SVENSK BONDESTUE.
Paa den ene Side af Værelset staaer et lille Bord, hvorpaa en Sykurv og et Fuglebuur, paa den anden Side staaer en Rok, paa Væggen hænge store Bundter af spundet Garn.
ULRIKKA,
pyntet som til en Fest, sidder ved Rokken og spinder.
Det kan dog vare noget, inden vi
Til Gildet gaae — den Tid jeg vil ei tabe;
Thi Tenen er endnu ei ganske fuld,
Skjøndt jeg har spunden fra den aarle Morgen.
— O, tung er Fattigdom! I Slid og Slæb
Gaaer Tiden hen i Morgen som i Dag.
Efter et Ophold.
Og nu jeg skulde gifte mig, og uden Penge
Jeg skulde sætte Bo! — nei, mange Tak!
Der bliver Intet af. Skjøndt Jørgen er
Mig saare kjær, bli’er det dog bedst at vente.
Hun reiser sig og tager Garnet ned af Væggen.
Hvor mange Pund kan dette Garn vel veie!
— Ak, knap et Lispund troer jeg. — Sure Møie!
Og Slid, som ingen Ende faaer! — Men dog
Kan uden Linned man sig ikke gifte.
Man maa dog kunne brede Dug paa Bordet,
Til Julen, og naar man har Barn i Kirke,
Og uden Lagen kan man ikke sove.
— Jeg bliver i mit Hoved ganske svimmel,
Naar jeg betænker Alt, hvad der behøves,
Før vi os gifte kan. — Ak ja! — Min Fod
Vil ofte trættes af at træde Hjulet,
Og Haanden mattes af at drage Traaden,
Før det kan skee. Men jeg vil atter spinde.
Hun sætter sig ned og spinder.
ULRIKKA. JOHANNA.
JOHANNA kommer ind med en Krands og en Kurv med Blomster, ogsaa hun er festlig smykket. Hun sætter Kurven paa Bordet, og tager derpaa nogle Blade, som hun stikker ind i Buret til den lille Fugl.
JOHANNA.
Der kan du see, at jeg dig ikke glemte,
Du lille Stakkel! — See, hvor glad den bliver!
Det var dog godt, at Axel redded dig,
Da du forladt var falden ned af Reden.
ULRIKKA
i sine egne Tanker.
Ja Sindet bliver beesk og bittert, naar
Bestandig vi maae trælle Dagen hen.
JOHANNA
vender sig om til hende.
Der sidder hun igjen og spinder. Ulrikka hold nu op! Snart er det Tid at gaae til Gilde.
Ulrikka svarer ikke.
JOHANNA.
Ulrikka! Du drømmer jo.
ULRIKKA.
Hvad vil du mig? Lad mig i Ro!
JOHANNA.
Ak, saaledes sidder du den hele Dag, ligesom om du var fasttryllet til Rokkehjulet.
ULRIKKA.
Det er jeg ogsaa.
JOHANNA.
Spøg ikke dermed! Mig synes ordentlig, at du i den sidste Tid er bleven ganske bleg. Siden du blev forlovet med Jørgen, synes mig næsten, du tager dig Verden endnu mere nær end før. Hold dog nu op, Ulrikka! du bliver tilsidst syg af bare Anstrengelse.
ULRIKKA.
Jeg maa vel anstrenge mig, hvordan skulde det ellers gaae. Jeg er en fattig Pige, vor Fader kan kun give mig lidet til Udstyr, det Meste, hvad jeg skal have, maa jeg skaffe mig selv.
JOHANNA.
Men din Jørgen er jo dog ikke fattig; han eier jo en lille Gaard og et Stykke Skov dertil og har sex Køer, og Gaarden bliver hvert Aar bedre. Jeg vilde ønske, at Axel blot eiede Fjerdedelen af det, han har.
ULRIKKA.
Ja det er en stor Rigdom jeg kommer ind til, og hvis jeg vilde fjase Tiden bort ligesom du, da vilde det see net ud for os.
JOHANNA.
Fjase Tiden bort? I Dag er du saa urimelig, at det kanskee var bedst, om jeg taug ganske stille. Men om jeg saa ikke spinder saa Meget om Aaret som du, saa er jeg dog derfor slet ikke doven; jeg syer jo baade om Fader og om mig selv, og hele den udvendige Gjerning hviler jo dog paa mig; thi i Køkkenet sætter du aldrig din Fod.
ULRIKKA.
Naa, jeg siger da heller ikke, at du er doven. Men du er dog forlovet ligesaa vel som jeg, du burde derfor ogsaa tænke paa at sanke dig Noget til Bedste; thi den udvendige Gjerning her i Huset kan da ikke tage dig stor Tid, Gud veed, vi leve kun simpelt og tarveligt.
