Carsten Hauch (1790–1872)

Hauch, Johannes Carsten, 1790—1872, Digter og Zoolog. Hans Fader, ovennævnte Frederik H. († 1839), havde været Amtmand i Smaalenene i Norge med Bopæl i Frederikshald, hvor Sønnen blev født 12. Maj 1790. I 1789 var Faderen bleven forflyttet til Bergen, og her voxede Drengen op fra 2 Aars Alderen, indtil han, 8 Aar gammel, for Undervisningens Skyld blev sendt til Præsten Niels Hertzberg i Malmanger Præstegaard i en af Hardangers Dale. Der viste sig tidlig i hans Natur en Dragelse mod den hemmelighedsfulde Side af Tilværelsen, og denne Tilbøjelighed fik stærk Næring under hans Ophold i den romantiske Fjælddal. «Den Tilstand,» hedder det i hans Erindringer, «hvori Sjælen gribes af den pantheistiske Natur og ligesom smelter sammen dermed og saaledes fortaber sig deri, at den aldrig glemmer sin Drøm, har vist ikke ret mange stærkere følt end jeg.» Hvilken Betydning H. selv tillægger sit Ophold i denne Dal, ser man bl. a. af hans Digt «En Erindring», hvori han siger, at hvis han i det kommende Liv skal bygge sig et Hjem af Jordens Minder, da vil den Dal ogsaa blive gjenfødt. Det var derfor med Vemod, han sagde Farvel til den, da han i Avg. 1803 maatte rejse ned til Kjøbenhavn; hans Fader var nemlig bleven ansat som Stiftamtmand over Sjælland. Sin Skoleundervisning fik han i det Schouboeske Institut, og endnu medens han var Elev der, indtraf Kjøbenhavns Bombardement (Sept. 1807). Af Natur var H. modig til Dumdristighed, og ved i Suhms Danmarkshistorie at læse Fortællingerne om Heltelivet i Nordens Oldtid var han tidlig bleven begejstret for vort Folks Historie. Han meldte sig da ogsaa strax som frivillig ved Livjægerkorpset – som Skoleelev kunde han ikke komme ind i Studenterkorpset – og deltog i Udfaldet i Classens Have samt i en æventyrlig Rekognoscering, der blev foretaget i den 3. Bombardementsnat.

1808 blev H. Student. I sine Studenteraar blev han stærkt greben af Oehlenschlägers Digtning, særlig af «Poetiske Skrifter» (1805), og han var fra det Øjeblik en varm Beundrer af denne Digter, noget, han, paa et senere Tidspunkt, adskillige Gange fik Lejlighed til at lægge for Dagen. Han var en ridderlig Natur, som ikke kunde tie stille, naar der, efter hans Mening, blev gjort Uret mod dem, han elskede; derfor rykkede han ogsaa adskillige Gange i Marken for at værne om sin Yndlingsdigters Ære. Da Theatercensorerne i 1816 havde forkastet Oehlenschlägers «Freias Alter», skrev han et Forsvar for dette Stykke (i «Athene» VII) og et lille Stridsskrift, «Castor og Pollux», rettet mod Censorerne. I den Baggesen-Oehlenschlägerske Fejde stod H. naturligvis paa den sidstnævntes Side; en Dag i Sept. 1818 fik han Indbydelse til at komme op til Student N. C. Møhl (senere Professor i det medicinske Fakultet), hos hvem han traf Poul Møller, Adjunkt S. S. Meisling og flere andre af Oehlenschlägers Tilhængere. I denne Kreds blev der fremsat et Forslag om, at 12 studerende skulde udfordre Baggesen til offentlig paa Latin at forsvare sine kritiske Angreb paa Oehlenschläger. H. erklærede sig strax villig til at deltage i et saadant Skridt. Desuden skrev han et Par Pjecer mod Baggesens Kritik af Oehlenschlägers «En Rejse fortalt i Breve til mit Hjem» og et satirisk Digt, «Hunden til Maanen», hvori han sammenligner Baggesen med en Hund, der staar og bjæffer ad Maanen (Oehlenschläger), som sejler stolt hen over dens Hoved.

