JOHANNA.
Det var et fornøieligt Gilde i Gaar, og Dandsen gik lystig; jeg havde ikke tænkt, at jeg ovenpaa den Skræk paa Henveien skulde have moret mig saa godt.
ULRIKKA.
Et fornøieligt Gilde! O, ja saamænd, men det var ogsaa en ganske fornøielig Betaling, at sige for Brudefolkene, der fik den, ikke for os. Jørgen alene vilde jo give to Rigsdaler i Brudepenge.
JOHANNA.
Men han kom jo ikke til at give dem.
ULRIKKA.
Det var ikke hans Skyld. For Resten har jeg saamænd slet ikke moret mig; jeg er heller ikke rask, jeg har ikke lukket et Øie den hele Nat.
JOHANNA.
Ja det er let at begribe, hvoraf det kommer; men hvorfor bar du dig ogsaa saaledes ad og lod den stakkels Jørgen gaae bort i Vrede?
ULRIKKA.
Han bliver nok god igjen.
JOHANNA.
Du er ikke ret venlig imod Jørgen; du driller og trodser ham tidt, og dog veed du, at han saa trofast elsker dig.
ULRIKKA.
Netop derfor har jeg Lyst at drille ham, Johanna! Han kan jo dog ikke tvivle paa, at jeg af Hjertet er ham god. Det var ogsaa tosset af ham at tage sig den Spøg saa nær.
JOHANNA.
Men det var heller ingen smuk Spøg, Ulrikka!
ULRIKKA.
Ak, hvad kan det skade, om jeg paakalder en Aand, som rimeligviis ikke er til? Men er den til, da maa Jørgen jo snarere takke og agte mig, fordi jeg ikke skjelver for den som et Barn for en Bussemand, men tværtimod vover at anraabe den om Hjelp; thi hvis den virkelig kunde og vilde hjelpe mig, da var det jo ligesaameget til Jørgens Fordeel, som til min.
JOHANNA.
ULRIKKA.
Skulde det være sandt, Johanna, da vilde vi Alle have et vanskeligt Regnskab at aflægge, du ikke mindre end vi Andre.
Det banker paa Døren.
JOHANNA.
Det banker.
ULRIKKA.
Det er nok Jørgen; det vidste jeg vel, at han ikke længe kunde holde sin Vrede fast.
Det banker igjen. Johanna aabner Døren.
DE FORRIGE. EN OLDING i Tiggerdragt, med en tyk Knortestok i Haanden kommer ind, hilser ærbødigt og bøier sig for begge Pigerne.
OLDINGEN.
Tilgiv en gammel Mand hans Dristighed!
Men jeg har vandret alt i flere Timer;
Og da jeg nu er træt og mat og hungrig
Og saae den lette Røg, der langsomt stiger
I Luften op fra Eders Arnested:
Da voved jeg mig hid og beder Jer,
At I ei negte vil en gammel Mand
En Plads ved Eders Arne, samt en Drik
Af Eders Bæger og en Smule Brød.
ULRIKKA.
Gaa, gamle Mand! Vi har ei nogen Plads
For Betlere, der stryge Landet rundt.
JOHANNA.
Ulrikka dog!
ULRIKKA.
Vi eie selv kun lidet;
Vort Brød er skaaret tyndt, vi har ei Raad
At dele det.
JOHANNA.
Det er vor Faders Villie,
— Det veed du meget vel — at ingen Fattig
Skal vises bort med Haardhed fra vor Dør.
Til Oldingen.
Følg med mig ind i Køkkenet, du Gamle!
Der kan du hvile dig ved Arnestedet,
Mens jeg i Hast et Maaltid dig bereder.
OLDINGEN.
Det vented jeg af dig. Et Blik, hvori
En saadan Sjel sig speiler, kan ei skuffe.
JOHANNA.
Det synes mig, som denne Mand har seet
En bedre Tid.
OLDINGEN.
Det har jeg ogsaa.
De gaae.
ULRIKKA
alene,
holder et Øieblik inde med sit Arbeide og seer efter dem.
Aldrig
Det ender godt med hendes Ødselhed.
Til ingen Betler negter hun en Gave.
Hun tænker ei derpaa, at mange Bække,
— De være nok saa ringe — dog tilsidst
Kan sig forene til en mægtig Flod.
Og var det hendes Eiendom alene,
Hun saadan skjenked bort, saa fik det være,
Men det er Husets allersidste Skjerv,
Det Arvegods, som ogsaa mig tilhører,
Som tankeløs hun kaster hen i Vinden.