JOHANNA.
Da siger dog Fader altid, at hvad jeg sætter for ham, smager ham godt. Men dig regner jeg ikke paa; du sidder jo her bestandig stille og lader aldrig Guds velsignede Sol skinne paa dig, saa kan man ikke undres over, at Madlysten forgaar dig. Men lad dog nu Fliden være endt for i Dag! Nu kommer snart Axel og Jørgen for at hente os til Gildet, og du veed nok, at Jørgen altid er præcis. Følg da med ud i Haven! Thi jeg skal endnu have nogle smukke Blomster til Bruden.
ULRIKKA.
Nej, jeg vil ikke spilde min Tid derpaa, det er galt nok, at jeg har lovet at følge med til Brudegildet; jeg blev langt hellere hjemme; saa kunde jeg dog faae min Teen spunden færdig.
JOHANNA.
O, kom dog med! Det hele Fjeld er grønt, Hæggebærtræerne blomstre, Fuglene synge i Luften. Du alene sidder indesluttet, som i et Fangebuur, og tænker kun paa dit Garn og paa dit Linned og mærker ikke, hvor deiligt der er udenfor.
ULRIKKA.
forlader sin Rok og kommer frem paa Scenen.
Kalder du det deiligt! Ere disse Klipper deilige, hvor kun Fyrren, Granen og Birken vil voxe, og hvor Rugen neppe kan blive moden, før Nattefrosten fordærver den! Det er mig fortalt, at Kornet i andre Lande skal give tyve til tredive Fold; men her ere vi henkastede paa et øde Fjeld, hvor det strengeste Arbeid knap skaffer os det Nødvendige; til Armod ere vi fødte, og i Armod skal vort Liv henglide.
JOHANNA.
Hvad! Er der nogen Egn paa Jorden, som du vilde ombytte med denne! Disse Vandfald, den klare Sø, det høie Fjeld, de mørke Skove og den underlige Travlhed i Hammerværkerne1 og i de store Savbrug2, hvor i al Verden vilde du finde Noget, der lignede det, og hvilket Land paa Jorden kunde erstatte dig dette Sted, hvor vi ere fødte, og hvor vi legede som Børn!
ULRIKKA.
Legede! — Det er længesiden jeg legede. Jeg har tidlig følt Livets Tryk.
JOHANNA.
Kom nu og vær ikke saa halsstarrig!
Hun fører hende hen for et lille Speil og sætter pludselig Krandsen paa hendes Hoved.
See engang hvor smukt den klæder dig! Du seer ud, som du selv skulde staae Brud. Ulrikka! Du er dog en smuk Pige.
ULRIKKA.
Du er en morsom En, Johanna! Men du sætter den ikke rigtig.
Hun retter paa Krandsen.
JOHANNA.
Nei, ikke saa! Saadan skal den sidde.
De rette Begge paa den.
See, du er ordentlig bleven rød i Kinderne derved. Saa, kom nu at plukke Blomster, saa skal du fornemme, hvor deiligt Solen skinner, og hvordan Fuglene synge.
ULRIKKA
gaaer igjen hen til sin Rok.
Jeg bryder mig hverken om Solen eller om dine Blomster og Fugle. Jeg vil heller ikke længere maie mig ud med den tossede Krands.
Hun kaster den paa Gulvet.
Det var dumt af mig, at jeg saaledes kunde lade mig besnakke af dig; men du skal ikke forføre mig længere, jeg gaaer ikke fra mit Arbeid, før Jørgen kommer.
Hun sætter sig igjen til at spinde.
JOHANNA.
Nei, i Dag er du da ogsaa reent utaalelig.
ULRIKKA.
Ja, saadan er jeg nu engang, og du maa finde dig i mig, som jeg er.
JOHANNA.
Nu er den onde Aand, som sidder i Spinderokken igjen kommen over dig. Hvis du kunde fæste en Strikkestige3, der var gjort af dit eget Spind, fast til Himlen, saa kunde du maaskee endnu komme derop; men det er ikke saaledes, vi naae til Himlen, snarere kunde du paa den Vei du gaaer, finde den Stige, der fører ned i Afgrunden.
ULRIKKA.
Jeg forlanger slet ikke at komme høit i Veiret, det passer kun lidt for Smaafolk som du og jeg. Men at jeg gjerne ved min egen Flid vil samle mig Noget til Bedste, til jeg engang skal sætte Foden under eget Bord, det kan da hverken du eller nogen Anden have Noget imod.
JOHN. DE FORRIGE.
JOHANNA.