Efter at H.s Kjærlighed til Poesien var bleven vakt gjennem Oehlenschlägers Værker, kastede han sig med Begjærlighed over Studiet af Udlandets store Digtere. Da han læste Shakspeares «Kong Lear», var han til Mode, «ikke som om han læste, men som om han gjennemlevede et forfærdeligt Æventyr». Goethes «Faust» og flere af hans lyriske Digte gjorde et saa stærkt Indtryk paa ham, at han ikke engang ved Studiet af Shakspeare havde oplevet noget lignende. Af den romantiske Skole satte han især Tieck meget højt; naar det gjaldt om, siger han i sine Erindringer, at «skildre Sjælens hemmeligste Drømme, det vidunderlige Naturliv i Skovenes Indre og den hele mystiske Side af Tilværelsen, hvori en højere Aandeverden er nær ved at bryde igjennem, da syntes han mig aldrig at være overgaaet af nogen anden». – Med den poetiske Sans vaagnede hos ham Trangen til digterisk Frembringelse. «En stærk Fantasi», siger han, «har jeg bestandig haft baade i god og i ond Betydning», og denne Ejendommelighed præger ogsaa hans første poetiske Arbejder (fra 1814 og følgende Aar), nogle lyriske Digte, der røbe stærk Paavirkning af den romantiske Skole. I Digte som «Himmelblaaet», «Plantelivet» o. a. opfatter han saaledes Naturen symbolsk: Himmelblaaet er «Jordens Fantasi», en «Længsel, der har brudt sit Fængsel», og Planten er Livets hemmelighedsfulde «Midte», der forbinder det, som vaager, med det, som sover, den organiske Natur med den uorganiske. Den romantiske Stemning fik dog ikke hos H. et saa overspændt, usundt Præg som undertiden hos Ingemann; dertil var hans Natur for sund. Ganske vist var han en kort Tid paa Vej til at komme ud i den Romantik, der – som han selv siger med «Jean Paul» – blev «et tomt Maleri af Æther i Æther med Æther». Men han blev opmærksom paa Faren og rettede selv et satirisk Angreb paa den Art Romantik i «Rejsen til Ginnestan, et dialogiseret Æventyr» (i «Kontrasterne», 1816). – Ved Siden af Lyrikken forsøgte H. sig ogsaa i Dramet og skrev, foruden det nys nævnte «Kontrasterne», «Rosaura, et lyrisk Drama» (1817). Men da disse Arbejder ikke sloge igjennem, og da Oehlenschläger, hvis Dom for ham var en Højesteretsdom, udtalte sig med Tvivl om hans poetiske Begavelse, sagde han resolut Farvel til Digtningen. Men hvilken Vej skulde han saa vælge? Faderen havde altid ønsket, han skulde studere Jura for at gaa den højere Embedsbane, men det Studium nærede H. en afgjort Utilbøjelighed for. Han maatte imidlertid bestaa en temmelig alvorlig Kamp med sin Fader – en Kamp, der har afspejlet sig i hans Skuespil «Tycho Brahes Ungdom» – for at faa Lov til at følge sin egen Tilbøjelighed, der afgjort pegede i Retning af Naturvidenskaben. En Tid var han meget optaget af fysiske Studier. Forskjellige Omstændigheder droge ham i den Retning: hans Farbroder Overhofmarskal A. W. H. havde et anset Navn som Fysiker, og han overværede ofte hans Experimenter; H. C. Ørsteds Forelæsninger over Naturlæren virkede i samme Retning, ikke mindst fordi H. i dem fandt noget beslægtet, da Ørsted var en Del paavirket af den romantiske Naturfilosofi. Imidlertid blev det dog ikke Fysikken, men Zoologien, han til sidst kastede sig over som sit Hovedfag; han bestod Magisterkonferensen heri med Udmærkelse og udarbejdede derefter en Afhandling om Bevægelsesorganerne i de højere Dyreklasser, som han i Jan. 1821 forsvarede for den filosofiske Doktorgrad. Efter at have faaet et offentligt Rejsestipendium begav han sig i Maj s. A. paa en længere Udenlandsrejse, hvis Formaal særlig var et Studium af Middelhavets Dyreverden.

