Orion glimter i sin Midnatsglands,
De drømmende Pleiader foran svæve.
Kastor og Pollux sig i Syden hæve,
Maanen kun lyser med sin halve Krands.
En Storm har raset, dog den alt er endt,
Den vilde Hvirvelvind i Sky bortviger;
Naar Ledas Sønner op af Havet stiger,
Da flygter Stormen, det er vel bekjendt.
En dunkel Snekke nærmer sig til Land,
Den vugger sig paa Bølgens hvalte Bue,
Den skimtes kan ved Maanens blege Lue,
En ædel Sanger staaer ved Snekkens Rand.
Men indadvendt mod Sjælen er hans Syn,
Det er en Skjald, hvem Musen aldrig svigter,
Simonides, den laurbærkrandste Digter,
Han stander taus, og slukt er Øiets Lyn.
Til Heltes Hæder tidt hans Lyra klang,
Og alle Sorger den til Hvile bringer,
Og alle Læber smile, naar den klinger,
Og rige Gaver vandt han med sin Sang.
Men nu han stander taus i Fremmerstavn,
Om andre Digte nu hans Tanke drømmer
End dem, som Grækenland saa høit berømmer,
Og der har skaffel ham saa stort et Navn.
„Jeg beiled altfor tidt til Fyrsters Gunst,
„I Kongers Hal jeg kun min Lyra stemte,”
Saa tænkte han, „og jeg de Magter glemte,
„Som aldrig plettes kan af Støvets Dunst.
„I, som har frelsk mig fra en tidlig Grav,
„Til Eders Priis jeg vier nu min Tunge,
„Om Eders Lys og Høihed vil jeg sjunge,
„I, som har Magten paa det vilde Hav.”
— Kong Skopas hersker i Thessaliens Land,
Og for hans Villie maae sig Alle bøie
Fra Oetas Fjeld og til Olymp det høie,
Fra Pindus til den tangbeklædte Strand.
Til Skjaldens Hjemstavn sendte Skopas Bud,
At han, som Guden skjænked Sangens Gave,
Hvis Qvad fandt Gjenlyd over fjerne Have,
Skal brede Kongens Ros i Verden ud.
Hvad Fyrsten vil, det modstaaer Skjalden ei,
Og i den aabne Kongehal han træder,
Og atter beiler han til jordisk Hæder,
Mens Nattens Stjerner gaae den vante Vei.
Han stemmer Harpen ved den Stoltes Fod,
Og priser høit hans Mod og Helteflamme,
Hans Magt og Rigdom og hans gamle Stamme,
Thi den var sprungen ud af Guders Blod.
Da skimter han igjen Orions Glands,
Og seer Pleiaderne som hvide Duer
Og Tvillingstjernen, der i Østen luer,
Mens Maanen lyser med sin halve Krands.
Pludselig da tier Skjalden, og hans Lyra vorder stum,
Og af høie Tanker greben stirrer han mod Himlens Rum,
Mod den klare Tvillingstjerne, der ham Liv og Redning gav,
Der behersker Hvirvelvinden og det vildt oprørte Hav.
Atter dog hans Røst sig hæver, atter høres Lyrens Klang,
Mere fyldig er dens Toner, mere dristig er hans Sang.
Ordet flyver fra hans Læber, som en Fugl mod Hjemmets Kyst,
Af en mægtig Guddom dreven, Intet standse kan hans Røst.
Høit han sang om Himlens Syner, om den lyse Stjernerad,
Men især om Ledas Sønner, der skal stedse følges ad,
Der alt her i Livet knytted en bestandig, evig Pagt,
Der med stærk, forenet Villie overvandt selv Dødens Magt,
Der ved Heltemod og Troskab Veien fandt til Himlens Fred,
Fra hvis lyse, milde Blikke Haab og Redning strømme ned,
Der paa Jord med ingen Brøde smitted deres Seierskrands,
Der med evig Kraft og Klarhed glimte nu i Stjerneglands.
— Høit og længe Sangen toned, Nattens Timer gled forbi,
Alle Kongens Mænd stod fangne ved et mægtigt Trylleri.
Alle studsed, Alle lytted, revne hen af Sangens Strøm,
Hjertet skjalv og Barmen svulmed i en salig Digterdrøm:
„Det er ei hans vante Toner, det er ei hans vante Viis,
„Aldrig dog en Sang saa deilig sang han før til Guders Priis;
„Det er Sangens Drot Apollo, der har skjænket ham sin Magt,
„Det er ham, der disse Tanker har i Skjaldens Indre vakt.”
— Men da Sangen var til Ende, og da efter gammel Skik
Skjalden sig for Kongen bøied, sad han der med sænket Blik,
Kold, som huggen ud af Marmor, uberørt af Sangens Lyst,
Stolt og stum, med Purpurkaaben hyllet om det tause Bryst.
Længe sad han taus og stille, med sit Øie vendt mod Jord,
Dog tilsidst han hæved Blikket, høit i Hallen klang hans Ord:
„Denne Sang jeg ei kan lønne, thi den var jo ei til mig,
„Men til Ledas Tvillingsønner, lad da dem belsnne Dig!”
— Neppe Kongens Ord var udtalt, før man i den høie Hal
Saae en Yngling pandserklædt, der vinked ad den ædle Skjald:
„Tvende Kæmper staae i Gaarden, kalder Dig af Hallen ud,
„Skynd Dig, Fremmede! det haster, thi det er et vigtigt Bud.”
— Da Simonides ham fulgte, traadte frem i Nattens Blæst,
Saae han Ingen, som ham vented, Maanen rødmed dybt i Vest.
Tvende Mænd paa hvide Heste skimted han paa vilden Sti,
Som to Stjernestud i Natten føre hurtig de forbi,
Flammer sad paa deres Hjelme, lyste med et selsomt Skin,
Deres Spær og Brynier glimted som to Stjerneblink i Vind.
— Medens nu han stod forbauset, troede knap sit eget Syn,
Hørtes Tordenskrald i Dybet, og der glimted røde Lyn.
Og da han mod Slottet stirred, vaklede det høie Tag,
Pludselig det sank til Jorden med et vildt og rædsomt Brag.
Vee! der var ei Haab om Redning, Borgen sank i Dybets Skjød,
Kongen og hans hele Følge fulgtes i den bittre Død.
Store Stene faldt fra Bjerget, Stormen gjennem Luften foer,
Ildens røde Drage vaagned, rakte Tungen frem af Jord.
Haner galed, Ulve tuded, Alt forsvandt i Røg og Dunst,
Kun Simonides blev reddet ved de milde Guders Gunst.
— Snart dog blev det atter stille, Maanen svandt bag Skovens Træer,
Kastor og den høie Pollux glimted med det vante Skjær.