgen her?
Nu er vor Fremtid sikkret, haaber jeg;
Thi nu jeg samlet har, hvad vi behøve.
JOHANNA.
Jeg mindes disse Træk — hun ligner grant
Min Fader i hans allersidste Tid.
ULRIKKA.
Vel var der klamt og fugtigt hist i Bjerget,
Og hvide Dunster steg af Dybet op
Og dreied sig som Røg igjennem Hulen,
Dog neppe kunde de mig saa forandre,
At Ingen her igjen vil kjendes ved mig.
JOHANNA.
Ja, det er græsseligt, men det er sandt;
Gjenkjende kan Ulrikkas Aasyn.
INGEBORG.
Hvad,
Du store Gud! Ulrikka, som forsvandt
For meer end fem og tyve Somm’re siden!
ULRIKKA.
For meer end fem og tyve Somm’re siden!
Hvad siger du! En Maaned eller to
Jeg siddet har i Bjerget, længer ei.
EN OLDING
imellem Hoben.
Jo, du har været borte fra vor Bøigd
I fem og tyve Aar og fjorten Uger.
ULRIKKA.
En Gysen gaaer mig gjennem Marv og Been.
— Men det er ikke sandt! — I drive Spot
Med mig. Der staaer Johanna jo.
Hun peger paa Ingeborg.
Hun er
Endnu saa ung, som da vi skiltes ad.
JOHANNA.
Ulykkelige! Det er ikke mig,
Det er min Datter, jeg er selv Johanna.
OLDINGEN.
Betragt i Bækken der dit eget Billed,
Saa skal du see, vi ei bedrage dig.
ULRIKKA.
Hvad siger du, er dette Billed mit?
OLDINGEN.
Du stakkels Qvinde! ja det er dit Billed.
ULRIKKA.
Du store Gud! mit Haar er hvidt som Snee,
Mit Ansigt er af Rynker gjennemfuret,
Og disse Hænder er af Ælde graae.
— Det er et Eventyr langt mere grusomt
Og græsseligt, end Alt hvad Mennesker
Har fundet op tilforn — og dog — hver Trevl
i dette Legem vidner jo derom:
Det er den gyselige nøgne Sandhed.
JOHANNA
slutter hende i sine Arme.
Du stakkels Søster, du hos os skal boe,
Jeg og min Axel skal dig trofast pleie.
JØRGEN kommer hurtig. DE FORRIGE.
JØRGEN.
Ha, hvilket Eventyr fortælles her!
— Og dog — du store Himlens Gud! — Det er
Ei noget Eventyr! — O, Vee! Det er
Jo Sandhed. — Det er virkelig Ulrikka.
ULRIKKA.
Hvem er dog denne Mand?
JØRGEN.
Jeg er jo Jørgen, kjender du mig ei?
ULRIKKA.
Ak, er det dig! — Jeg troer fast, at jeg drømmer.
— Men du er ogsaa bleven gammel, Jørgen!
JØRGEN.
I al min Tid jeg ugift levet har,
Thi aldrig har jeg kunnet glemme dig.
ULRIKKA.
Nu jeg det føler, at jeg snart maa døe.
JØRGEN.
Var det paa saadan Viis, vi skulde samles!
ULRIKKA.
O, jeg Ulykkelige! Jeg har solgt
Mig selv for Guld! O, bed for mig, min Ven!
Nu vilde jeg med dig min Rigdom dele;
Men Livets Væld er i mit Bryst fortørret,
Og snart mit Timeglas til Ende rinder.
Hun støtter sig til Jørgen.
Du skal mig føre til min Faders Huus;
Thi hvor min Vugge stod, der vil jeg døe.
Men alt mit Guld — som nu jeg gyser for,
Den Skat, som jeg saa dyrt har kjøbt, jeg skjenker
Til Kirker og til faderløse Børn.
Hun gaaer, fulgt af Jørgen.
BJERGMANDEN, der ubemærket er kommen ind.
DE FORRIGE, med Undtagelse af Jørgen og Ulrikka.
DE FORRIGE, med Undtagelse af Jørgen og Ulrikka.
BJERGMANDEN.
I troe nu vel, hun er den Eneste,
Der saadan spunden har sin Ungdom bort,
Og der sit Liv har offret hen for Guld;
Men jeg, som veed det bedre, jeg Jer siger:
Der gives mangen Qvinde, mangen Mand,
Som I beundret har og agtet høit,
Der gives Tusinde, som mindst det troe,
Der sadde Nat og Dag som hun i Bjerget
Og spildte Livet paa den samme Viis.
Bjergmanden gaaer.
DE FORRIGE uden Bjergmanden.
INGEBORG
styrter i sin Moders Arme.
O, Moder, kan du mig min Synd forlade!
JOHANNA.
Min gode Datter!
INGEBORG.
Ja, jeg føler det,
Jeg stod paa Bredden af det samme Svælg
Som hun, som din ulykkelige Søster.
JOHANNA.
Fat dig, min Ingeborg! Du er jo ung,
Du har endnu ei spildt som hun dit Liv.
INGEBORG.
O, Moder, kald paa Gustav! Bed, at han
Tilgiver mig!
JOHANNA.
Det vil han gjerne, Barn!
Hun vinker, Gustav nærmer sig, Ingeborg rækker ham sin Haand.
JOHANNA.
Saa skjenke Gud Jer da en bedre Skat,
End den, som hun paa Jorden har erhvervet!
Psalmetonerne begynde igjen. Johanna tilligemed de to Elskende danne en Gruppe, om hvilken de Øvrige samle sig. Musiken vedbliver, medens Tæppet langsomt falder.