Rejsen gik først til Paris, hvor han opholdt sig et Aars Tid. Her stiftede han Bekjendtskab med den berømte Naturforsker Cuvier og studerede de store zoologiske Samlinger i «Jardin des plantes». I Sommeren 1822 rejste han gjennem Sydfrankrig til Nizza, hvor han tilbragte den følgende Vinter, sysselsat med Studiet af Middelhavets Dyreverden. Men her indtraf der en Begivenhed, hvis Følger fik en afgjørende Betydning for hans fremtidige Livsudvikling. Allerede før Ankomsten til Nizza havde han følt Smerter i sit venstre Ben, og disse Smerter tiltoge nu saaledes, at han maatte afbryde sine Studier for at besøge forskjellige bekjendte Læger og Badesteder i Italien. Rejsen gik over Mailand og Genua, hvor han opholdt sig Vinteren 1823—24, til Ischia, som han naaede i Slutningen af Juni. Da Badene her heller ikke hjalp, tog han om Efteraaret Ophold i Neapel. Ondet forværredes stadig, og Lægerne begyndte at tale om, at en Amputation maaske blev nødvendig. Den følgende Vinter var et af de mørkeste Tidsrum i H.s Liv; han tænkte med Gru paa at blive Krøbling og syntes, at hele hans Liv var forspildt. Da var det, at Poesien som «en trøstende Engel» vendte tilbage til ham. I 7 Aar havde han intet poetisk frembragt. Men i de tunge Nætter, naar han laa vaagen paa sit Smertens Leje, dukkede poetiske Billeder og Syner paa ny frem i hans Indre, og det forekom ham, at der i disse Syner og Billeder var en større Fylde og Dybde end i hans Ungdoms Drømme. Desuden troede han gjennem sine Naturstudier at have faaet Øjet aabnet for en hidtil ukjendt Verden med rige poetiske Kilder. Dette mærkes ogsaa i hans første Arbejde, det naturfilosofiske Digt «Hamadryaden», som han udarbejdede i Vinteren 1824—25. Da det var færdigt, tog han i «Bajazet» fat paa Behandlingen af et historisk Æmne; men han havde kun faaet de 3 Akter færdig, da Lægerne erklærede, at nu kunde Amputationen ikke udsættes længer. Den foregik i de sidste Dage af Marts 1825. Dens første Virkning paa hans Sind var en dyb Afmattelse; det var, som om «Valravnen havde drukket Hælvten af hans Hjærteblod». Da han var kommen nogenlunde til Kræfter, gjenoptog han sit digteriske Arbejde og fuldendte «Bajazet». Sommeren, som han tilbragte i Sorrent, gik ganske godt for ham, men den følgende Vinter i Neapel blev atter et af de mørkeste Tidsrum i hans Liv. Han blev greben af Tvivl om sine digteriske Evner og tænkte med en sørgmodig Følelse paa, at han snart skulde vende hjem som en skibbrudden Mand. Hvad duede han til, og hvilken Vej skulde han slaa ind paa? En Aften stod han nede ved Stranden og saa ud over Neapels Golf; da var det, at det knugende Tungsind, der kun for en Tid var trængt tilbage ved hans poetiske Gjenfødelse, steg op fra hans Sinds Grund og magtstjal ham. Han syntes, at det Liv, der nu laa for ham, var for trøstesløst til at kunne leves. «Se Neapel og dø», skulde det netop ikke blive hans Skæbne? Saa gik han hjem og søgte at skille sig af med et Liv, som han syntes var endt i én stor, bitter Skuffelse. Forsøget mislykkedes, og dette blev Anledning til en Vending i hans Liv af lige saa afgjørende Betydning som Gjenopvaagningen af hans poetiske Kræfter. H. var under sine videnskabelige Studier kommen langt bort fra Kristendommen, men han gjennemgik nu en dyb religiøs Vækkelse. Det, at Forsøget mislykkedes, saa han som en Indgriben af en højere Magt. Fra det