Enhver tænkende Læser vil uden Tvivl let gjennemskue den Hovedidee, der ligger til Grund for dette lille Eventyr; ikke blot om Pengebegjerlighed og Havesyge er her Spørgsmaal, men om enhver blot udvortes og eensidig Stræben, under hvilken den egentlige aandelige Opgave, som ethvert Menneske har at løse, forglemmes og forsømmes, og under hvilken Mennesket, hvormeget han ogsaa i den udvortes Verden kan virke, dog i sit Inderste staaer stille, medens Tiden uigjenkaldelig svinder hen. Enhver saadan Stræben finder, hvis Forfatteren ikke ganske har forfeilet sit Maal, i Dramaets Hovedperson sin Repræsentant; og enten man sidder i et Bjerg, eller foran en Skriverpult, eller slumrer paa en Sopha i et Pallads, naar dog den indre Udvikling forsømmes, derpaa kommer det naturligviis aldeles ikke an.
Uagtet det er vist, at Mennesket, naar det omsider vaagner af en saadan Slummer, maa vaagne til Forfærdelse, saa er dog i den strengeste Retfærdighed, saaledes som den høiere Styrelse afveier den, netop den største Mildhed indsluttet. Ogsaa heraf har Forf. i dette Drama stræbt at give et Bilede; thi var Ulrikka bleven gift, og havde hun fremdeles levet under de sædvanlige prosaiske Forhold, da havde hun ved sin Havesyge sandsynligviis ikke blot forbittret sin Mands og de Børns Liv, som Forsynet muligviis vilde betroe til hendes Omsorg, men hun havde da vel neppe paa denne Side Graven faaet Øinene op for sin egen Forvildelse. Nu derimod, da Alt, hvad hun begjerer, skjenkes hende i den høieste Fylde, lærer hun endelig tilsidst at indsee Værdien af alle de Gaver, hvoraf Menneskets Sjel ingen Vinding har, og hvis Overflod snarere bidrager til at forhærde og forstene den. Saaledes vorder endelig gjennem den dybe Forfærdelse paa Gravens Rand en Udsigt aabnet til Befrielse fra den lavere Verdens Lænker og til Forsoning med det høiere Liv.
Grundtanken i det hele Digt er aldeles ikke hentet fra noget Folkesagn, hvorvel det kunde synes saa; dog vil Forf. heller ikke paastaae, at den i sin Begyndelse er undfanget af ham selv. Dens Modificationer derimod, Maaden, hvorpaa Ulrikka befries, idet Trylleriet brydes af den religiøse Magt og ved Toner fra hendes Barndomshjem, ligeledes Tanken om Guldspinderiet, og den Idee overhovedet, at Spinderokken skulde være Handlingens Drivhjul, alt dette kan Forf. vel tilegne sig som sine egne Opfindelser. Den Dristighed, hvormed Forf. har vovet at behandle et Æmne, der nærmest tilhører den episke Verden, i den dramatiske Form, vil maaskee finde sin bedste Undskyldning i selve Fremstillingen paa Scenen, hvor vore fortræffelige Skuespillere og Skuespillerinder fuldkommen have vidst at overvinde alle de Vanskeligheder, som Æmnets episke Natur medførte.