Hvor har du været henne, Fader? Jeg blev næsten bange for, at Jørgen skulde komme, før vi havde taget Afsked med dig.
JOHN.
Jeg var henne hos vor Nabo Ivar for at spørge ham lidt til Raads angaaende Gaarden. Jeg vilde dog saa nødig sælge det Sted, hvor Eders Moder har lukket sine Øine, og hvor I ere fødte, og hvor vi nu har levet saalænge sammen baade i Modgang og i Medgang.
ULRIKKA.
Nu, sætter I til derpaa, saa lad os hellere flytte i Dag end i Morgen! Det havde vist været bedre, om det var skeet for længe siden, saa havde I maaskee kunnet spare det store Sølvbæger, som I maatte skille Jer ved for halvandet Aar siden ved Juletid.
JOHN.
Det Sølvbæger lader du mig ofte nok høre. De Penge, jeg fik derfor, bleve vel anvendte; thi de gik alle med for at betale Doctor og Medicin, den Gang da Johanna laae i den svære Sygdom, og der var ogsaa Velsignelse ved dem; thi hun kom sig og blomstrede op paa en forunderlig Maade derefter.
JOHANNA.
Jeg troede aldrig, at det kunde være dit Alvor, Fader, naar du tidligere talte om at sælge Gaarden, og jeg begriber heller ikke endnu, hvorledes du kan nenne at skille dig derved.
JOHN.
Ja seer I, Børn, Sagen hænger saaledes sammen: Da jeg giftede mig med Eders salig Mo’er (Gud glæde hendes Sjel), da havde Ingen af os stort at begynde med; men flinke til Arbeide vare vi Begge. Da laante jeg, som I veed, saa mange Penge af vor rige Fætter i Venersborg, som jeg behøvede til at kjøbe denne Gaard for. Jeg har nu i alle disse Aar redelig svaret ham Renter og vel ogsaa afbetalt lidt paa Kjøbesummen. Men nu er Manden død, som I veed, og Arvingerne vil ha’e Alt udbetalt paa eengang. See dertil kan jeg nu ingen Udvei finde, med mindre jeg sælger Gaarden.
JOHANNA.
Jeg kan slet ikke tænke mig, hvordan vi skal leve i noget andet Huus; jeg troer, jeg græder mine Øine ud, naar vi skal flytte herfra.
JOHN.
Nu, giv dig kun tilfreds, Barn! Den Tid den Sorg! Og der kan maaskee endnu findes Raad. Fornøi du dig nu ved Dandsen i Aften og tænk ikke mere paa den Sag! Jeg er saadan en underlig En, at jeg ikke for min Død kan lide at see dig bedrøvet, lille Johanna!
JOHANNA.
Du skulde hellere skjende paa mig, Fader, end tale godt for mig, for det er stygt af mig, naar jeg gjør dig din egen Sorg tungere med mine Klager. Men jeg skal nok finde mig i hvad der skeer; og naar jeg bare beholder dig hos mig, saa kan jeg være glad, hvor jeg saa er.
JOHN.
Beholder mig hos dig! Saa! Vil vi derhen! Du tænker da allerede paa at faae Huus og Hjem? Dertil er du dog vel endnu noget for ung, mit Barn! Tænk dig om! Du er otte Aar og tre Maaneder yngre end din Søster, der dog endnu sidder ugift, men rigtignok er det hendes egen Skyld.
JOHANNA.
For ung, Fader! Nei, det var nok ikke godt. Du tænker vist ikke paa, at jeg nu til St. Hans Dag fylder mit attende Aar.
JOHN.
Er du saa gammel alt? Hillemænd! det havde jeg reent glemt.
JOHANNA.
Ja, der kan du see! Det kunde jeg nok vide.
JOHN.
Ja, men der er dog endnu en lille Hage ved den Sag; thi du veed, at Axel skal i Kongens Tjeneste, hvorfor han ikke kan tænke paa at gifte sig i de første Aar.
JØRGEN. DE FORRIGE.
JØRGEN.
God Dag, Ulrikka! God Dag allesammen! Ei I seer godt ud, Piger! Det kan jeg lide, at I allerede er i fuld Stads. Saaledes skal det være. Præcis paa Slaget, hedder det i Felten. Jeg skal hilse fra Axel. I maae ikke vente paa ham, han havde et Ærinde henne hos Hjulmagerens; han kommer først siden efter. Og nu farvel, Fa’er John! Kom nu, Piger, afsted!
ULRIKKA.
Du kommanderer altid, ligesom vi var paa Krigsfod.
JØRGEN.
Ja, Kommando maa dertil, hvis Noget skal gaae fremad i denne Verden; Orden maa der være i Alt.