Øjeblik af var hans Liv og Digtning præget af en dyb religiøs Følelse; selv om han aldrig kom helt til Hvile i Kristendommen, ét var han dog vis paa, det, som han sagde endnu paa sit Dødsleje: at «han havde Udødeligheden i sig og skulde gaa ind til et andet Liv». I Sommeren 1826 rejste han til Rom, og her, hvor han levede i en rig Skjønhedsverden og i fortrolig Omgang med Thorvaldsen, Freund o. a., forsvandt de sidste Rester af hans mørke Sindsstemning. Han fik igjen Tro paa sit poetiske Kald og udarbejdede under sit Ophold i Verdensstaden med de store historiske Minder 2 Dramer, «Tiberius» og «Gregorius VII». I Foraaret 1827 drog han nord paa over Florents, Venedig og München til Dresden, hvor han besøgte Tieck. Da denne havde læst en tysk Oversættelse af «Hamadryaden», som H. havde udarbejdet i Neapel, sagde han: «Der er ikke i 20 Aar digtet noget Digt i Tyskland, som jeg foretrækker for Deres.» I Juli 1827 var H. igjen i Kjøbenhavn efter en Fraværelse paa mere end 6 Aar. Strax efter sin Hjemkomst blev han udnævnt til Lektor i Naturvidenskaberne ved Sorø Akademi, hvor han levede i næsten 20 Aar. 18. Febr. 1829 ægtede han Frederikke Elisabeth Brun Juul (f. 13. Juni 1811), Datter af Byfoged S. B. J. i Helsingør.

Det var ikke, som nogle, f. Ex. H. C. Ørsted, havde ventet, Naturvidenskaberne, men Poesien, der nu kom til at lægge Beslag paa de fleste og de bedste Kræfter hos H. Det er som Digter og ikke som Videnskabsmand, han har tilkæmpet sig et Navn i vort Folks Historie. – Det første, H. foretog sig, var at udgive de Værker, som vare blevne til under Udenlandsrejsen (samt et senere forfattet, «Don Juan») i «Dramatiske Værker» (I—III, 1828—30). Det Tidspunkt, paa hvilket H. igjen fremtraadte som Digter, var ikke heldigt for ham. Det gamle Spørgsmaal om Forholdet mellem Indhold og Form i Poesien var netop da (1827) paa ny blevet optaget til Behandling ved Heibergs Recension af Oehlenschlägers «Væringerne i Miklagard», saaledes at Hovedvægten lagdes paa Digterværkets Form. H. fik dette at føle. Kritikken (f. Ex. C. Molbech) lod ham høre, at, skjønt ganske vist «Tiberius» og «Bajazet» viste et betydeligt digterisk Anlæg, særlig i Karakterskildringen, saa var der dog store formelle Mangler ved hans Arbejder, i deres tekniske Bygning og sproglige Behandling. Heiberg selv, med hvem H. havde stiftet Bekjendtskab i Paris, stillede sig i Begyndelsen velvillig over for ham. I sit Blad, «Kjøbenhavns flyvende Post», meddelte han H.s, «vor geniale Landsmands», Hjemkomst og Tiecks gunstige Dom over hans poetiske Arbejder. Han læste «Tiberius» i Manuskript, udtalte sig rosende om det og lod i sit Blad en Indsender forsvare dette Stykke mod et Angreb af Molbech. Men H. modtog ikke den fremrakte Haand. Han følte en dyb Harme over Heibergs Kritik af Oehlenschläger, en Kritik, som i hans Øjne røbede Overfladiskhed og en utaalelig Indbildskhed. Da derfor Kritikken over «Væringerne» efterfulgtes af en anden over «Hrolf Krake», kunde han ikke tie længer, men indrykkede i «Kjøbenhavnsposten» (Juli 1829) en hvas Indsigelse mod Heibergs Kritik; han indrømmer Recensenten Talent, men ønsker ham «mindre Selvtillid og større Sandhedskærlighed», og at «han uden Misfornøjelse kunde se det højere [ɔ: Oehlenschläger] ved Siden af sig». Heiberg, hvis Blad ferierede i 1829, svarede ikke strax; men da det igjen begyndte at udkomme i