Hvo var den Lykkeligste her paa Jord?
Saa spurgte Croesus alt i Oldtids Dage.
Den vise Solon svared længst derpaa,
Og vel man mærker i den Vises Ord,
At ei de ydre Kaar hans Dom bestemmer.
Men der var En, som ei han kunde nævne;
Thi end hun slumred der, hvor Livets Aander
I Stilhed ruger over Fremtids Skatte,
Og dog blandt alle dem, hvis Held han priser,
Var Ingen lykkelig paa Jord som hun!
Det var i hine qvalomspændte Dage,
Da nys man havde seet den blege Frelser
Med Tornekrandsen om den blodige Tinding
At bøie Hovedet for Dødens Magt.
Og da man havde hørt hans milde Læber,
Der dog var Sandhedens og Livets Kilder,
I bitter Qval at sukke ned fra Korset
„Min Gud, min Gud! Hvi har Du mig forladt?
Den frække Mængde spotted ham og skreg:
„Lad see! lad see! Han var en stor Profet,
Stor som Elias var, ja endnu større,
Saa meente jo de Mænd, der fulgte ham,
Og der nu flygtet er som Støv for Vinden.
Men han har sagt, at efter trende Dage
Vilde han reise sig igjen af Graven;
Lad see, lad see, om nu han holder Ord!”
Da skjulte Solen sig bag dunkle Taager,
Og Jorden skjalv og Templets Forhæng brast,
Og Dødningbeen sig rørte dybt i Graven,
Det var som Gud i Himlen selv var død.
Og Troen vakled i sin dunkle Grund;
Frafald og Feighed havde lammet selv
De Bedstes Kraft, og Mørkets Magter jubled.
— Det var ved Morgengry den tredie Dag
Efter det Øieblik, den høie Frelser,
Omspændt af Qval, opgav sin Aand paa Korset.
Dog blev hans Been ei brudt, som det var Skik
Med dem, der Døden led paa Korsets Træ.
Men han blev taget ned og svøbt i Liin,
Og han blev henlagt i en Klippegrav,
En vældig Steen tilspærred Gravens Indgang,
Og pandserklædte Mænd bevogted den.
Da nærmed sig en Flok af stille Qvinder,
De havde tjent ham tro i Galilæa,
Og havde fulgt ham nys paa Dødens Vei,
Dengang han vandred bleg til Golgatha,
Og havde vædet Korsets Fod med Taarer,
Og da de saae hans Kamp og Qval i Døden,
Blev deres Kjærlighed kun dobbelt stærk.
Og nu de nærmed sig, da Natten veg,
De vilde stige ned i Gravens Indre,
Der hugget var i Klippens Hvælving ud,
For end engang at see de ædle Træk.
De bragte Myrrha med og Specerier,
Og kostelige Salver, Aloe;
For at bevare, hvis det kunde lykkes,
De hellige Levninger i Dødens Bo
Fra Dybets fæle Kryb og sultne Larver,
Der hente Næring selv fra Gravens Rædsler.
— Da løfted Solen op i Øst sit Hoved,
Og Zions Taarne glimtede som Ild.
Men ei de agted det, og saae det neppe,
Thi deres Hu var kun mod Graven vendt.
De hvisked sagte: „Hvordan skal det gaae?
Og hvo skal vælte Stenen bort fra Dybet?”
Da hørtes Tordenskrald og Jorden bæved,
Og Herrens Engel nedfoer som et Lyn,
Og see! Den store Steen var væltet bort,
Og Vagten spredte sig til alle Sider.
De blege Qvinder veg med Skræk tilbage,
Dog var der Een, som Frygten ikke standsed,
Hun kaldte sig Maria Magdalena,
En deilig Qvinde, der var bleven frelst
Fra Mørkets Fristelser og Syndens Magt
Ved hendes Kjærlighed og Tro paa Christus.
Nu stod hun udenfor ved Gravens Indgang
Og stirred ind, hvor Jesus havde ligget,
Da saae hun tvende Mænd, som sad i Graven,
Og deres Klæder var som Bjergets Snee,
Men den, hun søgte, Jesus, saae hun ei.
— De sagde: „Qvinde, hvorfor græder Du?”
„Fordi,” hun svared, „de har taget bort
Min Herres Legem, og jeg ikke veed,
Hvor nu han er.”
Men da hun vendte sig,
Skued hun Jesus staae ved hendes Side;
Men ei hun kjendte ham, og Jesus spurgte:
„Hvi græder Du? Hvad søger Du i Graven?”
Hun sagde: „Herre! har Du taget ham
Af Graven ud, saa siig, hvor har Du lagt ham?”
Da sagde Jesus: „Kjender Du mig ei,
Maria?” — Nu hun kjendte ham og sank
I stum Henrykkelse til Jorden ved
Sin Herres Fod.
Men Jesus veg tilbage,
Han sagde: „Qvinde, rør mig ei, men reis Dig!
Og vend tilbage! Siig til mine Brødre,
Til Petrus og Johannes og de Andre,
At jeg gaaer foran dem til Galilæa,
Der skal de skue mig endnu til Afsked,
Før jeg opstiger til min Faders Rige.”
Og hun gik bort til Petrus og Johannes,
Med Salighedens Glands i Sjæl og Øie,
For at forkynde, hvad hun havde seet,
Og hvad den høie Mester havde sagt.
Hun var den Første mellem alle dem,
Som Herren elsked her i Støvets Land,
Der skuet har den gjenopstandne Christus.
Og hun var lykkeligst iblandt dem Alle.
Men da de Andre spredtes vidt paa Jord,
Og bredte Troen ud i alle Lande,
Da sad hun stille ved den hellige Grav
Og vented Frelserens Tilbagekomst.
Hun saae ham aldrig meer i Støvets Land;
Men hendes Troskab blev dog ikke skuffet,
Thi hun blev dragen af sit Hjertes Længsel,
Og hendes Aand fandt snart i Døden Vei
Til den hun elsked og til Lysets Rige.