ULRIKKA.
Ja kommandeer du! Jeg gjør dog, hvad jeg vil. Kom og hjelp mig Johanna! Jeg er endnu ikke ganske færdig.
Ulrikka og Johanna gaae indenfor.
JOHN. JØRGEN.
JØRGEN.
Ja saa, slap det derud! Det kunde jeg nok tænke, at der kom et Eftersmæk. Qvinder har bestandig Noget at tage Vare i det sidste Øieblik, og om de saa alt er underveis, saa skal dog i det mindste een af dem tilbage igjen; thi der er altid Noget, som de har forglemt eller forsømt. — Det er ellers to vakkre Piger, I der har, John! I har Ære af dem.
JOHN.
Jeg vilde dog ønske, at du snart hentede den ene, Jørgen! Saa kunde vi dele Æren med hinanden; Du har jo Huus og Hjem, hvad venter I da paa?
JØRGEN.
Ja, det maa I spørge Jer Datter om. I veed jo, at hun har egne Meninger; hun vil endnu ikke.
JOHN.
Vil hun ikke? Ja saa. — I taler om at kommandere, og saa kan I ikke engang kommandere Jeres egen Fæstemø.
JØRGEN.
Ja det er ogsaa det Allervanskeligste, Fa’er John! Jeg har været i Krig, som I veed, og havt det strengt nok, mangen Nat har jeg sovet paa den bare Jord, og Himlen har været mit Telt, og en Steen min Hovedpude; Blæst og Regn har tidt slaget mig i Ansigtet, og Kuglerne har pebet omkring mig. Men saameget vil jeg sige Jer, at alt det har været mig lettere at bære end de underlige Griller, Jer Datter af og til har; og hvor glat og fiin hun end seer ud af Ansigt, saa har hun dog et stridere Sind end den stiveste og trodsigste Korporal, naar det Lune kommer over hende.
JOHN.
JØRGEN.
Ja, Fa’er John! Der skal Intet mangle fra min Side.
ULRIKKA og JOHANNA komme tilbage.
DE FORRIGE.
DE FORRIGE.
JOHANNA.
Farvel, lille Fa’er!
ULRIKKA og JØRGEN.
Farvel!
JOHN.
Farvel, Børn! — Hør, Jørgen! Gaae I lidt i Forveien, Piger! Jeg har et Par Ord at tale med Jørgen.
Ulrikka og Johanna gaae.
JOHN
tager JØRGEN under Armen og fører ham noget længere frem paa Scenen.
JØRGEN.
Ja, det skal jeg nok.
JOHN.
Du skal spørge hende, hvad hun bilder sig ind, om hun kan vente sig nogen bedre Mand, end du er.
JØRGEN.
Ja, ja, Fa’er!
JOHN.
Og siig, at hun maa huske paa, hun er sex og tyve Aar og snart bli’er en gammel Tøs.
JØRGEN.
JOHN.
Du kan spørge hende, hvad hun da vil gjøre, hvis du tilsidst bliver kjed af hendes Opsættelse og lader hende sidde og gifter dig med en anden.
JØRGEN.
Godt, Fa’er John.
JOHN.
Du skal vende det Lodne ud, siger jeg dig, saa gi’er hun nok Kjøb.
ULRIKKA
kalder udenfor.
Jørgen!
JOHN.
Guds Død! Nu maa du gaae, ellers bli’er hun vred. — Glem nu ikke, hvad jeg har sagt. — Men lad mig dog see, at du ikke ta’er alt for haardt paa hende, Jørgen!
Jørgen gaaer.
JOHN
alene.
Jeg vilde ønske, det maatte gaae godt, for hun er noget strix af sig.
Han seer længe efter dem, derpaa kommer han længere frem og siger.
Jørgen har ellers Ret, det er to kjønne Pigebørn, jeg der har, saa ranke og klarøiede, som man kan ønske sig. Mangen fornem Herre, som Gud har negtet sin Velsignelse, og som kun har sat nogle grimme Vantrevninger ind i Verden, maa misunde mig, fattige Mand, disse to vakkre Døttre. De ere nu min Glæde og Stolthed; naar Gud vil lade mig beholde dem og lade det gaae dem vel, saa begjerer jeg ikke meer af denne Verden. Johanna vilde beholde mig hos sig, det gode Barn! Hos hende bliver jeg ogsaa helst, thi der vil være godt at boe. — Men Ulrikka er jo dog ogsaa god paa sin Viis, men hun lader sig ikke saadan mærke dermed.
AXEL. JOHN.
AXEL.
Guds Fred, Fa’er! Jeg blev før færdig, end jeg havde tænkt, og saa vilde jeg dog see indenfor, om de var her endnu; men de er alt borte, mærker jeg.
