Carsten Hauch (1790–1872)

Nu svæver dristig frem det danske Flag,

Det Fjenden føle skal paa Kampens Dag,

Og høit det klinger over Land og Sø:

„For Danmarks Hæder er det skjønt at døe.”

Og Danmarks Sønner frygte Kampen ei,

Dets gamle Banner viser Helten Vei,

Og Mindets Stjerne glimter over Sky,

Og Danmarks Aand er vaagnet op paa ny.

Og rolig leger den med Død og Grav,

Som Vinden leger paa det vilde Hav,

Og stoler trygt paa sine Vingers Magt

Og møder Dybets Rædsler med Foragt.

I Fredens Aar fast som en Kvinde mild,

Paa Kampens Dage som en Løve vild,

Og tro som Guld mod Drot og Fædreland,

Saa var fra Arilds Tid den danske Mand.

Forræderi han aldrig kan forstaae,

Men han kan ærlig kæmpe, ærlig staae,

Og det skal rygtes paa den vide Jord,

At Mod og Troskab have Hjem i Nord.

Han aldrig leget har med Pligt og Ed,

Han aldrig trygle vil om skændig Fred,

Og ei han pletter Danmarks gamle Glands,

Før binder selv han sig en Dødningkrands.

Nu svæver dristig frem det danske Flag,

Det Fjenden føle skal paa Kampens Dag,

Fra Jylland klinger det til Sjællands Ø:

„For Land og Konge vil vi gjerne døe.”