JOHN. ULRIKKA.
JOHN.
God Morgen, Barn! Du seer ikke ganske rask ud. Er du kanskee bedrøvet over, at Gildet og Dandsen saa snart fik Ende?
ULRIKKA.
Jeg er ikke saadant et Barn, at jeg skulde græmme mig derover; jeg sidder langt hellere hjemme med et Stykke tørt Brød og arbeider, end jeg sidder til Høibords med Hænderne i Skjødet; men jeg er ikke ganske vel; vi havde et haardt Veir paa Henveien, og jeg har ikke lukket et Øie den hele Nat.
JOHN.
Ja, saa begriber jeg endelig vel, at du kan være daarlig tilmode. Men hvor er Johanna gaaet hen?
ULRIKKA.
Hun fulgte med en Betler ud i Køkkenet, hvor hun giver ham vor Davre at spise, kan jeg tænke, saa maae vi siden see, hvor vi faae Noget fra.
JOHN.
O, jeg kjender vel Johanna, min Davre har jeg alt faaet, hun beholder vel ogsaa Noget tilovers til dig.
ULRIKKA.
Hun er ødsel, og I er ødsel, saa maa Huset staae eller falde, som det kan.
JOHN.
Det Huus falder ikke saa let, mit Barn, der understøttes af den Fattiges Velsignelse.
ULRIKKA.
Det Slags Understøttelse trænge vi ikke til; er der ellers Nogen, der vil understøtte mig med Penge eller Penges Værd, saa skal han være mig velkommen, han være hvem han vil.
JOHN.
Du er dog aldrig endnu gaaet sulten tilsengs, Ulrikka!
ULRIKKA.
JOHN.
Lad os nu hellere tale om andre Ting! Siig mig, hvad Svar gav du Jørgen paa hans Andragende om snart at holde Bryllup? Thi jeg veed, han vilde tale med dig derom.
ULRIKKA.
Det har lange Udsigter, og mangen Teen maae endnu spindes fuld, før det kan skee.
JOHN
afsides.
Høit.
ULRIKKA.
Nei, Fader! Da kjender I ikke Eders Datter ret. Netop fordi jeg har Jørgen kjær, vil jeg ikke begynde paa Noget, som baade han og jeg tilsidst maatte angre; thi tidlig Armod giver furet Kind, som I veed.
JOHN.
De Aar, der svinde hen i Gridskhed og Havesyge, give ogsaa en furet Kind, min Datter! Du har nu spundet paa dit Udstyr i ti Aar, og jeg tænker, du bliver ikke færdig dermed, før du ved Siden deraf har spunden Traaden til din egen Liigsærk
JOHANNA træder ind med den Gamle.
DE FORRIGE.
DE FORRIGE.
OLDINGEN.
Ak, det er Eders Fader, kan jeg tænke.
Nu siger jeg mangfoldig Tak til Alle,
Som dette Huus beboe. Jeg ønsker Eder
Til Lykke, gamle Mand, med Eders Døttre.
Huusholderisk og flittig er den Ene;
Desuden seer saa kjæk hun ud, som om
Hun vilde spinde selv paa egen Haand
Sin Skjebnes Traad. Den Anden er saa venlig
Og mild, som Sommersolens Skin paa Bjerget.
Nu byder jeg Farvel og takker Jer
Endnu engang for Eders Gjestfrihed.
Han rækker Faderen Haanden.
JOHN.
Jert Ansigt og Jer Tale vidner om,
At I er meer end en sædvanlig Betler,
Derfor vil heller ikke vi som Betler
Behandle Jer. — I været har i Dag
Vor Gjest. Men det er Skik i disse Dale,
Naar os en Gjest for første Gang besøger,
At skjenke ham en Gave ved hans Bortgang.
Han giver ham en lille Sølvpenge.
ULRIKKA
afsides.
Hans Ødselhed snart kjender ingen Grændser.
OLDINGEN.
Jeg takker Jer; jeg fandt i Eders Huus
En større Skat, end jeg mig havde ventet.
Til Søstrene.
Har Ingen af Jer noget Bud, som jeg
Besørge kan?
JOHANNA.
Hvorhen gaaer Eders Vei?
OLDINGEN.
Mig er det ligegyldigt, hvor jeg gaaer,
Naar jeg tilsidst et gjestfrit Tag kun finder,
Et venligt Ansigt og en aaben Haand.
JOHANNA.