JOHN.
Ja, Axel! Du maa skynde dig efter dem.
Axel vil gaae.
Hør, Axel! Tøv lidt! Jeg har et Par Ord at sige dig: Hvad Tid skal du nu ind at være Soldat?
AXEL.
Til Efteraaret, naar Høsten er forbi, tænker jeg.
JOHN.
Det er dog Skade for min lille Johanna, at hun saaledes skal miste dig i flere Aar. Hør, Axel! Det kunde være, at jeg nu efter St. Hans Dag solgte min Gaard; jeg faaer da vel en Slump Penge under Hænderne7. Stort bliver det sagtens ikke, men dog kunde jeg maaskee afsee saameget, at vi kunde kjøbe dig fri, saa vil vi holde Ulrikkas og Johannas Bryllup paa eengang.
AXEL.
Nei, Fa’er! Om I ogsaa havde ligesaamange Sølvdalere at give mig, som der er Stene paa Kinnekullens Ryg, saa skal dog aldrig det skee, at jeg kjøber mig fri for Tjenesten, saalænge der er Krig i Landet.
JOHN.
Hvorfor ikke, Axel?
AXEL.
Fordi det er en Ære at tjene sit Land og sin Konge, og det maa være en daarlig Karl, der i Farens Stund vil undslaae sig derfor.
JOHN.
Ja, jeg tænkte dog, siden du holder saameget af Johanna — og desuden, der er jo saamangen en rig Gaardmands Søn, der har kjøbt sig fri, Axel, og der dog sætter Næsen ligesaa høit i Veiret derfor.
AXEL.
Siig mig nu, Fa’er! Vilde I da have kjøbt Eder fri, da I var ung, hvis I havde havt Raad dertil, og der ellers paa den Tid havde været Ufred i Landet.
JOHN.
Ja, derpaa kan jeg vanskelig svare dig, Axel! thi i min Alder glemmer man let, hvorledes man var tilsinds i sin Ungdom. — Men skynd dig nu afsted! Saa kan du maaskee endnu faae dandse den første Dands med Johanna.
AXEL.
Det maatte være en daarlig Karl, der ikke vilde løbe, om det saa var tyve Miil, for at faae en Dands med Johanna.
JOHN
alene.
Det er en brav Dreng, den Axel.
Han gaaer.
KLIPPEEGN VED FODEN AF FJELDET.
ULRIKKA. JOHANNA. JØRGEN.
JOHANNA.
Her kunne vi jo hvile os; Ulrikka er saa træt.
De sætte sig.
ULRIKKA.
Gi’er du nogen Brudegave, Jørgen?
JØRGEN.
Ja Noget maa jeg sagtens give.
ULRIKKA.
Det er en tosset Skik; men hvormeget gi’er du?
JØRGEN.
To Rigsdaler havde jeg tænkt.
Ulrikka vender bort fra ham.
JØRGEN.
Hvad er der nu i Veien? Er du alt vred igjen.
ULRIKKA
grædende.
Jeg har vel Aarsag dertil, naar du saaledes kaster vore Penge bort.
JØRGEN.
Men det er dog endnu mine Penge, Ulrikka!
ULRIKKA.
Naar vi blive gifte, saa er det ligesaavel mine som dine. Og troer du ikke, at vi da ville behøve Alt, hvad vi eie! Det kan blive usselt nok alligevel.
JOHANNA.
Tys, I maae ikke skjendes; det er ikke godt, især paa dette Sted, hvor der maaskee ere Flere i Nærheden, end vi kunne see.
JØRGEN.
Ja, i dette Bjerg skal der jo boe en Aand, der hersker over Jordens Skatte, som han undertiden deler med de Faa, der have fundet Naade for hans Øine.
ULRIKKA.
Om hans Naade bryder jeg mig ikke stort, men hans Guld, det kunde jeg nok ha’e Lyst til at faae Fingre paa; for Resten er det dog vel ikke andet end et Eventyr, Alt hvad der fortælles om ham.
JOHANNA.
Der kommer jo en fremmed Mand.
En Mand i Bjergmandsdragt. DE FORRIGE.
BJERGMANDEN.
God Aften, mine Venner! Tør jeg her
Mig hvile lidt ved Eders Side?
JØRGEN.
Gjerne.
BJERGMANDEN.
Hvor har I Eders Hjem?
JØRGEN.
I Dalen hist,
En Fjerdingvei herfra, ved Venersøen.
BJERGMANDEN.
Det er et sjeldent Land, en deilig Egn.
ULRIKKA.
