Hvilke Rædsler, hvilke Tider,
Fuld’ af Qval fra Syd til Nord!
Er det ei, som Dybets Aander
Havde fæstet Bo paa Jord?
Seer I Flammerne hist,
Der blinker i Sky?
Snart Ilden omspænder
Den halve By.
Hellige Gud, hvo hjælper os i vor Nød!
Himlen er luerød,
Tusinde Gnister sig hæver
Med Nordvestvinden i Pagt,
Stormen susende svæver,
Og styrker Ildens Magt.
Seer Du Flammernes Leg?
Staa ikke der saa bleg!
— Her det nytter ei at klage.
Ildens vilde Drage
Gjennem Luft sig svinger,
Alt den Kirken truer.
Klokkens Tunge klinger
Høit i Taarnets Krands,
Kirkespiret laaner Glands
Af de blanke Luer.
Elementets Aander
Afryste deres Lænker.
Hvad der syntes bygget
For at trodse Aarhundreder,
Det nu sig sænker,
Som en flammende Glød,
I en altfor tidlig
Og uventet Død.
— „Stille! Maaskee findes Hjælp endnu!
Maaskee!
Frygter ei Ildens Harm!
Herhen, kjække Brødre!
Alt vi vove maae,
Her det gjælder fast at staae.
Her Elven snoer sig
Forbi den langstrakte By,
Her vil vi dristig kæmpe,
Vi vil ei Faren flye.
— Ha, det lykkes!
Gud vil os befrie;
Elementets Aander
Har paany vi bundet
Vi har Redning fundet,
Faren er forbi.”
Vee! — De bryder atter frem
De vilde Luer,
Med Dybets Dæmoner i Pagt,
Paa hundred’ Veie
Gjennem Røg og Aske,
Hvorhen man sig vender.
Og hele Flodens Magt
Formaaer ei meer at standse dem.
Seer I? Kirken brænder!
Og Orgelet spiller for sidste Gang
En Sørgesang,
Og Alle flye.
I et Hav af Flammer
Synker vor By;
Og Sprøiterne selv
Fortæres af Ilden,
Der speiler sig i den rindende Elv.
— Det er som en Verden, der skal forgaae,
Den, som nylig svømmed i Overflod,
Er nu en Betler,
Og eier ingen Vraa,
Hvor han kan skjule sin Elendighed.
Og Glands og Haab og Fremtids Lykke
Synke nu hen i Gruus,
Forladte Qvinder flygte
Fra det brændende Huus.
Hvilke Rædsler, hvilke Tider
Fuld af Qval fra Syd til Nord!
Er det ei, som Dybets Aander
Havde fæstet Bo paa Jord?
— Kun i et lidet, svagt og flygtigt Omrids
Har jeg et Billed givet af den Skjæbne,
Der rammed vore Brødre høit i Norden
I de ulykkelige tvende Døgn,
Da Tusinde og atter Tusinde
Blev drevne bort fra deres gamle Hjem.
Og blege Skikkelser paa Ilden stirred,
Der, som en grusom Slange, strakte sig
Igjennem Røgen og de lange Gader,
Og Børn og Mænd og Qvinder vandred bort
I lange Rækker paa den vilde Sti,
Og Ingen vidste, hvor den næste Dag
Han skulde hvile sine trætte Lemmer.
O Du, som har et Hjerte, der endnu
Ei vorden er til Steen i Verdens Jammer,
Du vil ei negte de Betrængte Hjælp.
— „Og hvo har hjulpet os,
Da vi var i Nød?
Dengang grusomme Voldsmænd
Sønderreve vort Land,
Da vi fortvivlede stirred
Mod Syd og mod Nord,
Mens al den Trøst vi fik,
Kun var tomme Ord;
Enhver hjælpe sig selv i Ulykken,
Som han kan,
Det er den Lære, Verden giver.”
O, haardt og grusomt taler Du. — Hvori
Har den ulykkelige By da syndet?
Skal den nu bode for, hvad kolde Statsmænd,
Der veied Alt paa Egennyttens Vægtskaal,
Har virket og forskyldt? — Nei, viser Verden,
At, skjøndt vort Land er vorden Offer for
En grusom Statskunst, har dog Andres Uret
Endnu ei kølnet vore danske Hjerter;
Ja, viser Verden, at det ei var Mundsveir,
Dengang vi taled om det nære Slægtskab
Imellem Nordens Folk, og om den Aand,
Der har sit Udspring i de ældste Tider,
Og der forbinder, hvad der synes deelt,
Og samler trende Stammer til et Heelt,
Og knytter Norges Fjeld til Danmarks Ø,
Og tidt har slumret, men dog ei kan dø.
Er Nordens Aand da vaagnet nu for Alvor,
Som i de bedste Timer vi har haabet,
Og er den ikke slumret ind paany,
Saa viis det nu med Handling, ei med Ord.