Hvis saa det er, da har jeg vel et Bud;
Thi naar mod Øst I vandrer langs med Søen
Og kommer til det Sted, hvor Skoven ender,
Da vil I see et lidet Huus til Venstre;
Ved Huset staaer der tvende Hæggetræer,
Som I kan kjende paa de hvide Blomster.
Der boer min Fæstemand, hans Navn er Axel,
Ham skal I flittig hilse fra Johanna,
Da vil han neppe lade Jer gaae bort
Med tomme Hænder.
OLDINGEN.
Det skal sikkert skee.
Til Ulrikka.
Skal ogsaa jeg til Eders Fæstemand
En Hilsen bringe?
ULRIKKA.
Det behøves ikke;
Hvis I har Lyst at bringe nogen Hilsen,
Da kan I hilse ham, som boer i Bjerget.
OLDINGEN.
I mener Fjeldets Konge?
ULRIKKA.
Ja, har I
Bekjendtskab til ham?
OLDINGEN.
Nu, det kunde være,
At han ei ganske var mig ubekjendt.
ULRIKKA.
Saa bed ham, at han skjenker mig den Skat,
Som jeg i Gaar begjered’.
OLDINGEN.
Det skal skee.
JOHN.
Oldingen gaaer. John raaber efter ham:
Bi lidt! Jeg vil en Gjenvei vise Jer.
Han følger efter ham.
JOHANNA. ULRIKKA.
JOHANNA.
Ulrikka! Jeg begriber ei din Færd,
Det synes jo, som om du virkelig
Med al den Kraft, du eier i dit Hjerte,
Vil mane frem en Aand, der skal dig bringe
Den Rigdom, som du higer efter.
ULRIKKA.
Ak,
Det er jo dog kun Spøg.
JOHANNA.
Men fast det synes,
Som denne Fremmede det tog for Alvor.
ULRIKKA.
Nu vel, hvad skader det?
JOHANNA lægger Haanden paa Søsterens Arm.
Siig mig, Ulrikka!
Hvad tykkes dig om denne Mand?
ULRIKKA.
Mig tykkes,
Det var en pjaltet, uforskammet Betler.
JOHANNA.
Men var der ikke Noget i hans Træk
Og Aasyn, der dig forekom bekjendt?
ULRIKKA.
Bekjendt! Det var jo første Gang vi saae ham.
JOHANNA.
Saa syntes det mig ogsaa, men tilsidst,
Da han dig spurgte, hvem han skulde hilse,
Hvem minded da han om?
ULRIKKA.
Det veed jeg ikke.
JOHANNA.
Jo, jeg kan see det paa dit Øiekast,
Du veed det nok, hvem ligned han, Ulrikka?
ULRIKKA.
Den Bjergmand, som vi talte med i Gaar.
JOHANNA.
Ja, saadan minded han om denne Mand,
At det mig syntes, som det var den samme.
ULRIKKA der igjen er sysselsat med at haspe.
Det var en flygtig Liighed, intet meer.
JOHN. DE FORRIGE.
JOHN.
Det var en underlig Betler; der var noget Fornemt i hans Væsen, der ikke passede til hans Stand.
JOHANNA.
Det synes ogsaa mig.
JOHN.
Men er det ikke sært, Børn, at det tykkes mig, som denne Mand ikke var mig ganske ubekjendt?
JOHANNA.
Har du ogsaa seet ham før?
JOHN.
Det har jeg dog vel neppe; men jeg har havt at bestille med En, der lignede ham, det er vist.
JOHANNA.
Hvem var det?
JOHN.
Ja, det hænger nu sammen med det Sølvbæger, vi saa tidt har talt om; I veed jo, at jeg, da jeg vilde gaae til Byen dermed, mødte en Fremmed, der gav sig i Snak med mig, og før jeg ret selv vidste deraf, havde jeg fortalt ham mit Ærinde. Han bad da om at see Sølvbægeret, veiede det i Haanden og sagde, at han havde Lyst at kjøbe det. Enden derpaa blev da, at han gav mig saamange Penge derfor, som han sagde, det var værdt; og glad blev jeg, thi det var langt meer, end jeg ventede at faae derfor i Byen.
JOHANNA.
Ja, lille Fader, den Historie kjende vi, men hvad har den med den gamle Mand at gjøre?
JOHN.
Nu, havde du blot givet en Smule Tid, kunde du have sparet dig det Spørgsmaal. Tingen er den, at den Fremmede, der afkjøbte mig mit Bæger og denne gamle Mand lignede hinanden paa et Haar, saa det bares mig for tilsidst, ligesom de begge bleve til een Person. Men det var da Noget, der kun syntes saa for mine Øine; det var et Slags Øienforblindelse maa jeg troe. Men jeg staaer her og snakker og tænker ikke paa, at der er meget for mig at bestille, inden Middagstiden kommer.