Ak, Gud hjelpe os, hvor deilig den er; Grunden er jo det golde Fjeld, Jorden ligger kun som en tynd Skorpe derover, Spaden støder paa den haarde Steen overalt. Kun Græs vil der groe, og neppe det engang; thi Fyrren og Granen fordærve Jordbunden, saa intet Andet vil voxe deri.
BJERGMANDEN.
Og dog jeg siger Jer, at dette Land
Er meget rigt.
JØRGEN.
Ja deri har I Ret,
Rigt er vort Sverrig, som det hele Norden;
Thi vi det Bedste fik, hvad Mænd kan eie.
Er ogsaa Jorden haard og vanskelig,
Saa styrkes vore Muskler dog i Kampen,
Og der er Kraft og Marv i Bondens Been.
Ja, vil I med opmærksomt Blik betragte
De Mænd, der voxe frem bag Sverrigs Fjelde,
Da skal I see, at Nordens Kæmpeslægt
Ei er endnu forsvunden; og jeg kunde
Fortælle dig mangfoldige Bedrifter
Om vore Bønder her i disse Dale,
Der klinge fast som Digt og Eventyr,
Og der dog er den rene, nøgne Sandhed.
BJERGMANDEN.
Du kjender kun den ydre Verdens Daad,
Den Rigdom, der i Dybet skjuler sig,
Den Skat, som Aander vogte, seer du ei.
ULRIKKA.
I disse Dale findes ingen Skatte,
Kun Trang og Fattigdom de findes her.
BJERGMANDEN.
Hvad! Taler du igjen om Fattigdom!
Jeg siger dig, at dette Fjeld er rigt.
Jeg vandret har igjennem mange Lande,
Og nøie kjender jeg de Tegn, der vise,
Hvor sjeldne Blomster dybt i Jorden spire,
Som ei af Solen laane deres Glands.
Og jeg har seet, at mangen Klippe her,
Og mangen Høi, paa hvilken Qvæget græsser,
En saadan Rigdom gjemmer i sit Skjød,
At ingen Mand paa Jord saameget eier;
Ja, som i Vinternatten Himlen luer,
Af Stjerner smykket og af blege Nordlys,
Saa luer ogsaa Bjerget i sit Indre;
Thi fast som Konger, der har skjult sig bag
ULRIKKA.
Er det i Sandhed saa?
BJERGMANDEN.
Ja, tro du mig!
Jeg har et Øie mere skarpt end I,
Og jeg kan skimte selv, hvad Jorden skjuler;
Uhyre Kæmpeslotte kan jeg see
Med hvalte Buer og med høie Sale,
Som ingen jordisk Mester kunde bygge.
Utallige Krystaller blinke rundt
I Fjeldets Ring, og Diamanter lyse,
Og Malmet spirer, Sølvet staaer i Blomster,
Og Guldet slumrer dybt i Klippens Rift,
Som en Fyrstinde ved en Troldmands Kunst
I Stenens hemmelige Kammer fængslet.
Kun Jernet strækker sig mod Dagen op,
Saa du med Haanden fast kan gribe det.
JØRGEN.
Ja, det er og det Bedste; skaf os Jern,
Der smedes kan til Sværd og hvasse Landser,
Da hører Jordens Rigdom Sverrig til.
ULRIKKA.
Men siig, hvorledes skal i Bjergets Dyb
Man trænge ned og fange disse Skatte?
BJERGMANDEN.
Til Jordens inderste forborgne Kammer
Ei Nogen finder Vei ved egen Kraft.
JØRGEN.
Man taler meget om en mægtig Aand,
Der kaldes Fjeldets Drot, og der skal færdes
Paa disse Steder; troer I, det er sandt?
BJERGMANDEN.
Det veed jeg ei.
JØRGEN.
Man og fortæller om
En Blomst, som voxe skal paa Fjeldets Top,
Og som en Hyrdedreng, der vogted Qvæg
I Morgenstunden, fandt ved Solens Opgang.
Men da med den han rørte Klippens Væg,
Da splittedes paa Stand den haarde Steen,
En Port sprang op, og han steg ned i Dybet,
Hvor gyldne Støtter han i Stenen saae.
Med Undren skued han den skjulte Rigdom,
Dog gik han bort tilsidst; thi Guldet sad
Saa fast, at ei han kunde løsne det.
Men da han næste Morgen kom tilbage,
Var Bjerget lukket; thi den sjeldne Blomst,
Hvorved det aabned sig, han havde tabt
Og fandt den aldrig siden.
BJERGMANDEN.
Jeg det veed.
ULRIKKA.
Ak, det er vel et Eventyr det Hele?
BJERGMANDEN.
Ja, det kan være.
JØRGEN.
