Om Dagen jeg søger dig fiern og nær,
Mens du flygter for mig.
Og Ønskerne vanke snart hist, snart her,
For at fange dig.
Om Dagen jeg gaaer, som en levende Drøm,
Saa sørgende mat,
Og Lyset mig synes en dunkel Strøm,
Saa sort som Nat.
Om Natten jeg sørger og drømmer ei meer,
Da skuer jeg dig,
Mens Maanen glimter og Stiernen seer
Fra Himlen til mig.
Du kommer, og sætter dig elskovsvarm
Paa mit Leie ned,
Du favner og trykker mig til din Barm,
Og smiler derved.
Jeg vaagner, og studser, og skuer dig grandt,
„O Elskede bliv!“
Og alle de Ord, som Du talte, som svandt,
De vaagne til Liv.
Og alle de Kysse, der hvirvledes hen
I den dunkle Grav,
De stige, som Aander, nu op igien
Af Nattens Hav.
Og alle de Glæder, du deelte med mig,
Sig samle paa ny,
Og alle de Taarer jeg fældte for dig,
For dit Kys bortflye.
Siig, kan du ei fængsle den flygtige Tid,
Naar Stiernen leer?
Siig, kan du ei dræbe den langsomme Tid
Naar jeg Dagen seer?
Siig, kiender du hist ei det evige Blaae,
Hvor Stiernen boer?
Siig, kan du den himmelske Blomst ei forstaae,
Der om os sig snoer?
Did, Elskede! did, til dens Hiem vil vi flye,
I den bølgende Strøm!
Paa vindsnare Snekke, med Seilet af Sky,
I en evig Drøm!
Did, Elskede, did, i den evige Nat,
I dens Blomstermund
Vi synke, vi smelte tilsammen brat
I det sødeste Blund.
Og Jorden skal svinde, et døende Skimt,
For den drømmende Sands,
Og Stierner skal flette sig Glimt ved Glimt
I Bægerets Krands.
O! maatte vi smelte tilsammen i Løn,
Som i Rosens Mund,
De fængslede tvende, de elskende Kiøn,
I et evigt Blund!
C. Hauch.