Han gaaer.
JOHANNA. ULRIKKA.
JOHANNA.
Er det dog ei et selsomt Sammentræf?
ULRIKKA.
Hvad vil du bryde dig om Sligt, Johanna!
Vor Fader er nu bøiet dybt af Alder
Og mener tidt, at han har Ting oplevet,
Der dog ei Andet er end Digt og Drømme,
Som han i ørkesløse Øieblik,
— Thi derpaa han ei lider nogen Mangel —
Selv af sin egen Hjerne spinder ud.
JOHANNA.
Du taler ei ærbødigt om din Fader.
ULRIKKA.
Jeg ønsker intet Andet end hans Vel
Og hjalp ham gjerne, hvis jeg kunde det.
Men sige maa jeg dog, hvad der er Sandhed;
Thi til at styre med Forstand sin Gaard
Og Eiendom, dertil han meer ei duer.
AXEL kommer ind med en stor Pakke i Haanden.
DE FORRIGE.
DE FORRIGE.
AXEL.
God Dag, Johanna! Her jeg bringer dig
En vægtig Pakke. Hvad den indeholder,
Maa Himlen vide.
JOHANNA.
Hvad, en Pakke!
Du tager sikkert feil, den kan til mig
Ei være.
AXEL.
Jo, den er til dig. Seer du,
Jeg var paa Veien til din Faders Gaard
Og vandred langs med Venersøens Bred;
Men da jeg kom forbi den lille Holm,
Med høie Fyrretræer rundt bekrandset,
Som I fra Eders Vinduer kan see,
Da mødte jeg en Mand som Betler klædt,
En pjaltet Kappe hang ham ned fra Skuldren,
En vældig Knortekjep han bar i Haanden.
Han nærmed sig paa Stand og standsed mig
Og spurgte mig, om ei mit Navn var Axel;
Men da han det erfoer, da sagde han,
At han en Hilsen bragte fra Johanna.
Derefter gav han Pakken i min Haand,
Som han forbød at aabne, før den var
I dine Hænder.
ULRIKKA.
Hvad kan det da være!
JOHANNA.
Min Sjel er fuld af sære Anelser
Om Fryd og Sorg.
ULRIKKA.
Og denne Gave kommer
Fra ham, den pjaltede, den gamle Betler!
AXEL.
Lad os nu see, hvad Pakken indeholder!
Johanna aabner den, et stort Sølvbæger, dækket med et Laag, kommer til Syne.
ULRIKKA.
Du himmelske, du store Gud! Det er
Vort eget Bæger, som vor Fader solgte!
AXEL.
Lad see, Johanna! Lad os aabne Laaget!
Thi Bægeret er sikkert ikke tomt,
Dertil det var for vægtigt.
Johanna aabner det.
AXEL.
Hei, Hurra!
Af blanke Dalere til Randen fyldt!
JOHANNA.
Min Axel, see, hvad siger du! Kan vi
Vort eget Øie troe?
ULRIKKA.
Du store Gud!
Det er det klare Sølv.
JOHANNA.
Det synes mig
Et Trylleri.
ULRIKKA.
Og dette kommer Alt
Fra ham, den pjaltede den gamle Betler!
AXEL.
Ja vist, det kommer Alt fra ham! Hurra!
Nu skal vort Bryllup staae. Nei det er sandt,
Jeg maa jo først i Kongens Tjeneste.
— Men see, Johanna! Nær ved Bægrets Rand
Der stikker noget frem; det ligner næsten
Et vissent Blad — dog nei, jeg tager feil,
Det er et Stykke gammelt Pergament,
Med Jord bedækket. — Nei, jeg feiler atter,
Det ligner Skrift — det er en skreven Seddel.
JOHANNA.
tager Seddelen og læser.
»Til Johanna, for at hun kan indløse sin Faders Gaard, fra hendes Ven den gamle Betler.«
Hun kaster sig i Axels Arme.
Min Axel, nu behøve vi ei meer
At ængstes for vor Fremtid. Gud velsigne
Den gamle Mand, hvad Navn han ogsaa bærer.
— Dog jeg kan neppe troe det end. — Det Hele
Mig forekommer næsten som en Drøm.
AXEL.
Johanna, nei, det er ei nogen Drøm,
Det er en Sandhed, klar som Dagens Lys,
Og som du gribe kan med dine Hænder.