Jan. 1830, aabnedes denne Aargang med en poetisk Revue over det foregaaende Aars Begivenheder («Lanterna magica»). Heri sender han ved Omtalen af Sorø en satirisk Hilsen til H., der hører til det sorøske «Auxiliærkorps», bestaaende af «to Generaler [H. og P. Hjort] og én Adjudant» [Chr. Wilster] – Hjort og Wilster vare begge optraadte som Oehlenschlägers Forsvarere over for Heiberg. Dette Trekløver døbte Heiberg «de 3 Professorer i Fægtekunsten ved Lidenskabernes Akademi i Sorø». At der var Lidenskab i H.s Kamp, gav han snart Bevis paa. En Maaneds Tid efter, at han havde faaet den omtalte Hilsen i den «Flyvende Post», udgav han «Den babyloniske Taarnbygning i Miniature». Her skildres «Vaudevillemesteren» (Heiberg) i Færd med at opføre 2 uhyre Taarne paa Digtekunstens Slot. Det ene skal bestaa af Vaudeviller, det andet af en «ukjendt, splinterny Kritik». Men fra Shakspeares Værker, der foragtelig ere blevne kastede ned i Kjælderen, hæver den store Digters Aand sig og styrter med en let Berøring den pralende Bygning i Grus, i det den tilraaber Bygmesteren: «Du blev kun en talentfuld Gadedreng». Kort efter rettede H. i «Kjøbenhavnsposten» (25. Febr.) et skarpt Angreb paa Heiberg, beskylder ham for Hovmod og Selvros, for at ville hæve det efemere [Vaudevillen] til noget evigt stort osv. Heiberg svarede kort efter i sit Blad med «Krigspræliminarier». Der vexledes nu adskillige Hug mellem de 2 kæmpende, men de Hug, der uddeltes med H.s tungere Slagsværd, traf sjælden Modstanderen, medens denne med sin «lille Vittighedskaarde», som han selv kalder den, tilføjede H. det ene Stik efter det andet. Heiberg kan imidlertid – ligesom Baggesen – ikke frikjendes for af og til at have brugt ikke helt noble Finter. Striden afsluttedes, ved Udgangen af Maj, med «Fredspræliminarier» af Heiberg. H. fik dog inden Udgangen af Aaret endnu en Hilsen fra den Heibergske Lejr, nemlig i Hertz’ «Gjengangerbreve», der udkom i de sidste Dage af 1830. Her gjentages de tidligere Beskyldninger mod ham for Tunghed i Formen, at man i hans Digterværker alt for meget sporer det store Arbejde, de have kostet («man ser dig sidde ved Staffeliet og lægge Farven an paa Maleriet»), og for Skjødesløshed i den sproglige Behandling. – H. havde endnu en Modstander at bestaa en Kamp med. C. Molbech havde rettet en temmelig skarp Kritik mod flere af H.s Arbejder; da nu «Vilhelm Zabern» ved sin Fremkomst (1834) fik en lignende Skæbne, brast H.s ikke store Taalmodighed. Han indrykkede i «Kjøbenhavnsposten» et længere Svar til Molbech, der, hedder det her, mener, «at han er et Kald voxen, som han dog mindre end de fleste andre synes at due til». Der vexledes en Række meget heftige Replikker fra begge Sider. En Indsender i «Kjøbenhavnsposten» beskyldte Molbech for, at han, ved at anvende Ordet «afstumpet», paa en uædel Maade havde hentydet til H.s Vanførhed, en Beskyldning, som Molbech erklærede for aldeles usand. I de følgende Aar møder H. ikke saa megen Modstand, og da P. Hjort i en Anmeldelse af «En polsk Familie» (1839) udtaler det Haab, at «Gjengangeriet indtil videre har udspøget», viste han sig som en god Spaamand; thi i 1842 anmeldte Heiberg H.s Tragedie «Svend Grathe» paa en særdeles rosende Maade, saa at han endogsaa i visse Henseender satte den over Shakspeares «Macbeth». Nu havde H. endelig naaet en af alle anerkjendt Plads i vor Litteratur.

