Skjøndt Seclerne flygte som Drømme.
Dog end vi forglemte det ei,
At Livet i mægtige Strømme
Fra Norden har banet sig Vei;
Og Saga, der stirrer i Tiden,
Har vidnet om Hedenolds Mod,
Og Bølgen, der vandrer saa viden,
Blev farvet af Kæmpernes Blod.
Og Duggen, der blinker og svinder
I Skoven ved Dannemarks Hal,
Er Alfernes Taare, der rinder
Ved Tanken om Heltenes Fald;
Og Vindenes Hære, der svæve
Fra Skaane til Dovrefjelds Rift,
Er Suk, der i Luften sig hæve
Ved Mindet om Nordens Bedrift.
Nu Heltene længst ere døde,
Nu sværmer ei Sjælen saa vildt;
Men kunde vi Kraften gjenføde,
Som Oldtids Bersærker har spildt,
Og kunde vi tænde dens Flamme
Og jage saa Sløvheden bort,
Hvor fandtes en ædlere Stamme?
Hvad Land kunde lignes med vort?
Og mægted med Aand vi at stride,
Som fordum vi strede med Sværd,
Og mægted vi Døden at lide
For det, som gi’er Livet dets Værd,
Og mægted vi Tvivlen at kue,
Der tynger paa Sjælen som Bly:
Da skulde ved Nordpolens Bue
Som Stjerner det lyse paany.
Og er vi end skilte ved Rummet,
Ved Vand og ved Klipper og Steen,
Saa har dog vort Hjerte fornummet,
At Aanden og Villien er een;
I Aanden skal Alle vi mødes,
Og Tvedragt skal skifte med Fred,
Ved Aanden skal Norden gjenfødes,
Og Verden skal undres derved.
Naar Aanden sin Straale nedsender,
Og Kraften gjenvinder sit Syn,
Naar Modet, der blussende brænder,
Ei dræber i Blinde som Lyn:
Da svinder vort Nag og vor Kummer,
Da enes, hvad forhen var deelt,
Da vaagner vort Folk af sin Slummer,
Da vorder vort Land til et Heelt.