JOHANNA.
Ja, du har ganske Ret, min Axel! Nei,
Det er ei nogen Drøm, Gud være lovet!
Det er en Sandhed, klar som Dagens Lys,
Og som vi gribe kan med vore Hænder.
— Ulrikka, kom og see og glæd dig dog!
Nu vil vi skaffe dig et prægtigt Udstyr;
Hvor kan du da see saa alvorlig ud!
O, vær dog glad og munter, min Ulrikka!
Der kan du see, Vorherre hjelper nok,
Naar man til ham kun sætter rigtig Lid.
— Men jeg er ganske som forvirret. Kom!
Vi søge vil vor Fader op. Han maa
Med egne Øine strax sin Lykke see.
AXEL.
Hurra! det er en Dag, en rigtig Dag,
Som vore Børn og Børnebørn skal mindes
Og feire som en Fest. Det er en Dag,
Den vil vi huske baade her og hisset.
Han tager Bægeret, han og Johanna gaae.
ULRIKKA
alene.
Hun staaer først et Øieblik taus, derpaa siger hun:
Ha! — Er jeg vaagen eller drømmer jeg!
— Det svimler for mit Blik. — Fra ham det kommer,
Fra denne gamle Betler, dækt med Støv,
Med sønderreven Kappe, furet Kind,
Der bøied sig i Døren, da jeg ham
Betragted! — Og hvem er da han? — Hvorfra
Har han sin Rigdom? — Er han da en Aand,
Et mægtigt Væsen, der i Dybet boer!
— Jeg tvivler ikke meer — det maa saa være?
— Der gives Aander altsaa, der har Magt
At hjelpe Mennesket, at skjenke Rigdom,
At lukke Bjerget op, hvor Guldet voxer,
Hvor Diamanten glimter i sin Skjønhed,
Lange mere herlig end den fagre Lilie,
Den lethenvisnelige Blomst paa Marken;
Hvor Sølvet vaskes hvidt af Fjeldets Strøm
I Klippens ubekjendte dybe Hal,
Hvorhen den blege Bjergmand, trods sit Slid,
Dog aldrig finder Vei. — Ha, er det saa!
— Og har jeg selv maaskee ham kaldet frem
Ved min Besværgelse af Jordens Indre!
— Og nu han kom og banked paa min Dør,
Men jeg ham ikke kjendte — bød ham gaae
Og taled haardt ham til — og nu en Anden
Skal høste Frugten af min spildte Møie!
Hun holder lidt inde.
— Et Øiebliks Medlidenhed — et mildt,
Et venligt Ord — en Skive Brød, ei større,
End de, hun kasted bort til hundred Andre,
Det har nu virket meer end alt mit Slid.
Hun sætter sig ned et Øieblik og holder Haanden for Øinene. Det banker igjen paa Døren, hun farer op og siger:
Mon det er ham igjen, den gamle Betler!
— Kom ind!
ULRIKKA. EN PJALTET DRENG.
ULRIKKA.
Jeg aldrig nogen Tigger meer
Tør vise bort.
Hun seer paa Drengen.
Og dog med ham jeg vel
Tør vove det. Gaa bort! Du faaer ei Noget.
DRENGEN.
Jeg vil heller Intet ha’e; jeg bringer Jer kun et Brev; jeg fik det af en gammel Mand paa Veien.
ULRIKKA.
En gammel Mand! Var det en Betler, siig!
DRENGEN.
Det veed jeg ikke.
Giver hende en sammenrullet Lap Papir og gaaer.
ULRIKKA
idet hun vikler det op.
Lad see! — Det er jo intet Brev — det er
Et stort og sammenrullet Blad. Hvad nu!
Du skjulte Magt, der over Jorden hersker!
Det ligner jo det skrevne Blad, som Axel
I Bægret nylig mellem Sølvet fandt.
Læser.
»Begiv dig strax og alene til det Sted mellem Klipperne, hvor du i Gaar paakaldte Fjeldkongen, og kald igjen paa ham, saa skal, hvis du finder dig i de Vilkaar, som han foreskriver dig, dit Ønske vorde opfyldt«.
Hun lader Seddelen synke.
Saa vorde Digt og Eventyr til Sandhed,
Og Sandhed vorder nu til Digt. Jeg strax
Vil gaae — endskjøndt hver Fiber i mit Legem
Af Banghed og Forventning skjelver. — Ja,
Jeg strax vil gaae, før end de Andre komme.