De 2 første dramatiske Arbejder, H. skrev efter sin poetiske Gjenfødelse, «Hamadryaden» og «Bajazet», betegne 2 Hovedsider af hans Forfatterskab. «Hamadryaden» viser, at hans Ungdomsbegejstring for Romantikken var mere end en forbigaaende Stemning. Da det poetiske Væld i ham efter den lange Standsning begynder at rinde paa ny, er hans første Frembringelse et naturromantisk dramatiseret Æventyr. Han skildrer her den store Kamp mellem de gode og de onde Magter i Verden (ligesom Ingemann i «Reinald Underbarnet», «De sorte Riddere» o. a.). Det onde i dets mest gruopvækkende Skikkelse symboliseres her i en forfærdelig Slange, hvis Magt kan knækkes for lange Tider, naar der kommer en Yngling, som «aldrig bøjed sig for Ormens Magt, og der i dobbelt Kamp paa Hav og Land og understøttet af Naturens Magter besejred den». En af Personerne, Franskmanden Deleau, skildres som Indbegrebet af Overfladiskhed, Nydelsessyge, Materialisme m. m., og man mærker her, som andensteds hos H., Romantikerens Afsky for den lette, klare, men – vilde H. tilføje – overfladiske franske Aand. I en Afhandling fra hans Ungdom (i «Athene» VI) hedder det meget betegnende: «Saa længe Øjet sættes over Øret, sættes Mathematik over Filosofi, og en mathematisk Anskuelse vorder det højeste; først naar Klarheden konsekvent underordnes Dybden, ... da er Vejen bestemt.» – Naturromantikken gaar som en dyb Understrøm gjennem hele H.s Forfattervirksomhed og bryder jævnlig frem i hans poetiske Arbejder. Man ser den i det dramatiserede Æventyr «Søstrene paa Kinnekullen» (1849), der skildrer Guldets hemmelighedsfulde Magt over Menneskesindet, en Magt saa dæmonisk, at den drager et Menneske ned til Dybets Aander (Fjældkongen); den samme Tanke har han behandlet i Romanen «Guldmageren», hvor Alkymien staar som den lønlige, lokkende Kunst, der lover Besidderen af den Magten over Verden. Naturromantikken møder man end videre i Fortællingen «Haldor», hvor Barndomsminderne fra Malmanger Præstegaard afspejle sig i Skildringen af den romantiske Fjælddal med Nøkken, der sidder ved Fossen og spinder paa sin uhyre Rok, og i adskillige af hans andre Værker.

Den anden Hovedside af H.s Forfatterejendommelighed aabenbarer sig i hans historiske Dramer. H. var af Natur en lidenskabelig, kæmpende Aand, og dette, i Forbindelse med de bitre Smerter, under hvilke hans Digterbegavelse var brudt igjennem, drog ham mod saadanne af Historiens Optrin, hvor store Skæbner og store Viljer stødte sammen. Derfor blev «Bajazet», det første af hans historiske Dramer, efterfulgt af Værker som «Tiberius», «Gregorius VII», «Carl V’s Død» (1831), «Maastrichts Belejring» (1832), «Julian den frafaldne» (1866). Fra vor egen Historie har han hentet Stoffet til 2 Dramer: det allerede omtalte «Svend Grathe» (1841) og «Marsk Stig» (1850). I sine senere Aar udgav han flere dramatiske Arbejder uden synderlig poetisk Værdi («Et Æventyr i Ørkenen», 1855, «Henrik af Navarra», 1863, o. fl.); af dem gjorde «Kongens Yndling» (1858) – bygget over et Æmne fra Christian IV’s Tid – en Del Lykke paa Scenen paa Grund af sin nationale Karakter og en fortrinlig Udførelse. – Skjønt H. efterhaanden fik mere Magt over den dramatiske Form, blev han dog aldrig en Mester i den. Kun faa af hans Arbejder for Scenen have slaaet rigtig igjennem. Det største Antal Opførelser naaede det allerede nævnte «Tycho Brahes Ungdom» (1852) og «Æren tabt og vunden» (1851), der skildrer en Episode fra Gustav Adolfs Tog i Tyskland, et Æmne, der maa have haft noget fængslende for H., da han ogsaa har behandlet det i et Digt, «Tvekampen».

