I.
Nys førtes Kongen bort paa sorten Baare,
Den gode Konge, der var Landets Trøst,
Og paa hans Kiste faldt vor tunge Taare,
Mens Bølgen sukked ved den danske Kyst.
I Farens Stund, da Oprør vilde raade,
Da Løgn og Frækhed trodsed Retfærds Aand,
I Stormens Tid, da Landet stod i Vaade,
Blev Kongespiret givet ham i Haand.
Nu er han død, nu raser Stormen atter,
De trænge frem med Trods og Overmagt,
Og Trudsler blande sig med Haan og Latter, M
ed Løgnen har igjen de sluttet Pagt.
Vi er kun Faa, og de ei Skaansel kjende,
De bruse frem som Havets vilde Flod;
Gud, giv os Kraft til Faren bort at vende
Som danske Mænd med kjækt og roligt Mod.
Paa Herrens Himmel Haabets Stjerner tindre,
I mangen Kamp beskærmed han vor Ø;
Ved Sorg og Smerte renser han vort Indre,
Thi maatte Danmarks gode Konge døe.
Kun Herren veed, hvordan sig Alt skal vende,
Hvad Vind der blæse skal paa Tidens Hav;
Men vi vil aldrig Danmarks Fane skjænde,
Det vil vi love ved vor Konges Grav.
II.
Mens Oprør og Vold hans Rige trued,
Mens Lynet blinked i Kampens Nat,
Med kongeligt Blik han paa Folket skued,
Han sagde: „Jeg gi’er Jer min bedste Skat!”
Saa skjænked han Frihed i Landet.
Da glimted der Straaler i Danmarks Øie,
Da flammed Nordlys i Himlens Sal,
Da maatte selv Frækhed og Løgn sig bøie,
Og Fjenderne blegned og sank paa Val;
Thi Frihed hersked i Landet.
Og Tidens Kløgt, der ei meer var bunden,
Sin Tryllestav over Danmark svang,
Og Meer blev i femten Aar der vunden,
End før i hundred Vintres Gang;
Thi Frihed hersked i Landet.
Ja, Frihed den er nu Danmarks Fane,
Den vil vi værge med Liv og Blod;
Den skal ingen jordisk Magt os rane,
Og aldrig skal Fjenden den troede med Fod;
Thi Retfærd hersker i Landet.