— Jeg veed ei, om det er en selsom Drøm,
Udklækket i mit eget Hjertes Afgrund,
Men er det saa, da gid jeg aldrig vaagne!
Gaaer.
JOHANNA. AXEL. JOHN. JØRGEN.
JØRGEN.
Aldrig har jeg oplevet en saa forunderlig Tilskikkelse. Men hvor er Ulrikka? Jeg kan ikke holde det ud længere, før jeg har forligt mig med hende.
JOHN.
Hun kommer nok, hun pleier sjelden at gaae langt bort fra Huset. — Men hvem kan dog denne gamle Mand have været! Jeg kan ikke faae Andet i mit Hoved, end at det var en fornem Herre, der havde forklædt sig.
JOHANNA.
Ja, saadan kan det forklares; men jeg veed nok, hvad jeg troer.
JOHN.
Men du siger jo dog, at han nøie spurgte dig ud om Gaarden, og om hvormegen Gjeld, der heftede derpaa.
JOHANNA.
Ja, det er sandt.
JØRGEN.
I al denne Hurlumhei har jeg glemt, hvad jeg egentlig kom for. Der er sluttet Fred, Axel, de Udkommanderede har faaet Hjemlov. Nu kan du med Ære blive her og gifte dig, naar du vil.
JOHANNA
styrter i Axels Arme.
Axel, Freden er sluttet! Gud være lovet!
JOHN.
lægger sine Hænder paa deres Hoveder.
Nu, Gud velsigne Jer, I gode Børn!
Og lad os takke ham, der fra sin Himmel
Har sendt en saadan venlig Straale ned
Til denne mosbeklædte Hyttes Tag.
Jeg Pengene har eftertalt; der er
Netop saameget, saa vi kan betale
Vor hele Skyld og eie Gaarden gjeldfrit.
— Og nu vi holde vil Johannas Bryllup,
Saasnart vi kan, det har hun vel fortjent;
Thi hende skylde vi, næst Gud og næst
Den gamle Vandringsmand, vor hele Lykke.
JOHANNA.
Vi ei at flytte fra vort stille Hjem;
Her ved den klare Sø, hvor hvert et Træ
Og hver en Steen en kjær Erindring gjemmer,
Her skal vi boe og bygge med hverandre,
Indtil os Herrens Engel vinker bort
Hiinsides Graven til en bedre Hjemstavn.
JØRGEN.
Men hvor er dog Ulrikka?
JOHN
gjemmer Pengene.
Giv kun Tid!
Hun kommer nok.
JOHANNA
afsides.
Jeg veed ei, hvad det er,
Men midt i Glæden føler jeg dog Noget,
Som ængster mig. Høit. Det er dog bedst, vi see,
Hvor hun er bleven af.
Johanna, Jørgen og Axel gaae.
JOHN
idet han følger dem.
Nu giv kun Tid,
Jeg siger! Giv kun Tid! Hun kommer nok.
DEN SAMME FJELDEGN SOM I FØRSTE AKT.
ULRIKKA
alene.
Her er det altsaa — her paa dette Sted,
Hvor halv i Alvor, halv i trodsig Spøg
Jeg kaldte ham for første Gang af Dybet.
— Jeg haaber vist, at han ei skuffer mig.
— Jeg holder jo hans Løfte her i Haanden,
Det lille skrevne Blad, som sikkrer mig,
Hvad Tusinde forgjeves higer efter.
Læser.
»Hvis du dig finder i de Vilkaar, som
Han foreskriver dig.«
Lader Papiret synke.
Hvad kan han fordre,
Hvori jeg ikke finder mig, naar blot
Han skjenker mig den Rigdom, jeg forlanger!
— Her er det da! — Men skjøndt mit Hjerte higer
Saa heftig til sit Maal, som Bjergets Reen
I Sommerheden paa de golde Klipper,
Naar den tørstig, higer efter Vand:
Saa er der i mit Bryst en Stemme dog,
Der vil mig holde fra mit Forsæt. — Ha,
Det er kun ussel Feighed, intet Andet!
Og den skal ei mig standse paa min Vei.
Hun kalder.
Du skjulte Magt i Dybet! Fjeldets Hersker!
Her staaer jeg alt, som du det har befalet.
FJELDKONGEN. ULRIKKA.
Fjeldkongen kommer op af Jorden, han er klædt som i Enden af første Akt; i Haanden bærer han sin tykke Knortekjep.
FJELDKONGEN.
Nu, her staaer ogsaa jeg.
ULRIKKA
afsides, idet hun træder et Par Skridt tilbage.