I 1834 slog H. med Romanen «Vilhelm Zabern» ind paa en ny Digtform. Baade denne og de følgende Romaner: «Guldmageren» (1836), «En polsk Familie» (1839), «Slottet ved Rhinen» (1845), «Robert Fulton» (1853) og «Charles de la Bussiére» (1860), samt de 2 Fortællinger med Æmner fra Nordens Fortid: «Saga om Thorvald Vidførle» (1849) og «Fortælling om Haldor» (1864), vise de samme Fortrin og de samme Mangler som hans Dramer. Ogsaa her er Kompositionen ofte temmelig løs, Fortællemaaden noget bred og udtværet, men Tankegangen i dem er altid nobel og højsindet, og der er i de fleste af dem Partier af meget stor poetisk Værdi; dette gjælder da fremfor alt om de indlagte lyriske Digte. (En samlet Udgave af hans Romaner og Fortællinger udkom 1873—74 i 7 Bind.)

Her ere vi naaede til den Del af H.s Produktion, Lyrikken, som længst vil bevare hans Navn («Samlede Digte» I—II, 1891). Som en Overgang til hans egentlig lyriske Digte skal først nævnes hans Romancer. I 1861 udgav han (i «Lyriske Digte og Romancer») «Valdemar Atterdag», en Romancekreds, der ganske vist minder en Del om «Hjortens Flugt», men hvori der dog ogsaa er mange ægte Hauchske Toner, som «Valdemars Sang»: «Min Falk den fløj over Mark og Vang, tit og mange Sinde» og «Den vilde Jagt» med den ejendommelige Rythmevexel. Dette Arbejde vandt et stærkt Bifald i Læseverdenen, og det havde vel sin Del i, at H. allerede det følgende Aar (1862) udgav en lignende Digtkreds, «Valdemar Sejer», der dog ikke staar paa Højde med den første. H.s Evne til at anslaa Folkesangstonen kommer maaske stærkest frem i mange af de smaa Digte, der ere indlagte i hans Romaner, som «Birken», «Polsk Fædrelandssang» og «En Flygtnings Sang» (i «En polsk Familie»), «Hjemmet» (i «Robert Fulton») o. fl. H.s lyriske Digte i strængere Forstand findes dels i den allerede nævnte Samling «Lyriske Digte og Romancer», dels i «Lyriske Digte» (1842; 2. forøgede Udg. 1854). Det var samme Aar, som Heiberg skrev sin anerkjendende Recension af «Svend Grathe», at 1. Udgave af denne Bog kom. Et ret ejendommeligt Sammentræf; thi her havde H. samlet de hidtil vidt adspredte smaa Perler, der skulde bidrage mest til at skjænke ham et Navn som Digter. Man blev da ogsaa strax opmærksom paa dem. En Anmelder i «Fædrelandet» siger, at selv om Digtene mangle noget i Elegans, saa have de til Gjengjæld «en Begejstringens Kraft og Dybde, som vi ikke finde hos mange andre danske Digtere». Her peges der netop paa det ejendommeligste ved H.s Lyrik. Thi i den føler man bedre end noget andet Sted i hans Forfatterskab den dybe Alvor i hans Natur, hans ridderlige Begejstring for alt stort og ædelt og inderlige Afsky for alt smaaligt og usselt, føler, at han var «en af hine Præster for Vedligeholdelsen af den hellige Ild i unge Sjæle». Blandt de bedste Prøver paa hans Lyrik kunne nævnes Digte som: «Jeg véd en Flod, jeg saa den kun i Drømme» («Valdemars anden Sang» i «Valdemar Atterdag»), Mindedigtet over «Christiane Oehlenschläger», «Sang ved Naturforskermødet i Kjøbenhavn 1860», «Fædrelandssang» («Morgendug, der sagte bæver» osv.), «Afsked fra Verden», «Trøst i Modgang», Salmen «Solen i sin klare Glans» og endelig det storstilede «Bekjendelsen», hvori han paa en gribende Maade skildrer sin Digterejendommelighed. –

