En gammel Stamme har i Danmark levet,
Hvis Navn svandt hen, som var i Vand det skrevet.
Men nu af Glemsels Hjem,
Af dunkle Kjær bag dybtnedsunkne Grene,
Af Gruus og Sand bag mosbegroede Stene,
De gamle Slægter strække Hovedet frem.
De høsted intet Hø og intet Korn,
Og ingen Plov de gjennem Muldet kjørte,
Og ingen Harpeleg man dengang hørte,
Kun vilde Toner klang fra Vindens Horn.
Da gjested ingen Stork de danske Dale,
Da saae man ingen Spurv og ingen Svale,
Og ingen Lærke jubled under Sky.
Og ingen Drossel sang i vore Skove,
Kun Vinterfugle, der med Kulden flye,
Fandt Vei til Danmark over salten Vove.
— Da voxed der i Danmark ingen Bøg,
Kun Fyr og Gran,
Som Tiuren gjested og den vilde Høg,
Og Maager flagred over hviden Strand,
Og dreied sig i Kreds med hæse Røster
Og Ørnen seiled dem bag Sky forbi;
Men ingen Snekke saaes paa Havets Sti,
Kun Dybets Angel gjested vore Kyster,
Hvor Ulven graa
Forfulgte Hjorten og den lette Raa.
— Men Sekler kom og svandt,
Og andre Slægter Vei til Norden fandt.
Da kom tilsidst et Folk, der heelt var klædt i Jern,
Mod det de gamle Slægter ei kjendte noget Værn,
De flygted bort som Blade for Vinden i Høst,
Det var en Hellestamme med staalhærdet Bryst.
Den bredte sig paa Sletten, i Skov og paa Vang,
Da fik vor Saga Stemme, da vaagned vor Sang,
Da flygted Ulv og Vildsviin, dertil den brune Tiur,
Da seired en høiere, en mere stor Natur.
Da først med lyse Bøge smykked sig Danmarks Lund,
Da knoppedes unge Roser ved Bælt og Øresund,
Da først den lette Svale fandt Ly ved Nordens Vove,
Gjøgen og Nattergalen da gjested de danske Skove.
Men stærke Kæmpeskarer gik atter ud fra Nord,
For Klangen af deres Vaaben skjalv den hele Jord,
Tunge var deres Glavind, dristigt deres Mod,
De tørsted efter Kampen, som Ulven efter Blod.
Da Landet blev underbygget af store Heltegrave,
Da svæved lette Snekker omkring paa alle Have,
Og sused vældig frem, som Ørnen under Sky,
Hvor de sig viste, maatte Fjenderne flye.
Som Marsviin, der lege med den bølgende Sø,
Saa leged Nordens Helte med Døden under Ø,
Lykkelig pristes den, som til Seier blev kaldt,
Lyksalig ogsaa den, som i Kamplegen faldt.
Ham gjested Odins Møer paa den blodige Val,
Løfted paa lyse Vinger ham til Valhallas Sal,
Hvor Livet var ingen Byrde, men en bestandig Fest,
Der leved han hos Odin som en kjærkommen Gjest.
Nordens Helte sværmed mod Vest og mod Øst,
Herrer de var over Havet; paa den fremmede Kyst
Grunded de mangt et Rige, de kunde kraftig slaae,
Veien tilbage dog fandt kun saare Faa.
Da kom der fra Syden atter en anden Tro,
Ridderborgen hæved sig høit over Bondens Bo,
Den kneised paa Sletten, den skuedes over Hav,
Dog knæled de stolte Slægter for Frelserens Grav.
Kun for det hellige Kors vilde Ridderen sig bøie,
Klosteret sig bredte med sine forgyldte Fløie.
Da saae man fagre Jomfruer, som lytted til Harpeklang,
De lytted og i Lunden til Fryd og Elskovssang.
Alle de gamle Minder var dog ei glemt endnu,
Til Tapperhed og Manddom stod Ridderens Hu.
Skjøndt Tankerne sig forandred i Tidernes Strøm,
Skjøndt Troen paa Valhalla var en forsvunden Drøm,
Leged man dog med Landser og vilde nødig flye,
Og Skjaldesang sig blanded med Kamp og Vaabengny.
End vare de Glavind tunge, stærkt var Heltens Mod,
End tørsted han efter Striden, som Ulven efter Blod,
Og leged med Døden Tærning, foragted Fredens Værk,
Men Bonden søgte Tilflugt under Krumstaven stærk,
Der kunde med Ro han bygge, høste med Fred sit Korn,
I Skoven hørtes Hundebjæf og Klang af Ridderens Horn.
Han elsked høit sin Jagthund, sin Hest og Falken hvid,
Hans Liv svandt hen i Kampleg, i Feider, i Strid.
Han leged med de Farer, han selv havde skabt,
Hans allerbedste Kræfter gik dog for Landet tabt.
Men Ridderborgen hensank i Tidernes Nat,
Uglen bygged i Taarnet, omsnoet af Tjørn og Krat,
Ei længer man sig dækked med Brynier af Staal,
Aanden nu fik et andet, et høiere Maal.
Man forsked i Dybets Indre, i Lysbølgen blaa,
Afgrundens dunkle Runer lærte man at forstaae,
Man lærte dens Kraft at tvinge med Kløgtens Tryllestav,
Menneskets Tanke hersked i Luft, Jord, Hav.
Og dog de gamle Feider, den trodsige Natur
Sank ei i Døden med Ridderborgens Muur:
Sørgeligt er det at skue i Tidernes Elv,
Hvordan i bitter Tvedragt vi sønderrev os selv.
Hvad gavner det, om Aanden veed om Dybet Besked,
Naar Landet gaaer i Stykker og slides Led fra Led,
Naar Kræfterne splittes, som Skummet paa Vand,
Hvo skal føre vort Værge, naar selv vi ikke kan?
Vor Tid er meget kløgtig, den kjender mangen Kunst,
Den seiler over Jorden ved Damp og ved Dunst;
Derpaa de gamle Helte vist aldrig har forsøgt,
De havde Kæmpens Styrke, men mangled Dvergens Kløgt.
Vi vide saare meget, som ei de tænkte paa,
Men hvad vi meest behøve, det kunde de forstaae:
At færdes som Mænd over Hav over Ø,
Og kunde de ei seire, forstode de at døe.
Dog end de gamle Minder lever i Sang og Tale,
Som evige Stjerner de glimter over Dale,
Endnu kan vi dem skimte i Tidernes Nat,
Blandt Alt, hvad Saga gjemmer, er de vor bedste Skat.
Ved dem skal forynges vort Liv i Nordens Hjem,
Blodsdraaber fra vort Hjerte, der sprang i Sorgen frem,
Skal sig med dem forene, skimtes bag Skjaldens Ord,
Da først faaer Sjælen Vinger, naar Alt er mørkt paa Jord.
Da skal den Skat gjenfindes, som syntes længst forødt,
Da skal igjen forbindes, hvad til Enighed blev født,
Da skal vi først det mærke, da skal vi forstaae,
At dog vi ginge fremad, skjøndt ei det syntes saa.