Ja, ganske rigtig!
Hans Ansigt kjender jeg igjen.
Høit.
Er du
En venligsindet Aand?
FJELDKONGEN.
Nei, ei mod dig.
ULRIKKA.
Hvad er du da?
FJELDKONGEN.
Jeg er en Aand,
Der i Aartusinder, før du blev født,
Jeg er den Blivende, mens Tiden vexler;
Og dog jeg svinger mig saa let og hurtig
Som Svalen flyver over Bondens Tag.
Jeg er den Magt, som styrer Dybets Ild
Og leder Vandet i de dunkle Dale,
Som intet Menneske paa Jord har seet.
Ja, jeg er den, der løfter truende
Mit Ansigt fra det aldrig maalte Dyb
Og vækker Svimmelhed i Sjelens Indre,
Og dog jeg hjelper tidt den fattige Bjergmand,
Der med en nøisom Flid i Fjeldets Vraa
Arbeider Nat og Dag; jeg leder ham
Med en usynlig Finger til de Gange,
Hvor Malmen i Forklædning skjuler sig,
Mens bort den avindsyge Dverg jeg jager,
ULRIKKA.
Saa elsker du da Stræbsomhed og Flid?
Der er et Baand, der binder dig til os.
FJELDKONGEN.
Som Mennesket af Kjærlighed og Had;
Vi alle styres af en selsom Drift,
Som selv den Øverste blandt dem, der skabtes,
Ei ret forstaaer. Vi længes og vi haabe,
Og hver en Aand, som har erkjendt sit Maal,
Han elsker det, som tyder derpaa hen.
ULRIKKA.
Dit Ord er gaadefuldt — men siig mig nu,
Om du kan hjelpe mig.
FJELDKONGEN.
Dig hjelpe! Nei,
Det kan jeg ei, det kan du ene selv.
ULRIKKA.
Hvad kan da du?
FJELDKONGEN.
Hvad du forlanger, kan jeg,
Jeg skjenker dig den Skat, du higer efter.
ULRIKKA.
Nu vel, saa skjenk mig den.
FJELDKONGEN.
Du skal den faae,
Hvis du de Vilkaar underkaster dig,
Som jeg bestemmer.
ULRIKKA.
Saa bestem dem da!
FJELDKONGEN.
Du skal mig følge ned i Bjergets Indvold,
Det Arbeid, som du hidtil drevet har,
Det skal du ogsaa drive der.
ULRIKKA.
Hvorledes?
FJELDKONGEN.
Du spinde skal det røde Guld i Bjerget,
Og hvad du spinder, skal du eie selv.
ULRIKKA.
Ha, hvilken Rigdom skal jeg da mig sanke!
Men siig, hvorlænge tør jeg Guldet spinde?
FJELDKONGEN.
Saalænge til du troer, du eier nok.
ULRIKKA.
Nu mangen Gang maa Hjulet dreie sig,
Før det vil skee.
FJELDKONGEN.
Naar du er mæt af Guld,
Da kald paa Fjeldets Drot, og sad jeg end
I Jordens Indre tusind Mile borte
Jeg som et Lyn dog ved din Side staaer,
Og du skal atter skue Dagens Glands.
ULRIKKA.
Velan, saa kom!
FJELDKONGEN.
Nei, hør mit Ord til Ende!
I Bjerget er der ingen Sommerluft,
Der voxer intet Græs og ingen Blomster,
Der synger ingen Fugl i Træets Grene,
Der vifter aldrig nogen Foraarsvind;
Kun Hjulet, der sig snoer, og Bjergets Fos,
Bestandig vexlende og dog de samme,
Skal Tidens Gang forkynde for dit Øre,
Men ikke for din Sjæl.
ULRIKKA.
Nu ligegodt,
Naar kun det Guld, jeg spinder, vorder mit.
FJELDKONGEN.
Det har jeg lovet dig.
ULRIKKA.
Velan, saa kom!
FJELDKONGEN.
Et Brød du finde skal hver Dag i Hulen,
Og Klippens kolde Vand skal lædske dig.
ULRIKKA.
Nu meer behøves ei, naar blot det Guld,
Som gjennem Tenen løber, vorder mit.
FJELDKONGEN.
Det har jeg sagt.
ULRIKKA.
Saa kom!
FJELDKONGEN.
Betænk dig vel!
End er det Tid! Du træde kan tilbage.
ULRIKKA.
Hvordan! Du bryde vil dit Ord!
FJELDKONGEN.
Nei aldrig.
