Nattens Aander.
Giennem natlige Vind
Paa den susende Sky,
Giennem Maaneskin,
Ride Drømmene hen,
Vanke hid, vanke did paa den bævende Strand;
Uden Orden og Baand.
Nu et Bierg, nu en Flod,
Nu et rislende Væld;
Nu i sorten Jord
Følge Siælen vi ned;
Nu til Aandernes Land,
Til det friske Liv,
Der let flagrer hen
Med et Purpurskiær
Paa den brogede Vinge.
Ynglingen.
See Maanen hist, og Nattens Stiernekrands,
Hvis Straaler alle sigte paa mit Øie,
Jeg fatter ei de vilde Luftens Lys,
Der svæve hid og did, som Gøgleskiær,
Og ei forbinde sig til noget Heelt,
Hvor kan jeg tænke, hvad jeg neppe skimter?
Der er en Mening, veed jeg, dog i Alt.
Nattens Aander.
Hvad er heelt, hvad er Alt?
Hvad er Menneskets Liv?
Slukker Een sig i Død,
Aabner Een sine Blade for Lyset.
Hvor er Meningen vel?
Kan Du grandske den ud?
Kun en Drøm er Din Grandsken,
En Drøm er Du selv.
Dine Tanker er væved’
Af Skyer og Dunst.
Kun med Regnbueskiær
I den flygtige Sol
Maler vildt Du Dit Liv,
Stræber skiælvende frem,
Tumler om uden Rast,
I din magiske Ring,
Kun en Gaade dig selv,
Uforstaaet af Andre.
Ynglingen.
Let Phantasien er, som Havets Bølger,
Der bæve flygtsomt ved et ringe Steenkast,
Og boltre sig, liig Slanger, om hverandre;
Som skiælvende de flye i store Ringe,
Saa hefter ogsaa Tanke sig til Tanke,
Udklækket ofte af et ringe Fnug,
Der driver vildt, ustadigt om i Luften.
— Nu hvisler Vinden i de brudte Løv,
Og pidsker Skyerne med stærke Vinger,
Mens Maanen ruller i den blanke Sø,
Der svæver hist og nævnes Himmelblaaet;
Strax vaagner op den indre Nat paa Ny,
Forstanden døer, og alle Mørkets Børn
Og alle Drømme bryde deres Fængsel.
Nattens Aander.
Bag hvert Løv, bag hver Sky
Boer en drømmende Aand;
Du seer Legemet kun.
Kast din Tyngde bort!
Bliv en Skygge, som vi!
Bliv et luftigt Spil
Paa en hengangen Tid!
Af en Taage er sprungen
Dit flygtige Liv.
Nu er Sol gaaet ned,
Nu er Farverne slukt.
Bliv en Taage igien,
Da en Vinge vi hefte
Til svævende Krop.
Paa den skyhvide Hest
Traver Dødningen fort.
Over Issen rulle
De flygtige Syn,
Bæve hen
Som naar Stiernerne glimte paa Snee,
Som naar Maanen dandser paa Bølgernes Top,
Som naar Ild ruller hen i de natlige Nordlys.
Ynglingen.
Saa selsomt boltrer sig den hvide Sky
Og veires hen, og hviner fælt i Luften,
Mens Træet strækker ud sin sorte Stang,
Og Grenen truer som en Bøddeløxe.
Er Livet vorden da en blodig Flamme,
Der beiler til sin egen Undergang,
Og rasende fortærer selv sin Kraft?
— Hvor skulde jeg nu flye, hvis al Naturen
Omspændtes atter af den gamle Død?
Hvis Tiden fik paa engang atter Lyst
At knuse og fortære sine Børn?
Siig, vilde du mig frelse store Stierne,
Der funkler som en Rose hist i Krandsen?
Forgik Du ikke med den mørke Jord?
Nei, Noget er der dybt i Barmen end,
Der strider kiækt mod Døden, og jeg føler
At dette Noget er med dig beslægtet.
Kiærlighedens Aand
fra Aftenstiernen.
Min Snekke sig vugger i blaalige Fierne,
I Æthren jeg seiler saa trygt og saa gierne,
Og gynger mig dristig paa Fuldmaanens Buer,
Da røver den listig de straalende Luer,
Og svøber mig sagte i Blomsternes Klokker,
Og sidder i Stiernernes guldgule Lokker.
Hesperos elsker af alle jeg mest,
Der flammer saa venlig i Øst og i Vest,
Og vanker i Æthren saa straalende rolig,
I den har jeg bygget min natlige Bolig.
Ynglingen.