Man fortæller dog
Om Enkelte, at de har manet Aanden
Af Dybet frem, men der er Fare ved;
Thi han er grum af Sind og vredes let
Og taaler ingen Modstand.
BJERGMANDEN.
Det kan være.
JOHANNA.
Dog skal han ofte skjenke sjeldne Skatte
Til Gjengjeld for en ringe Høflighed;
Saadan fortælles om en gammel Qvinde,
At hun bag Fjeldet vandred med en Kurv,
Hvori hun sanked Urter, da sig nærmed
En Ubekjendt, der hende venligt hilste.
Men hun ham bød en liden Haandfuld Himbær,
Som nys ved Bjergets Fod hun havde plukket,
Til Gjengjeld fyldte Kurven han med Guld.
ULRIKKA.
Nei, du fortæller galt, han fyldte den
Med vilden Timian og Krusemynt
Og andre Urter, der bag Fjeldet groe.
Men siden da den Gamle vendte hjem
Og nøiere betragted’ Kurvens Indhold,
Da tyktes hun, at den var fuld til Randen
Af gamle Stilke, vissent Løv og Ukrud.
Da blev hun vred og troede sig bedragen
Og tømte Kurven i den næste Bæk,
Hvor Stilke, Løv og Ukrud sank til Bunds
Saa hurtig, som det havde været Stene.
Men hun gik bort og agted ei derpaa;
Dog næste Morgen, da hun Kurven greb,
Da blev hun vaer en usædvanlig Glands.
Men Glandsen udgik fra et eensomt Blad,
Der sad i Kurven indeklemt tilbage;
Og dette Blad var nu til Guld forvandlet.
JOHANNA.
Ja du har Ret. Da mærked hun tilsidst,
At hun den største Rigdom havde kastet
I Vandet ud, og hun til Bækken gik,
Og søgte der fra Morgen og til Aften,
Saalænge som hun leved, sanked op
Hvert vissent Løv, der ned ad Vandet flød,
Og gjemte det, i Haab at det tilsidst
Sig skulde vise som en sjelden Skat.
I saadant Afsind drev hun hen sit Liv,
Til hun en Morgen død ved Bækken fandtes.
BJERGMANDEN
reiser sig og siger
Farvel! Nu maae vi skilles ad.
JØRGEN.
Farvel!
Alle de Andre reise sig ligeledes.
ULRIKKA.
Farvel!
Bjergmanden gaaer.
Hvor blev han af den gamle Bjergmand?
JOHANNA.
Det saae jo ud, som han gik ind i Bjerget.
JØRGEN.
Vist ikke, nei! Han gik kun bagved Klippen.
— Men nu afsted, det bliver Aften snart.
JOHANNA.
Nei, vent et Øieblik! Der kommer Axel.
Hun vinker til Axel og iler ud af Scenen.
JØRGEN. ULRIKKA.
JØRGEN.
Da vi nu er alene, saa vil jeg dog igjen spørge dig, Ulrikka! om vi dog ikke snart skal tænke alvorlig paa vort Bryllup.
ULRIKKA.
Jeg tænker derpaa baade Nat og Dag, Jørgen! og arbeider ogsaa alvorlig, for at bringe dig en Medgift, hvoraf jeg ingen Skam skal ha’e.
JØRGEN.
Ja, derom tale vi ikke nu, men kun om vi ikke skal gjøre en Ende paa al denne Opsættelse og bestemme vor Bryllupsdag. Tiden gaaer hen, mener Fa’er John, og om du saa ikke bringer nogen sønderlig Medgift med, saa skal vi dog nok med Guds Hjelp slaae os igjennem.
ULRIKKA.
Bestemme vor Bryllupsdag! Ja, hvis du bare kan skaffe mig den Blomst, hvorved Bjerget aabner sig, eller ogsaa nogle af de Stilke og det visne Løv, som den gamle Qvinde fik, saa skal Intet være i Veien, men ellers maa du vente lidt endnu, lille Jørgen.
JØRGEN.
Nei, Ulrikka! det siger jeg dig, at nu vil jeg ikke vente længere — jeg vil ikke! Du skal give efter; jeg har faaet nok af din Selvraadighed og dit Egensind, og der skal og maa komme en Ende derpaa.
ULRIKKA.
Ja saa! Vil du tage mig med det Onde, Jørgen! saa kunde det nok være, at Enden blev anderledes, end du tænker. Saaledes har du aldrig været imod mig før.
AXEL og JOHANNA. DE FORRIGE.
JOHANNA.
Lad os nu gaae; thi det synes mig næsten, som om Klipperne havde Øren for at høre os, og som jeg saae Dvergene, der række Hovederne frem af Stenen og betragte os.