ULRIKKA.
Saa kom! jeg finder mig i alle Vilkaar.
FJELDKONGEN
rækker hende sin Haand.
Velan! — Tag Afsked da med Livets Sommer!
Nu skal du boe, hvor Solen aldrig kommer.
De synke begge ned i Jorden.
Klippevægge springe frem paa begge Sider.
FLERE DVERGE,
hvis Stemmer høres bag Scenen.
EN STEMME.
Hvor er I?
EN ANDEN STEMME.
Her og hist og overalt!
EN TREDIE STEMME.
Vi smelte Marmor ind i Fjeldets Rift.
EN FJERDE STEMME.
Vi hamre Stene fast om Sølvets Træ.
EN FEMTE STEMME.
Vi hærde Vandets Draaber, hænge dem
Som Drypsteen under Klippens Loft.
Man hører Hammerslag hist og her i Bjerget.
FØRSTE STEMME.
Tys, tys!
Der kommer Fjeldets Drot.
FJELDKONGEN. FLERE DVERGE,
der ikke sees.
FJELDKONGEN.
Hver Bjergets Aand
Skal lytte til min Røst.
FØRSTE STEMME.
Vi høre dig.
ANDEN STEMME.
Vi lyde dig; naar du os kalder, da
Vi komme flux; Alt, hvad i Fjeldet boer,
Hver Alf og Dverg kun venter paa dit Bud.
FØRSTE STEMME.
Skal Fjeldskred falde fra den steile Klint
Og dække Bondens Ager, saa hans Haab
Forsvinder? Skal vi Dybets Taager sanke
Og fylde dem med Gift og onde Dunster,
Der bringe Pest og Sygdom over Landet?
Skal sig fra Fjeldets Tind en Alf opsvinge
Og hænge som et Luftsyn under Himlen
Med uheldsvangre Blik, i Flammer svøbt,
Hvad eller skal vi skjerme Bondens Hjord
Og varme Jorden og befrugte den,
Saa hvert et Ax med Kjerne fylder sig,
Og Træet bugner af den modne Frugt?
ANDEN STEMME.
Godt eller Ondt, det er os ligemeget.
Befal, og vi dit Bud udrette skal,
Den sidste Trediedeel af deres Halvkreds,
Endnu før Maanen sig bag Fjeldet skjuler.
FJELDKONGEN.
Saa vender Eders Blik mod Bjergets Midte!
Der sidder hun i Klippens Ring og spinder
Den røde Guldtraad, hun, som lokket blev
Af en ubændig Higen efter Rigdom
I Fjeldet ind, hvor Dybets Lygtemænd
Med Ædelstenens kolde Flammer lege.
Om hende skal en Tryllekreds I snoe,
Saa hendes Tanker dreie sig som Tenen,
Saa fast hun fanges i sit eget Spind,
Saa ei hun agte skal paa Tidens Gang,
Saa Dagene skal glide hen som Skygger,
Der aldrig tælles, og der ei bemærkes.
FØRSTE STEMME.
Dit Bud skal skee.
ANDEN STEMME.
Herfrem I Fjeldets Børn!
FØRSTE STEMME.
Vi dandse Haand i Haand med Fodtrin lette,
Vi hendes Sjel til Hjulets Ring skal flette.
Fjeldkongen gaaer.
Baggrunden aabner sig, hvor ULRIKKA først sidder taus og spinder, noget efter synger hun, idet hun bliver ved at spinde, følgende Sang:
En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie,
Bestandig i Kreds maa sig Guldtenen dreie,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
I Gaar var jeg Gjest i den Fattiges Hytte,
I Dag ei med Konger min Lod vil jeg bytte;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
See Sølvaaren glimter i Fjeldvæggens Stene,
Men Fjeldet er koldt, og jeg sidder alene,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
I Afgrunden lyser ei Sol eller Stjerne,
Min Fæstemand vandrer forladt i det Fjerne;
Men ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
De faldende Floder i Dybene synge,
Men Mathed og Søvn paa mit Øielaag tynge;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
Hun falder i Søvn.
Musiken vedbliver, men i Søvne falder hun ind med Omqvædet.
Jeg aldrig tør hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
Musiken vedbliver endnu, og efter et lidet Mellemrum gjentages det samme Omqvæd som et Echo af et
CHOR AF BJERGAANDER.
Du aldrig tør hvile, du Hjulet maa træde,
Du Hørren maa snoe, du maa Guldtraaden væde.
Tæppet falder, Musiken hendøer lidt efter lidt.