O! atter vaagner Livet i mit Hierte,
O! atter fandt jeg Tanken i min Siæl,
Der om mit eget Selv mig huldt forvisser,
Og slynger fast mig som et varigt Led
I Krandsen hist, den ingen Magt kan bryde.
Forgieves truer os den gamle Nat,
Den ligger bunden dog med stærke Kieder,
Og hyler vildt i Skyen som en Ulv,
Og kryber skiælvende i sorte Skiul,
Naar Kiærlighedens Sommerstraale blinker.
Kiærlighedens Aand.
I Jordlivets Taager min Straale er mat,
Kun som en Drøm tør den sysle ved Nat.
Naar du er vaagen, du skuer mig ikke;
Men naar sig lukke de mødige Blikke,
Sagte paa luftige Snekke jeg kommer,
Let som en Fugl giennem Vaar, giennem Sommer.
Vil Du mig fange, jeg flygtende bæver,
Regnbuen zittrer og smiler og svæver,
Dandser paa Vandene, let som en Aand,
Aldrig omfavnet af udstrakte Haand.
Ynglingen.
Ak vil Du atter flygte, skiønne Himmelbue?
Du store Stierne med det lyse Blik,
Siig, vil du atter skiule dig bag Høien?
Ak, vil du dale, som en taaget Dunst,
Et blegt Gespenst, en Lygtemand fra Mosen?
Der lukker sig ved Dagens første Straale,
Og styrter sig i Helveds røde Ild,
Naar først med vilde græsselige Miner
Den Vandreren har qvalt i øden Ørk.
Nattens Aander.
Seer du hisset funkler
Den gamle Saturn,
Med et blygraat Skiær,
Med en Ring om sit Haar.
Det er Dunster og Luft,
Alle Stiernerne hist
Ere Lygtemænd kun,
Dukke op, dukke ned
I det natlige Hav
Med et ildrødt Hoved,
Med Tungen i Glød.
Ynglingen.
Ak, saare dunkel vorder nu Naturen,
Og Stiernen straaler i en døsig Damp,
Som om den fældte store tunge Taarer.
Giv Dig tilfreds engang, du skiønne Stierne,
Og vær ei meer, bedrøvet for min Tvivl!
Den er forsvunden, den er længst forsvunden,
Jeg troer ei meer den hæse Spotterøst.
Hvad var da jeg, hvis du var ikke til?
Du er jo Siælen i mit hele Liv,
Du er jo Livet i min hele Daad,
Du er den Daad, jeg stedse tragted efter.
Saa lad dig fange da, mit Hiertes Længsel!
Og græd ei mere — dog jeg sværmer vel,
Hvad Graad jeg kaldte, var kun Aftenduggen.
Kiærlighedens Aand.
Gierne jeg kom, o! jeg kom jo saa gierne,
Ak, men jeg ruller saa langt i det Fierne,
Dog en beslægtet Aand skal du møde,
Troer du, da skal ved dit Hierte den gløde.
Kun til den Troende smiler jeg varm,
Vee dig, om Tvivlen du giemmer i Barm!
Da maa i Taage min Stierne dig true,
Straalerne, der nu mit Hoved omlue,
Vorde da rædsomme, bugtede Slanger,
Fylde Dig Hiertet med Angst og med Anger,
Klamre om Barmen sig hvislende, kolde;
Susende komme da Midnattens Trolde,
Pidske med Nelder, med Tiørn og med Green,
Pidske Dig Kiødet af marvløse Been.
Aftenstiernen daler.
Og klog jeg saae dig staae med Miner blide,
Og let du fængslede mit vilde Sind.
Før alle Ønsker søgte kun det Vide,
Til Himlen stræbte de som Nattens Vind;
Paa lette Skygger lysted’ dem at ride,
For hvad der leved, var de alle blind.
Nu see de klart først, nu du har dem bundet,
Nu sin Betydning først har Livet fundet.
Og dobbelt milde Nattens Stierner tindre,
Og dobbelt skiøn er Dagen i sin Ild,
Den matte Frygt jeg kan nu knapt erindre,
At Alt var kun et taaget Gøglespil;
Jeg bær dig kraftig i mit varme Indre,
Jeg veed nu hvad jeg ønsker, hvad jeg vil,
Til al Naturen har jeg fundet Nøglen,
For Livets Straale svinder Dødens Gøglen.
Vel forhen saae jeg Straalerne sig sanke,
Og aned det kraftigskiønne Baand,
Jeg saae en hellig Ild i Alting vanke,
Og bøied dybt mig for Naturens Haand;
Men Kiærligheden ene var en Tanke,
Undfangen af den videlystne Aand,
Mit Hierte spotted’ med hvad Aanden lænkte:
Du lærte mig at føle hvad jeg tænkte!
C. Hauch.