ULRIKKA.
Ja, Gud give, de vilde komme og skjenke mig noget af den Rigdom, jeg trænger til. Du, som har været Soldat, Jørgen, og har været i Krigen, og har saameget Mod, som der siges, lad mig nu see, om du tør kalde paa Fjeldkongen og bede ham staae os bi! Hvis du skaffer os Hjelp fra den Kant, saa skal der slet Intet være i Veien for, at vi holde vort Bryllup jo før jo heller.
JØRGEN.
Det er en Tale, som ikke sømmer sig, Ulrikka!
ULRIKKA.
Ja, du er modig nok, naar du sidder i Kakkelovnskrogen; men jeg skal vise dig, at jeg har mere Mod end du.
Hun raaber.
Du som boer i Fjeldet og hersker over Dybets Aander og over Afgrundens Rigdom, jeg besværger dig ved din egen Magt, og ved den skjulte Kraft i Jordens Indvolde, at du kommer frem af dit Bjerg og skjenker mig nogle af de Skatte, du ruger over.
JØRGEN.
Hold op, Ulrikka! Saadan maa du ikke tale.
ULRIKKA.
Du, hvordan du ogsaa nævnes, Fjeldkonge, Hersker over Bjergets Guld! Hvis du ikke er saa døv, som Stenen, du sidder i, saa hør mig!
JØRGEN.
Dersom du nu ikke holder op, saa gaaer jeg min Vei.
ULRIKKA.
Gaa du kun!
Hun raaber atter.
Kom frem af dit Skjul, du Fjeldets Hersker! Hvis du ellers er til, og hvis du har det mindste Mod, og hvis du har Øren for at høre mig.
JØRGEN.
Nu har jeg faaet nok af din Trodsighed for i Aften. Farvel, Ulrikka! Jeg er ikke oplagt nu til at besøge noget Brudegilde. Men hvis du gaaer i dig selv og fortryder, hvorledes du har baaret dig ad imod mig, og endelig giver efter med Hensyn til Brylluppet, saa veed du, hvor jeg er at finde, og du kan da kalde paa mig.
Han gaaer.
ULRIKKA.
Vær saa god! Gaa du kun!
Afsides.
Saa sparer han dog vore to Rigsdaler i Brudegave.
JOHANNA.
Kald ham tilbage, Ulrikka! Lad ham ikke gaae bort i Vrede!
ULRIKKA.
Nei, jeg vil hellere kalde paa Fjeldkongen. Nu vil jeg gjøre det ret for Alvor, Jørgen til Trods.
Hun stiller sig høit op paa Klippen.
De følgende Ord danne et Recitativ, ledsaget af Musik.
Du, som bygger dybt under Bjerge blaae,
Du, som hersker over Alfer smaa,
Over Dverges Hær, over Trolde graae,
Hør mig, hvis du kan min Røst forstaae!
Jeg besværger dig ved den dunkle Nat,
At du skjenker mig din skjulte Skat.
JOHANNA.
Det er afskyeligt af dig.
BJERGETS AANDER
i Baggrunden.
Hvis du færdes vil i den dunkle Nat,
Skal du finde der den skjulte Skat.
AXEL.
Hør, hvilket besønderligt Echo!
ULRIKKA.
Bjergets Herskeraand, som af kolden Jord
Suger Næring og i Dybet boer,
Der, hvor Guldets Green sig bag Fjeldet snoer,
Der, hvor Sølv og Ædelstene groer,
Jeg besværger dig ved den dunkle Nat,
At du skjenker mig din skjulte Skat.
BJERGETS AANDER.
Hvis du vier dig til den dunkle Nat,
Skal du finde der den skjulte Skat.
Tordenskrald og Lyn imellem Klipperne. Pludseligt Mørke.
JOHANNA.
Kom for Himlens Skyld! Lad os flye!
AXEL.
Seer du de glindsende Øine hist mellem Grantræerne?
JOHANNA.
Afsted, afsted!
De flye og rive Ulrikka med sig. Tordenveiret vedvarer.
FJELDKONGEN kommer frem af Bjerget, iført en prægtig Klædning, med et gyldent Kongesmykke om Hovedet.
FJELDKONGEN.
Forgjeves skal du ei mig have kaldt.
— De feige Mennesker! De trodse Faren,
Saalænge som de troe, det ei er Alvor;
Men ryster jeg mit Hovedhaar imod dem,
Og høre de den mindste Gjenlyd kun
Af Aandens Røst i Dybet, da de flye
Som vilde Geder, der paa Klippen springe,
Naar de fornemme Bjørnens fjerne Brummen.
Tæppet falder.
