Der høres en gammel Klage,
mens Tiden svinder hen,
Og hver en Slægt, der fødes,
gjentager den igjen:
„Paa Jorden Alting skifter,
alt Levende maa døe,
„Og Intet er bestandigt
paa denne Verdens Ø.
„Foraaret snart bortiler
med sin Aurikelglands,
„Med Nattergalen og Gjøgen
og Hyacintens Krands,
„Med Skovens lyse Farver,
og med dens bedste Lyst,
„Og alle dens favre Tunger
forstumme skal i Høst.
„Og Elskovs Rose blegner,
dens Liv var en Sommerblund,
„Duggen blinker i Græsset
og svinder i samme Stund.
„Og Dagens Blomst maa segne
for Høstmandens Lee,
„Og Høsten igjen maa vige
for hviden Vintersnee;
„Og Kindens Purpur falmer,
og Livets Glæde flyer,
„Ungdom og Skjønhed svinde
som brogede Morgenskyer.
„Den allerfavreste Jomfru,
der svæved let i Dands,
„Liig Bølgen, der sig vugger
i Solstraalens Glands,
„Kan Du vel engang skue,
mens Tiden stille gaaer,
„Med Alderens hvide Due
paa de blegnende Haar.”
Ja Vaar og Ungdom svinde,
ja, det er visselig sandt,
Langt værre det dog var,
hvis de aldrig forsvandt.
Vel Dig, at Du kan ældes,
det viser Dig Din Vei,
Kun Støvet og Muldet
og Fjeldet ældes ei.
Vel Dig, at Du kan visne,
det viser, Du er fri,
At ei Du her skal blive
men vandre skal forbi
Med Lyset er Du kommen,
i Lyset skal Du boe,
Paa Jord er Du en Fremmed
og finder der ei Ro.
Og Skjønhed og Ungdom
og Vaar og Nattergal
De komme ned som Aander
fra Paradisets Sal.
Som deilige Fugle
fra Morgenrødens Land,
Der drage Dig med Længsel
til Hjemmets fjerne Strand,
Men kues af Jordens Taager,
thi dvæle de kun kort,
Og neppe har Du seet dem,
saa flyve de atter bort;
Dog Alt, hvad elsker Lyset,
skal følge dem paa Vei,
Kun Muldet og Mørkets Magter
forlade Jorden ei.