Carsten Hauch (1790–1872)

Om Dagen jeg søger dig fiern og nær,

Mens du flygter for mig,

Og Ønskerne vanke snart hist, snart her

For at fange dig.

Om Dagen jeg gaaer som en levende Drøm,

Saa sørgende mat,

Og Lyset mig synes en dunkel Strøm,

Saa sort som en Nat.

Om Natten jeg sørger og drømmer ei meer,

Da skuer jeg dig,

Mens Maanen glimter, og Stiernen seer

Fra Himlen til mig.

Du kommer og sætter dig elskovsvarm

Paa mit Leie ned,

Du favner og trykker mig til din Barm

Og smiler derved.

Jeg vaagner og studser og skuer dig grandt,

„O Elskede, bliv!”

Og alle de Ord, som du talte, som svandt,

De vaagne til Liv.

Og alle de Kysse, der hvirvledes hen

I den dunkle Grav,

De stige som Aander nu op igien

Af Nattens Hav.

Og alle de Glæder, du deelte med mig,

Sig samle paa ny,

Og alle de Taarer, jeg fældte for dig,

For dit Kys bortflye.