Før Dannevirkes Rømning.
Saa er forstummet nu den stolte Tale
Der over Havet kom fra Bretlands Sale,
Der lød som Varselsord fra Bølgen blaa,
At Danmark ei alene skulde staae,
At Englands Folk vor Ret ei vilde glemme.
En bedre Luftning kom fra Norges Strande,
Den kom fra Fjeldet ved de dybe Vande,
En ærlig, tro, en stærk og mandig Røst,
Der fandt en Vei til Danmarks varme Bryst,
Mens Sverigs ædle Sønner sade hjemme.
Granklædte Fjeld, hvor jeg mon Lyset skue,
Trofaste Folk, som Frygten ei kan kue,
Du stedse mindes skal paa Danmarks Vang,
Thi Ord og Tanke, Digt og Heltesang
Til evig Tid med Dig skal os forene.
Vi er kun Faa, og vi har mange Fjender,
Med List og Falskhed de vort Land omspinder,
Men vi det veed, at Løgnen skal forgaae,
Kun Ret og Sandhed kan for Gud bestaae,
Det er vor Trøst, endskjøndt vi strider ene.
Langt heller døe end svigte Børn og Qvinder,
Og glemme Nordens Glands og store Minder,
De høie Heltesagn i Tidens Skjød,
Det skjønne Sprog, der ved vor Vugge lød,
Og klang som Tryllesang bag Danmarks Skove.
O, sødt at døe for Danmarks gamle Rige!
Langt heller døe end feigt for Fjenden vige,
Og taale Skjændsel, Hovmod og Foragt!
Hvis Du tør døe, da svinder Fjendens Magt,
Da vender Vinden sig paa Tidens Vove.
De skal ei juble meer ved Folkets Qvide,
Og de skal ei vort Rige sønderslide,
Og træde Danmarks Banner under Fod,
Før skal det farves af vort Hjerteblod,
Og Danmarks Seier af vor Grav skal stige.
Men svinder hen vor Magt for Fjendens Vælde,
Da boer der Brødre bag de gamle Fjelde,
Da voxe Sønner frem i Dalens Skjød,
Og de skal hevne deres Fædres Død,
Og Nordens Kraft skal frelse Danmarks Rige.
Efter Dannevirkes Rømning.
Vor Lykke, den var som et Skum paa Vand,
Der bæres af lette Vover,
Og stiger og synker og knuses mod Strand,
Mens Stormene synge derover.
Hvad vi har vundet, det vandt vi ei,
Det vandt kun de kolde Vinde,
Thi de har det spredt paa Vintrens Vei.
Vi vandt kun det bittre Minde.