H.s ydre Livsskæbne efter hans Ansættelse i Sorø kan fortælles i Korthed. I Marts 1846 blev han udnævnt til Professor i nordisk Sprog og Litteratur ved Universitetet i Kiel; hans Virksomhed her gav ham bl. a. Anledning til at holde en Række Forelæsninger over den nordiske Mythologi, som han senere udgav under Titelen «Die nordische Mythenlehre» (1847). Allerede efter 2 Aars Forløb maatte han, paa Grund af Oprørets Udbrud i Marts 1848, forlade sin Stilling i Kiel; han flyttede saa til Kjøbenhavn, hvor han i 1851 blev Oehlenschlägers Eftermand som Professor i Æsthetik. Han var ingen fremragende Æsthetiker, men han kunde ofte rive sine Tilhørere med sig ved den Inderlighed og Begejstring, hvormed han kunde fordybe sig i et Digterværk og fremstille dets Indhold. Af hans æsthetiske Afhandlinger og Recensioner, der ere udgivne i 3 Bind (1855, 61, 69), kunne bl. a. fremhæves «Bemærkninger om nogle ved Kristendommen modificerede Oldtidsminder i vore Viser fra Middelalderen» (i Bindet fra 1869) og «Indledning til Forelæsninger over Njals Saga og flere med den beslægtede Sagaer» (i Bindet fra 1855); i den sidstnævnte interessante Afhandling gjøres der for første Gang et Forsøg paa en udførligere æsthetisk Vurdering af de islandske Sagaer. – I 1855 var H. Formand for den Kommission, der skulde ordne det kgl. Theaters indre Forhold, i 1858—59 en af dets 2 Direktører og 1860—71 Censor ved det. I Efteraaret 1871 maatte han paa Grund af Svagelighed opgive sin Virksomhed og rejse til Syden. Han døde 4. Marts 1872 i Rom, hvor han ligger begravet paa den protestantiske Kirkegaard. – Sit Levned indtil 1827 har H. selv skildret i «Minder fra min Barndom og min Ungdom» (1867) og «Minder fra min første Udenlandsrejse» (1871).

G. Brandes, Danske Digtere, 1877. F. Rønning, J. C. Hauch, 1890. Erslew, Forf. Lex.

– Som Naturforsker maa J. C. Hauch nærmest betragtes som Dilettant. Hans livlige Fantasi i Forbindelse med hans spekulative, analogiserende Naturopfattelse manglede det Korrektiv, som en dybere gaaende videnskabelig Fagdannelse med tilstrækkelig Agtelse for exakt Undersøgelse vilde have afgivet, og hans Virksomhed som naturhistorisk Forfatter har derfor kun Interesse, for saa vidt som han gjennem den staar som en begavet dansk Repræsentant for den naturfilosofiske Skole, der samtidig blomstrede i Tyskland. – Hans første zoologiske Arbejde var hans Disputats: «Annotationes ad motum arbitrarium cum organis ad motum pertinentibus comparatum in animalibus, vertebris instructis» (1821), hvilken Afhandling Aaret efter udkom i noget ændret Skikkelse i Blainvilles «Journal de physique». I 1827 udgav han i Neapel «Degli organi imperfetti che si osservano in alcuni animali»; og i 1831 udkom samme Arbejde, betydelig omarbejdet, i «Blandinger fra Sorø» under Titel: «Kort Oversigt over en Del rudimentariske Organer, over deres Bestemmelse i Naturen samt over en systematisk Udviklingsfølge, der til Dels paa disse kunde bygges». S. A. publicerede han som Indbydelsesskrift: «Om de tre Organsystemer med Hensyn til Klassifikationen», og endelig udgav han (i «Blandinger fra Sorø» 1834): «Kort Udsigt over Nervesystemet med Hensyn paa dets forskjellige Forretninger og især med Hensyn paa den dyriske Følelse».

Gosch, Danmarks zoolog. Lit.