Carsten Hauch (1790–1872)

Om Dagen jeg søger Dig fjern og nær,

Mens Du flygter for mig,

Og Ønskerne vanke snart hist, snart her,

For at fange dig.

Om Dagen jeg gaaer som en levende Drøm,

Saa sørgende mat,

Og Lyset mig synes en dunkel Strøm,

Saa sort som en Nat.

Om Natten jeg sørger og drømmer ei meer,

Da skuer jeg Dig,

Mens Maanen glimter, og Stjernen seer

Fra Himlen til mig.

Du kommer og sætter Dig elskovsvarm

Paa mit Leie ned,

Du favner og trykker mig til Din Barm

Og smiler derved.

Og alle de Kysse, der hvirvledes hen

I Tidens Grav,

De stige som Aander nu op igjen

Af Nattens Hav.

Da husker jeg alle de Glæder, der svandt,

Som jeg deelte med Dig

Da glemmer jeg alle de Taarer, der randt,

Da Du svigted mig.